x
Neko Case: Bremen Teater, København

Neko Case, Bremen Teater, København

Neko Case: Bremen Teater, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Bremen Teater var langtfra fyldt op, da Neko Case og band indtog scenen, og det var en skam, for Case leverede en super-præstation, ikke mindst ledt an af en forrygende vokal. Armeret med masser af metaforer fra naturen fremstår Case selv som en sand naturkraft med en vokal så kraftig og ren, at det var lige før, man blev blæst bagover i det forholdsvis intime rum i Bremen Teater.

For godt to måneder siden udsendte Neko Case sit sjette studiealbum, det ganske fine "The Worse Things Get, The Harder I Fight, The Harder I Fight, The More I Love You", som selvfølgelig fylder en del på sætlisten, også selvom albummet bliver beskrevet som en lille nyfødt giraf, der stadig prøver at finde sine ben i livesammenhæng.

Der kan der måske være en lille pointe i, men til gengæld bliver vi så stilrent ført rundt i resten af bagkataloget og bliver udsat for både helt fine country-øjeblikke, som for eksempel på "Margaret Vs. Pauline" fra "Fox Confessor Brings the Flood", men også mere power-poppede sange, som på "The Tigers Have Spoken" fra pladen af samme navn eller på nummeret "Hold On, Hold On", som er blevet til i samarbejde med bandet The Sadies. På den måde bliver der trukket linjer både til Cases tid sammen med bandet The Boyfriends, som dyrkede en mere ren country-lyd end Cases senere arbejde og til hendes arbejde med The New Pornographers, som bør regnes blandt det fineste power-pop i nyere tid.

Naturens rasen

"Nu kommer vores jungle-sange" lyder det fra scenen, inden bandet sætter i gang med "Lion's Jaws" og derefter "The Tigers Have Spoken", og naturen som billede spiller i det hele taget en stor rolle i Cases sange. Spurve og svaner er på spil, men også Månen, tidevandet og selvfølgelig tornadoen på den glimrende "This Tornado Loves You", som kommer tidligt i sættet. "Red Tide" bliver introduceret som en sang, der handler om livet ved kysten i det nordvestlige USA, og det er faktisk, som om musikken præcist afspejler en følelse af livet på den vilde kyst, hvor havets evige tilstedeværelse sætter et varigt aftryk.

Der bliver ramt en bittersød tone, som er gennemgående i både Cases stemme og musik generelt. Den bittersøde stemning fremstår endnu mere tydeligt på, hvad der skal være "our happiest song", som det hedder, "Calling Cards" – en ikke ligefrem lykkelig sang, men en fortælling om afsavn imellem elskede, som nu er overladt til kontakt via mønttelefonen.

Case bemærker flere gange, hvor godt det er at være tilbage på scenen, og hun er også virkelig til stede, når musikken spiller. Ind imellem er det lavet så smart, at korsangerinden tager sig af small-talk, band-intro og jokes, imens Case får tid til for eksempel at stemme guitar, og det gør hun faktisk ret godt, med flere platte, men ret morsomme jokes – hvad sagde 0'et for eksempel til 8-tallet? "Lækkert bælte".

Efter at have spillet et overvejende rocket sæt tager Neko Case os helt ned på jorden i det sidste ekstranummer, den smukke "I Wish I Was The Moon", hvor hun starter ud helt alene, men derefter bliver suppleret lækkert med pedal-steel, en noget nær perfekt afslutning. Til sidst kan hun afslutte med et "vi kommer tilbage til sommer, håber vi ses" – og oven på aftenens kraftpræstation må man konkludere, at hun vil være et stærkt kort på de fleste festivalplakater.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA