x
Primal Scream og Annasaid: Train, Aarhus

Primal Scream og Annasaid, Train, Aarhus

Primal Scream og Annasaid: Train, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Der var mange ting, der fungerede ved aftenens optræden med Primal Scream på Train onsdag aften. Det 31 år gamle skotske rock-med-mere-band spillede fremragende og havde sammensat en sætliste med masser af højdepunkter fra deres bagkatalog, fortrinsvis fra årtusindskiftet og frem. Alligevel kom koncerten aldrig helt op at ringe, og det skyldtes ene og alene gruppens eneste oprindelige medlem, forsanger Bobby Gillespie. Manden sang ganske vist stærkt, med sin let hæse og småvrængende stemme, men han virkede decideret uengageret i store dele af koncerten.

Gillespie lignede simpelthen en mand, der var blevet bidt af en skovflåt og herpå ramt af ansigtslammelse. Han fortrak stort set ikke en mine under koncerten og kiggede yderst sjældent på det ellers entusiastiske publikum, der dog kun kunne fylde halvdelen af salen. Blikket var det meste af tiden indstillet på uendeligt i stor kontrast til de ofte arrige sangtekster. Eneste spæde form for kommunikation var et par meget korte "tak", og når han hamrede løs på sin tamburin ud over publikum, men salens jubel lod til at lade ham uberørt. Mellem sangene vendte han ryggen til tilhørerne for at drikke vand eller småsnakke med bandmedlemmerne. Jeg stod få meter fra scenen og fik næsten lyst til at råbe "kuk-kuk, Bobby" til ham, bare for at se, hvad der så ville ske. Hans forsvarere vil nok sige, at han var dybt engageret i musikken, men for mig virkede han mere kold end cool.

Nu er Gillespie kendt for at være noget tilknappet ved koncerter, men han er dog set mere udadvendt, eksempelvis på sommerens Glastonbury Festival, hvor forsamlingen dog var meget, meget større – og Haim var gæster – og det har nok spillet ind. Gillespies ugidelighed kunne dog ikke ødelægge koncerten helt. Dels sang han som nævnt med en solid vokal, dels var bandet veloplagt og havde medbragt en samling seriøse sange, selvom vi sagtens kunne have fået mere.

Bandet åbnede med "2013", der også er første nummer på deres seneste, åbenlyst vrede, samfundskritiske og ganske udmærkede tiende studiealbum, "More Light" fra maj i år. Nummeret var dog halveret i længde i forhold til den ni minutter lange version fra albummet, hvilket tog lidt af intensiteten ud af den – og så var det karakteristiske saxofontema blot spillet på keyboard.

"Hit Void" kom lidt uheldigt ud af startboksen og måtte startes forfra, vist fordi der var noget, der ikke helt stemte, mens der var anderledes stil over den 19 år gamle, slet skjult Rolling Stones-inspirerede "Jailbird". Også selvom Gillespie tilsyneladende ikke rigtigt gad synge omkvædet, hvor koret fra de to guitarister Andrew Innes og Barrie Cadogan stod alene.

Tilbage til fremtiden

Den minimalistiske, repetitive og stædigt pumpende "Shoot Speed/Kill Light" var det første af flere af Primal Screams mere elektronisk funderede numre fra omkring årtusindskiftet, om end teknikken nu var nedtonet lidt til fordel for rocken. Energien og intensiteten var dog den samme i et regulært koncerthøjdepunkt, mens "Accelerator" fra samme periode blev fremført i en ordinær rockversion uden den massive Berlinmur af støj, man finder på den suveræne udgave på "XTRMNTR"-albummet. Ærgerligt.

En stribe sange fra "More Light" fulgte, hvor den langsomme, groovy og arrige "Culturecide" trak stik hjem, og det gjorde "River of Pain" og "Walking With the Beast" sådan set også, men jeg ville nok ikke have lagt de to sidstnævnte sange, der begge er i den langsomme afdeling, så tæt på hinanden. Heldigvis fik "Goodbye Johnny" os på stikkerne igen.

Den elektrorockende "Autobahn 66" med drømmende falsetvokaler var et nyt gyldent øjeblik, og det samme gjaldt "It's Alright, It's Okay", hvor Primal Scream igen lagde sig skamløst tæt op ad Rolling Stones i 60'erne med et bluesrockende groove og gospel-inspireret kor, så man næsten begyndte at synge "You Can't Always Get What You Want". Vi fortsatte i samme boldgade med "Country Girl" og "Rocks", og så var hovedsættet sådan set allerede færdigt.

Gillespie & Co. kom dog tilbage og gav to ekstranumre, den sirenehylende, hårdtpumpede og fremragende elektrorocker "Swastika Eyes" og den dansable og igen gospel-påvirkede "Moving On Up", der desværre var aftenenes eneste sang fra det mesterlige album "Screamadelica", som i øvrigt blev spillet i sin helhed, da Primal Scream sidst var i Danmark for to år siden. Sætlisten lovede to mere, "Higher Than the Sun" og "Loaded", men dem fik vi ikke – skulle Bobby skynde sig hjem og i seng? Lige knap halvanden time og 15 sange blev det til – men Primal Scream har tidligere på den igangværende turné givet betydeligt længere optrædener. Hvorfor skulle vi snydes?

Trods alt var det dog en god koncert, hvor Primal Scream fik trukket linjer mellem deres elektroniske excesser fra omkring år 2000 og de mere grooverockende sange fra 90'erne og senere i 00'erne og 10'erne. Jeg havde gerne set flere sange fra "Screamadelica" og fra 1997-albummet "Vanishing Point", som slet ikke var repræsenteret, og sidst, men ikke mindst havde det været klædeligt med et større nærvær fra Bobby Gillespie. Man må dog give ham, at han holder kampvægten trods sin alder på 51 år. Han har muligvis 99 problemer ligesom Jay-Z, men ølmave er ikke et af dem.

Opvarmning: Annasaid ****

Inden Primal Scream fik vi en halv times opvarmning med Aarhus-bandet Annasaid, der blandt gav os smagsprøver fra deres andet album, som udkommer til næste år. Kvintetten spillede en melodisk og nuancerig rock/post-punk præget af en ekspressiv vokal, hurtige guitarfigurer i det høje register, hyppige tempo- og/eller intensitetsskift i sangene og fokus på det dansable og funky.

Bandet spillede glimrende sammen og havde nogle fine numre på sætlisten, og min eneste indvending er den åbenlyse lighed med engelske Foals. Ikke mindst hvis man så Foals spille på selv samme scene tilbage i oktober måned. Annasaid lyder dermed umiddelbart ikke til at have udviklet sig voldsomt fra det første til det andet album, men lad os da lige se, hvad det bliver til. Evnerne og engagementet mangler de i hvert fald ikke.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA