x
Glasvegas: Pumpehuset, København

Glasvegas, Pumpehuset, København

Glasvegas: Pumpehuset, København

Anmeldt af Mathias Brok | GAFFA

Arkivfoto

Tilbage i '08 og '09 tordnede Glasvegas frem med sit skotsksprogede, socialrealistiske debutalbum, en Mercury Prize-nominering, talrige store koncerter og en gigantisk hype i pressen. Blandt andet fik de sjældne seks stjerner i GAFFA. Siden har de udgivet en jule-ep og to studiealbums i fuld længde, hvoraf den sidste udkom for nylig. Den patetisk storladne toer floppede nærmest, og det album, som for nylig udkom, blev heller ikke modtaget lige så varmt som etteren. Over de nu i alt tre fulde plader er der dog masser af råmateriale, der kunne gøre en god koncert. Jeg glædede mig til at opleve James Allans karakteristiske vokale knæk og forfriskende skotske accent. Og så glædede jeg mig til at se, om det nye materiale kunne stå distancen live. For ser man forbi selvynken, er der trods alt et par gode melodier i det nye materiale.

Kunsten at udfylde stilheden

Men i går stod Pumpehuset ikke halvfuldt, men halvtomt, og i det hele taget var der ikke meget, der fungerede for Glasgow-rockerne. Teknisk set lød James' vokal, som den burde, men nerven fra pladerne var erstattet af en uinspirerende ugidelighed, som han hang dér op ad mikrofonen med lukkede øjne og overkroppen vendt fra publikum. Mellem numrene virkede han på én gang forvirret og nonchalant. Og det virkede af og til, som om han gerne ville være alle andre steder i verden.

Og som forsanger skal man sgu særligt sælge sig selv og overvinde sit publikum med sin sang. Man skal levere varen, som var det den sidste koncert, man gav. Men James var et helt andet sted oppe i hovedet og tog sørgelige slurke af sin slatne Corona, endda før sangene var tonet ud fra bandets side. Fætter Rabbie og bassist Paul virkede som søvngængere, der kun blev holdt vågne af frøken Löfgrens trommer. Disse var til gengæld meget tilstedeværende. For hold kæft, hvor er Jonna badass, som min sidekammerat konstaterede, men som hun boksede i baljerne, så det buldrede i balsalen, blev Rabbies guitar og nogle gange endda James' vokal overdøvet af ren bækkenlarm.

Når larmen forstummede mellem numrene, blev der til gengæld meget stille. For fætrene Allan og co. formåede simpelthen ikke at fylde stilheden ud med andet end usikre og ugidelige kommentarer, alt imens de skiftevis udvekslede bekymrede og opgivende blikke, som om de tænkte "fuck it... I don't care".

Begrænsningens gave

Men selv det ikke strøg derudad for skotterne, blev der ikke sparet på sangene. Koncerten varede i nærheden af en og en halv (lang) time. Mange sange skulle simpelt være skåret fra - blandt andet fejlsatset "Ice Cream Van", der med sin lavmælte selvlede ikke fungerede denne aften og blot afslørede, hvor selvhøjtidelige skotterne var. Hovedsættet blev sluttet af med "Go Square Go", hvor James' guitar feedede forstyrrende, og jeg tænkte "åh nej, ikke et ekstranummer". Og jeg fik ret, der var ikke ét ekstranummer, men hele fire.

Det begyndte med en barberet udgave af "Flowers And Football Tops", kun med James og hans guitar. Her mærkede man endelig et nærvær, men desværre var det (for meget) ude af time. Dernæst var det "Neon Bedroom" med Jonna på temmelig ringe og rigide oktavparalleller i klaveret. Og under storhittet "Daddy's Gone" gik det galt med lyden, og det kan jo ske... Men igen viste bandet ingen sans for damage control og lignede nærmest høns uden hoveder. Showet sluttede derefter endelig med "Lots Sometimes".

Jeg ville virkelig bandet det bedste og så frem til at høre både nyt og gammelt live. Men koncerten var desværre blandt de ringeste, jeg længe har set. Der var kun få forløsende faktorer, der hiver mig fra en stjerne op til to – blandt andet, at Jonna var så badass bag sine solbriller og stående trommer og dermed er tilgivet for de fleste ufrivillige skift i tempo. Og så at det hele faktisk var lidt komisk, med al den selvhøjtidelige ynk og alle de svipsere.

Jeg havde ventet mig mere af Glasvegas, som efter min mening har nogle gode melodier og unikke særtegn. Men i går kiksede den sgu for dem.

Support: Virgin Suicide

Som navnet antyder, var der lige så meget patos at hente i opvarmningsbandet, Virgin Suicide. Stilmæssigt passede de således fint sammen med Glasvegas (post-debutalbummet). Sangene var meget ens, pånær et par fede rytmisk afbræk under ledelse af den kyndige trommeslager. Sættet mindede om én lang James Hurley-slager (ham med motorcyklen fra Twin Peaks, der synger), bare lidt mere rocket. Derfor undrede det, da forsangen før sidste nummer sagde "her kommer der en ballade". Alt i alt spillede gruppen dog et mere sammenhængende sæt end Glasvegas.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA