Trentemøller: Store Vega, København

Trentemøller, Store Vega, København

Trentemøller: Store Vega, København

Anmeldt af Christina Majcher | GAFFA

Det er næsten ubegribeligt, at det allerede er tre år og en måned siden, Trentemøller sidst spillede i Store Vega som afslutning på sin forrige verdensturné. Personligt var jeg nødt til at tjekke både i min egen og i Vegas kalender for at få slået fast, hvad min fornemmelse så stædigt nægtede at begribe: At jo, det er faktisk rigtigt. Tre år og en efterårsmåned er der gået. Utroligt.

Og således melankolsk stemt over tidens brutale hastighed kan man så, denne mildt tågede novemberfredag, endnu engang tage i Store Vega for at høre Trentemøller, der med udgivelsen af "Lost" stadig er skandinavisk mester i soundtracks til vemodige årstider, savn og søvnløse nætter.

Der er mange numre fra den nye plade, jeg glæder mig til at høre live. Særligt "Still On Fire", det første nummer, der virkelig fik kløerne i mig på pladen, og som jeg har store forventninger til koncertmæssigt. Magisk nok indledes koncerten med netop det track, en pumpende kickstart med sin insisterende bas i ond A-mol. Jeg er fanget.

Det er svenskeren, der står ved siden af mig også. "Det her er mit favoritnummer! Det er det bedste på pladen!" jubler han begejstret og giver en medrevet krammer.

På scenen står Trentemøller og bandet som skarpt skårne silhuetter mod den massivt lysende baggrund, der skifter farve koncerten igennem, fra melankolsk blå og lilla til glødende pink.

Det første track glider over i nogle stadigt intensiverende elektroniske loops. Dét nummer kender svenskeren ikke. "Men det skal spilles til min begravelse", siger han. "Jeg fatter ikke, hvor han får alle de ideer fra. Han er den elektroniske musiks Jimi Hendrix!"

Og ja, der er en forbløffende spændvidde i Trentemøllers lydlandskaber. Det mesterlige er, hvor ubesværet og sømløst han og bandet bevæger sig fra det ene til det andet. Og hvor sammenhængende det lyder. Fra Depeche Mode-dundrende dansebeats til The Doors-agtig syrerock. Fra twang til Talking Heads. Fra melankoli til fest. Helt ubesværet. Det er den helhed, der er det bedste ved det hele.

Det første sus bruser for alvor gennem publikum ved koncertens fjerde nummer, da Marie Fisker træder frem fra bandsilhuetterne for at synge, badet i hvidt spotlys. Der er mange gæstevokalister på "Lost", heriblandt Marie Fisker selv med nummeret "Candy Tongue", men denne aften er det hende, der tager sig af alle vokalerne (ud over at spille guitar), og hun gør det fremragende.

Oplevelsen af koncerten som helhed fanges perfekt, da Trentemøller, godt halvvejs igennem koncerten og alene på scenen, anslår de spinkelt dirrende klokkespilstoner fra mesterværket "Miss You" på, hvad der ligner en mini-xylofon spændt fast på et legetøjsklaver. Oh, vemodig minimalisme, der efterfølgende, efterhånden som de øvrige musikere dukker frem fra farvehavet igen, udvikler sig til et storslået, støjrocket schwung.

Hvordan kom vi fra det ene til det andet? Sømløst, glidende, som de intense farver bag musikerne, hvor man først opdager skiftet, når det har fundet sted. Effekten er hypnotisk.

Koncerten peaker i et sublimt sammenmix af mesterværket "Moan" og det velkendte hook fra The Cures edderkoppemareridt "Lullaby". Og pludselig, med hvad der føles som et brag, er koncerten slut. Tiden forsvandt undervejs. På samme forbløffende vis som de tre år, der er gået siden sidste koncert.

"FABELAGTIG Trentemøllerkoncert!" har jeg selv skrevet i min egen kalender om koncerten for tre år og en efterårsmåned siden. Det vil jeg skrive igen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA