x
Go Go Berlin og Nelson Can: VoxHall, Aarhus

Go Go Berlin og Nelson Can, VoxHall, Aarhus

Go Go Berlin og Nelson Can: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Go Go Berlin afsluttede lørdag aften deres turné med en koncert i hjembyen Aarhus. Og hvilken afslutning! Bandet var med 90 koncerter i indeværende år uhyggeligt sammenspillet og tydeligt påvirkede af at være vendt hjem. Der var smil op til begge ører blandt samtlige på scenen fra start til slut, og der blev da heller ikke lagt skjul på, at det betød meget for bandet at være vendt tilbage til hjemmebanen. De var taknemmelige for at spille, og den spilleglæde smittede af på publikum. Stemningen var tårnhøj fra start til slut.

Go Go Berlin indtog scenen til tonerne af et The Who-inspireret orgeltema, og med en uheldig overgang til "On the Run" var koncerten i gang. Publikums brølende jubel skulle vise sig at være en konstant bund resten af aftenen. I de to følgende numre "Gimme Your" og "I Want You" var indlagt lange stykker med tale til publikum og improvisationer, hvorefter resten af nummeret fulgte. Jeg blev slået bagover af overraskelse begge gange. Det var pokkers effektivt, velspillet og gennemført. Bandets timing sad lige i skabet. Det var tydeligt, at de havde gjort det masser af gange før, men alligevel var der en friskhed over det, som om tricket var gemt særligt til i aften. Næste nummer blev indledt med Black Eyed Peas' "I've Got A Feeling". Et modigt sangvalg, men Go Go Berlin kunne bære det med en tilpas flabet distance og et glimt i øjet. Det var tydeligt at fornemme, at bandet havde en følelse af, at denne koncert kunne blive noget ganske særligt.

Det blev den. Fra "Raise Your Head" eksploderede det. Fællessangen blev lige hævet et kvarter på volumen. Alle hoppede og sang med. Forsangeren Christian Vium var fænomenal til at få publikum til at grine, klappe, hoppe og danse. Hans engagement og hele bandets spilleglæde var yderst smittefarligt. Der var ingen behov for opfordringer til at synge med - den klarede folk helt selv. Det måtte han sande, da andensinglen "Castles Made of Sand" stod for tur. Der blev sunget igennem med sådan en kraft, at Vium flere gange var nødt til at træde tilbage og væk for mikrofonen i ren og skær overvældelse. Han lagde da heller ikke skjul på sine følelser – det var en stor oplevelse for bandet. "De måtte lige lære at holde kinderne nede, hvis den slags skulle ske igen", kvitterede han med genvundet overskud.

Så røg der en guitar

Undervejs gik der en guitar til. I en bevægelse, der sikkert er foretaget til masser af shows, smed forsangeren sin guitar fra sig. Den slags hører sig jo ligesom til inden for klassisk rockmusik. Hvad der ikke plejede at ske var, at halsen knækkede – og så var den guitar ude af billedet. "Den skulle jeg have brugt igen på næste nummer", udbryder han ærgerligt. Men the show must go on, og så bruger han da bare en anden guitar. Go Go Berlin var ikke sådan lige at slå ud denne aften i Aarhus.

Kommentarerne fra scenen var til tider på grænsen til corny, men der var selverkendelse nok til at grine af det. For det er jo bare rockmusik, det behøver ikke at være så alvorligt. Visuelt og på lydsiden har hele bandet skoene godt begravet i de gode, gamle rockdage. Det er ikke superoriginalt, men originalitet er heller ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel. Det var en fornøjelse at være med til et rigtigt rockshow, hvor der var plads til guitarsolo og lange instrumentale passager undervejs i numrene. For det var virkelig et show. Der var sammenhæng mellem numrene, de små indslag undervejs understøttede blot dette. Koncerten var velspillet og indstuderet.

Jeg spurgte lydmanden efter en sætliste. Sådan en havde han ikke – det hele lå i hovedet. Men på trods af rutinen blev det aldrig maskinelt og kedeligt. De mener virkelig det, de laver i Go Go Berlin. De var ægte, hvilket er godt klaret for et retrorockband, og ærlige. De var oprigtigt stolte af den musik, de spillede, og oprigtigt taknemmelige for den modtagelse, de fik fra publikum. Et publikum, der var med hele vejen igennem.

Det er altså imponerende, at et band, hvis debutalbum blot er et par måneder gammelt, kan have et fyldt VoxHall til at synge med på samtlige af deres numre. Og at sætlisten kan bestå af 13 numre, hvor intet falder igennem. Det er altså ikke en opsamlingsplade, men et debutalbum. Respekt herfra. Det eneste, de bør arbejde på, er deres temposkift. De lavede et til at starte med og så igen i "California Mind". Det er nøjagtigt som på pladen, men der fungerer det altså heller ikke.

En koncert proppet med højdepunkter peakede til sidst med "Shoot The Night". Opskriften var den samme som hele vejen igennem. Det kører derudad, publikum er med, der sker noget improviseret, og nummeret genoptages. Denne gang var alt bare lige tanden vildere, og da de med perfekt timing rammer ind i nummeret igen efter lang tid med soloer, kunne aftenen ikke være afsluttet bedre. Man kan indstille bomber efter de drenge. Sikke et sammenspil, sikke en spilleglæde, sikke en afslutning på et år fyldt med koncerter.

Opvarmning: Nelson Can

Nelson Can, som stod for aftenens opvarmning, var bestemt heller ikke nogen dårlig oplevelse. En trio bestående af bas, trommer og vokal. Trommeslageren Maria Jutunen var en energibombe uden lige, og basriffene kunne meget vel blive Danmarks primære eksportvare. De var så skarpt skåret – man savnede overhovedet ikke en guitar. Det var svært at høre, hvad der blev sunget, men forsangerinden Selina Gins altstemme passede mægtigt godt ind i lyduniverset som det tredje instrument. Publikum var varme og klar på at høre mere, så Nelson Can var et velvalgt opvarmningsband.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA