x
Gogol Bordello: Store Vega, Vesterbro, København

Gogol Bordello, Store Vega, Vesterbro, København

Gogol Bordello: Store Vega, Vesterbro, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Grundet fotorestriktioner bringer GAFFA et arkivfoto

Det er ikke altid lige nemt at være anmelder. Især ikke når man er til en koncert, hvor man bare ved, at kvaliteten af hele oplevelsen bare vil stige i takt med promillen. Hvorfor øjeblikket i 2009, hvor Gogol Bordollo profitterede af Lil Waynes afbud og indtog Roskildes Orange Scene, for mange var et af de mere uforglemmelige øjeblikke. GAFFAs anmelder hev samfulde seks stjerner frem, mens undertegnede der også hørte koncerten, var mere forbeholden. Men ingen tvivl: i nådesløs solskin på en eftermiddag til årets fedeste fest i en strøm af øl var Gogol Bordellos pågående miks af ska-punk med afstikkere mod Balkan et godt bud på det perfekte match.

Nu var det Store Vega, og et publikum i den grad klædt på - eller af, vælg selv - til fest. Og her var det hele: Et rockband med en agiterende forsanger komplet med en spansk guitar i stil med forbilledet Manu Chao. Støttevokalister, der piskede publikum frem med hey-hey-hey-råb på to-slaget i den forudsigelige omgang ska-punk. Og de evige rundgange i antallet to til fire, hvor sangeren med sin beskedne stemmepragt snøvlede sig gennem sangene, som for de flestes vedkommende i anmelderens ædrueligt nøgterne lys var skåret over en læst, hvor de virkede i momentet, men ikke holdt i hukommelsen langt ud på den anden side af det gamle Folkets Hus på hjørnet af Enghavevej.

Da Gogol Bordello kom frem, var det med en forfriskende og original blanding af balkanmusik og punk. Siden er de blevet overhalet indenom af hele Berlinscenens Balkan-beat, med kunstnere som Shantel og mestre som Boban Markovic og hans søn, som mestrer det, der er romaers fornemmeste dyd, nemlig de halsbrækkende modale løb. De skyndte sig at lave en stribe reggae- og skahits, men ville også give det et kraftigt stænk af det ægte Balkan, noget Gogol Bordello med adresse i New York slet ikke leverede. Hvorfor Gogol Bordello nu har nedtonet Balkan-lyden og spiller en musik, der - når den er bedst - nærmere går Pixies i bedene og rammer ind i en vedkommende keltisk lyd, som vil noget.

Fans vil fornøjet sige, at denne koncert var den forventede fest i bordellet. At undertegnede skulle deltage i et bønnemøde i Indre Mission. Og de vil sikkert have ret, for bandet leverede, den ny tids pogodans kørte på højtryk, der var glade grin overalt, og når Eugene Hütz stillede sig op tæt på folket og forsøgte at slå nogle strofer an, der ville have dumpet i første klasse af flamencoskolen, blev der klappet loyalt, vel vidende, at den pumpende ska om lidt ville brage af sted og det skrålende orkester uskønt og ubarberet ville smide de ukomplicerede vokallinjer afsted, ledsaget af de knyttede næver og de tomme fagter.

Da koncerten sluttede var der a moment of truth. Bandet takkede af, og i højtalerne gjaldede "Redemption Song". Undertegnede anmelder fik pludselig et flashback. Til dengang foran Orange Scene, da jeg var en knægt med knyttede næver, der så Bob Marley forføre et publikum. Men hvor der også var en verden til forskel, fordi hver en strofe havde den ægthed, og hver en sang havde det mesterlige touch, som skaber legender og som var stort set helt fraværende i december 2013 i Store Vega.

Jeg sniger mig lige op på fire stjerner for festen og det dansende publikum. Og apropos dansende: måske skulle orkestret prøve med en dansende bjørn. En oldie but goldie på den rumænske markedsplads, når form og effekt skulle skjule de tomme fagter og manglen på reelt indhold og den gode og memorable melodi.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA