x
Placebo: Falconer Salen, København

Placebo, Falconer Salen, København

Placebo: Falconer Salen, København

Anmeldt af Jakob Kowalski | GAFFA

Opvarmning: Toy ***

Unge, engelske Toy varmede op til Placebo-koncerten med et syv-numres sæt. Genremæssigt var der tale om en form for rocket psykedelisk-britpop, og forsanger Tom Dougalls udmærkede, men noget enstonigt anvendte vokal mindede i sine bedste stunder da også om Pulps Jarvis Cocker. Bandet spillede tight, og med den dybe bund lovede det godt i forhold til aftenens hovedattraktion. Toy opnåede til tider også spredt hovednikken og pæne bifald i den halvfyldte sal, men det lykkedes aldrig rigtig bandet at komme helt ud over scenekanten – nok især grundet deres indadvendte og passive attitude, som selv ikke den heftige brug af blåt stroboskoplys kunne kamuflere.

Til Toys forsvar skal det siges, at det var første gang, denne anmelder stiftede bekendtskab med deres materiale, hvor man dog også hurtigt fangede skabelonen med to gange vers og omkvæd konsekvent efterfulgt af længerere rockede og udsyrede instrumentale flader – som ofte var numrenes højdepunkter. Udover to gange guitar, bas og trommer havde Toy også en kvindelig keyboardspiller som en del af deres snorlige line-up, og dette tilføjede lidt ekstra dynamik især til de instrumentale stykker.

Alt i alt var Toy en rimelig opvarmning uden på nogen måde at overvælde – hvilket jo ofte er opvarmningsbands lod – men man kunne godt have ønsket sig lidt mere både i forhold til engagement og kvalitet denne sidste aften i november.

 

Placebo ****

Det var med en lille smule bange anelser, at undertegnede afventede sin første Placebo-koncert i lange tider.

Sidst jeg hørte bandet live var på Brixton Academy i London i forbindelse med "Black Market Music"-touren for 12-13 år siden. De sidste plader har ikke betydet helt det samme for mig som de tidligere, ligesom jeg synes at have sporet en vis nedgang i såvel nerve som kvalitet – især gældende for det seneste album "Loud Like Love". Placebo var en vigtig del af min ungdoms soundtrack i kraft af musikkens desperation, forvirring og depression, som ikke sjældent afløstes af drømmen, der kom til live om natten induceret med paradoksal, momentan og glødende glæde efterfulgt af rene morgener. For mig var det store spørgsmål inden koncerten således, om kongerne af androgyn teenageangst fortsat holder i 2013?

Anmelderen var ikke alene om at være blevet ældre i sammen med bandet. Da Placebo lagde ud med den vilde "B3" fra ep'en af samme navn, kunne det konstateres, at Falconer Salen nu var nær fuld – af et lidt ældre publikum end vanligt i koncertsammenhæng (vi var mange på den forkerte side af 35). Det kunne også konstateres, faktisk fra første nummer, at der ikke var noget at frygte i forhold til udsalg og afdankethed – heller ikke fra bandets side.

Placebos grundlæggere, forsanger, guitarist med mere Brian Molko og bassist Stefan Olsdal har siden 2008 været bakket op af den habile, men i sammenhængen lidt paradoksalt machoagtige trommeslager Steve Forrest. Denne aften var de forstærket med tre yderligere, heriblandt Fiona Brice på keyboard, percussion og elektrisk violin. Sidstnævnte druknede dog konsekvent i det samlede lydbillede. Herudover overtog Bill Lloyd til tider rollen som bassist fra Olsdal, ligesom Nick Gavrilovic også gjorde det udmærket på guitar og keyboard.

Denne anmelders placering forrest lidt til venstre i salen bevirkede, at det var Molko, der var bedst udsyn til, men det er og bliver også ham og hans stjernekvalitetskarisma, der tegner bandet. Denne var hele koncerten igennem ret intens og mørk, selvom der til tider også blev plads til et smil, når publikum overraskede med ekstramassive klapsalver.

I starten af koncerten skiftede bandet mellem forskellige og især nyere album med numrene "For What It's Worth", "Loud Like Love", "20 Years" og "Every Me, Every You" og viste, at også det helt nye materiale fungerede live. Der er dog ingen tvivl om, at det var mod slutningen, hvor de ældre sange fik lov at dominere, at bandet gjorde det bedst og ligeledes blev belønnet mest entydigt af et publikum, der i høj grad var med på en tur ned ad memory lane.

Der blev hamret godt igennem under hele koncerten, og eneste reelle lavpunkt var en alternativ version af den i forvejen svage "Space Monkey". Anderledes udmærket fungerede en meget langsom version af "Teenage Angst" helt tilbage fra debutpladen. Højdepunkter var "Blind", især fordi den med sin blidere, umiskendeligt melodiske melankoli skilte sig positivt ud fra hovedmængden af numre med knald på – men også fordi sangen efter min mening er langt bedre end den nye single "Too Many Friends", der ellers er lidt i samme boldgade. Ligeledes var klassikkeren "Special K" velspillet og intens ligesom "Post Blue" og "Infra Red".

Publikumskontakten foregik hovedsageligt under selve numrene, da der ikke var tid til pauser i det hæsblæsende, men rimeligt passende miks af gamle og nye numre. Lydbilledet kunne til tider godt mudre noget, hvor vi stod, men var generelt udmærket, og alt i alt var jeg positivt overrasket efter koncerten.

Placebo har bevaret deres relevans, og det er fint at se, at der ud over halvgamle fans også dukker nye op. Bandet viste en større sult efter at spille deres musik for et publikum end deres unge opvarmningsband, hvilket i sig selv er imponerende. Når Placebo ikke når den fem stjerne denne gang, skyldes det især de nye numres lavere kvalitet og manglen på detaljer i lydbilledet, hvor der mest blev arbejdet med de store penselsstrøg. Jeg savnede også "Pure Morning", men alt i alt var der tale om et glædeligt manisk-androgynt gensyn.

Placebo holder stadig.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA