Diverse kunstnere: P6 Beat Rocker Koncerthuset, København

Diverse kunstnere, P6 Beat Rocker Koncerthuset, København

Diverse kunstnere: P6 Beat Rocker Koncerthuset, København

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

Se masser af billeder fra koncerterne i GAFFAs gallerisektion

For andet år i træk bød P6 beat op til fest med en fin lille perlerække af koncerter i DR byens mange studier og andre faciliteter. Trods udsolgt var der dog god plads indledningsvis i flagskibet Koncertsalen, men som aftenen skred frem, var der mere kamp om pladserne i de mindre studier, ikke mindst til den med spænding imødesete konstellation Sune Wagner og Steen Jørgensen. Her følger et par ord om nogle af de artister, der ikke har fået så meget spalteplads på GAFFA.dk koncertanmeldelsesmæssigt i det forgangne år. Vi springer derfor over Karl William, Kirstine Stubbe Teglbjærg, Ulige Numre, Baby In Vain, Spids Nøgenhat, Hymns From Nineveh, Peter Sommer og Ponyblod i denne omgang.

Nils Frahm ****

Gedigent tysk håndværk
32-årige Nils Frahms greb om klaveret lyder så naturligt som brødrene Laudrups omgang med en læderkugle. Dermed ikke sagt, at koncerten var en kvalitetsmæssig pendant til Michael og Brians meritter i storhedstiden, men håndværket og den ubesværede tilgang til tangenterne var ikke til at tage fejl. Vi taler instrumentalt one-man-show og musikalsk ude i den mere avantgardistiske boldgade. Frahms oprindelige lærer var Tchaikovskys sidste student, men hvad det stærke klassiske islæt angår, var vi nærmere ude i den rytmiske nordiske afdeling. Nærmere bestemt norske Edvard Grieg, og undervejs klingede Koncertsalen lidt af "I Dovregubbens hal" (tjek det ud hvis du ikke kender den, godt stof).

Frahm er dog langtfra en rendyrket klassisk artist og blandede kortene intenst mellem det klassiske flygel og en (i pophistorisk forstand) old school brug af synth-flader og beats. Ret 70'er-agtigt, specielt hvad angår de tidlige værker fra Jean Michel Jarre og Mike Oldfields hånd. Frahm styrke er hastighed, intensitet og rytmisk sikkerhed. En fin koncert, der dog stemningsmæssigt led lidt under noget magert fremmøde i den store sal. Men en dygtig fyr, hold da kæft. Fint at lytte til en 30-40 minutter, men så heller ikke længere efter min smag. (HT)

Jonathan Johansson **

Svend Erik kedelighedskvartet minus en

Var det ikke det, Kaptajn Klyde (Klein, Ingerslev, McEwan) bl.a. kaldte sig way back i 70erne? Lidt tarvelig overskrift, I know, men det lettede ligesom ikke rigtigt for den gode svensker i den store og stadig ret tomme sal. Han forsøgte sig med et par fine underspillede kommentarer som "Danske jävla". En udødelig hookline fra von Triers legendariske "Riget", men det var bare ikke helt nok. Johanssons synth-klingende new wave har ro, coolnes og hipster-faktor, men som helhed faldt koncerten til jorden. Indimellem med snert af nordisk melankoli, som bl.a. Kent i nyere tid har evnet at udtrykke, og undervejs sad jeg og fik associationer til vores egne Gangway (hvorfor var det lige, at de ikke fik den internationale karriere, de var fuldt kvalificerede til?)

Jeg var dog ikke overbevist, heller ikke da hittet "Altid Ensam" blev serveret. Visuelt var der meget lidt at komme efter, nærmere bestemt Johansson med en guitar i midten og to platforme til hhv. trommer og keys. Alle klædt i sort fra top til tå, det er klart. Trods svensk sprog har Johanson Pitchfork bag sig og generel opbakning fra den alternative lejr. Ingen tvivl om, at manden har musik i blodet, det flød bare ikke rigtigt i Koncertsalen. En skuffende performance, bedre held næste gang. (HT)

Troels Abrahamsen ****

Det går meget godt med det akustiske!

Citat slut, Abrahamsen, tilsæt selv ironi. Der var ikke en flig akustisk over Abrahamsens koncert i studiet helliget de (i øvrigt) akustiske solister, og det vidste han selvfølgelig udmærket godt. Jeg syntes, at Veto havde tabt en god del af dampen, da jeg så dem for ca. et år siden, så var der mere intensitet og fremdrift i aftenens performance. Bevæbnet med en iBook og et par pulte fik Veto-manden banket en god og hårdtdunkende serie af beats frem af de teknologiske hjælpemidler, der fungerede ganske effektivt, i relativt intime Studie 3.

Kært barn har mange navne, komponist, sanger, musiker og producer Troels Abramamsen har optrådt under mange pseudonymer og i mange konstellationer, og for at slutte ringen yderligere, blev han til lejligheden introduceret af sin søster, P6 Beat-vært Augusta Glahn-Abrahamsen. Som vokalist behersker Troels en fin kombination af melankoli og power, og i et splitsekund røg tankerne hen på Chris Isaak. Det var lige før, man stod på stranden, tilsat dunkende beats, med Helena Christensen i armene, lucky bastard! En solid og stærk performance, uden at magien dog for alvor indtraf. (HT)

The Minds of 99 ****

Mere end en joke

Musikhistorien er rig på bevidste kitch og comedy-artister. Og fred være med det, f.eks. viser Tenacious D, at plat humor og rock'n'roll sagtens kan spille effektivt sammen. Og når man operer med titler som "Det er Knud som er død" (som dog er fra et ganske alvorligt digt af Tom Kristensen) er det ligesom den boldgade, man inviterer til. Men som live-band kan de seks gamle venner meget mere end at appellere til smilebåndet. Faktisk var bandet ganske overbevisende, energiske og velspillende i et univers, der trækker stærkt på Kliché og tidligt TV-2 på speed. Vindere af Karrierekanonen og "darlings" på Det Elektriske Barometer. Jeg havde gerne hørt mere fra den levende sekstet end de relativt få minutter der var plads til, når 16 koncerter skal afvikles på en aften. Studieindspilningerne rykker ikke rigtigt for denne skribent, men til gengæld viste The Minds of 99 sig som et, for mig, overraskende fedt og levende live-band. Jeg tropper gerne op igen til en noget længere omgang. Vi har nok ikke hørt det sidste fra den kant. (HT)

WhoMadeWho ****

Fest i foyeren

Den danske elektro-trio WhoMadeWho spillede op til publikum og hinanden, da de indtog foyeren (studie 1) i DR's grandiose koncerthus. De er berygtede og berømte for deres festlige koncerter, og i aften manglede energien ingenting, på trods af at aftenens venue var den store foyer med kroge, barer og trapper til at forstyrre showet. Publikum var på fra første minut, da trioen indledte med hittet "Inside World", og det samme var bandet. Guitarist Jeppe Kjellberg og bassist Thomas Høffding, der til sammen udgør WhoMadeWhos vokalside, dansede rundt på scenen, mens trommeslager Tomas Barfod sørgede for de massive taktslag, mens de opførte en stribe hits fra både 2012-albummet "Brighter" og de ældre udgivelser.

Nogle enkelte soloer under "Space For Rent" virkede ufokuserede, men de blev holdt korte. Sættet var på omtrent 45 minutter, og kun da trioen cirka midtvejs i sættet skruede en anelse ned for intensiteten, blev publikum urolige. Ved koncertens afslutning kom en live-verdenspremiere på den nye single "The Morning", der kom godt ud over scenekanten. Alt i alt holdt WhoMadeWho en energiladet og inviterende fest i foyeren, som det lykkedes at få (de fleste af) publikum med på. (IFH)

Steen Jørgensen og Sune Wagner ****

Lejrbålsstemning i Studie 2

Denne anmelder har engang stået foran dj-pulten på Kødboderne 18 og tryglet Steen Jørgensen om at spille "noget med Beyoncé". Han er en garvet pladevender, men et Beyoncé-nummer til at starte dansegulvet fik jeg ikke. Det gjorde vi heller ikke denne aften, hvor han i selskab med Sune Wagner fra The Raveonettes skabte lejrbålsstemning i studie 2. Forventningerne til samarbejdet mellem de to herrer var høje, også blandt publikum, hvor store dele stod i kø i halve timer, blot for at opdage at koncerten var overstået, og at de nu stod og ventede på Ulige Numre.

Steen Jørgensen og Sune Wagner spillede et sæt på seks numre, der varede lige under 30 minutter, men den korte koncert nåede aldrig at komme rigtigt ind under huden. Opsætningen var enkel: Steen Jørgensen på en barstol, Sune Wagner med guitar. De to store musiknavne supplerede hinanden godt, og atmosfæren var afslappet, men det blev aldrig til mere end en række velspillede sange uden rigtig intensitet og inspiration.

Koncerten startede med Will Oldhams "Horses" med Steen Jørgensen på velkendt croonervokal, mens Sune Wagner akkompagnerede på guitar og andenstemme. I det dunkle lokale med træportrætter af store musikere og hundredvis af glødepærer i loftet passede de herrer fint ind, og publikum lyttede interesseret til de lette versioner af andre store rocknumre fra Psyched Up Janis og Gram Parsons samt det tidlige Sort Sol-hit "Abyss". I årstidens anledning fik vi The Raveonettes' egen "The Christmas Song", i en maskulin udgave med de to meget forskellige herrevokaler.

Som afslutning gav Sune Wagner og Steen Jørgensen en tribute til den nyligt afdøde Lou Reed i form af Velvet Undergrounds "White Light White Heat", der sendte publikum af sted på høje frekvenser fra Steen Jørgensen. De herrers sammenspil var en fin oplevelse, men der blev ikke rigtig rocket igennem, og det korte sæt var næsten overstået, inden det var begyndt. Lejrbålsstemningen var dog ikke til at tage fejl af. (IFH)

Kenneth Bager ***

Lunkent publikum blev aldrig færdigbagt

Efter midnat gik Kenneth Bager på scenen i studie 1 og vendte plader. Pænt klædt på som altid og med rød bowlerhat som kronen på værket. Den rutinerede producer og dj spillede op med tunge beats til et dansegulv, der var mere hel- end halvtomt, og som mestendels bestod af kyssende par eller småsnakkende grupper. Man kunne næsten tro, at det fremmødte publikum var dem, der havde opgivet at komme ind i de mindre købelagte studier for at høre Spids Nøgenhat eller Hymns From Nineveh. Men groove har Kenneth Bager, og der blev vekslet mellem dansable hits som Daft Punks "Lose Yourself to Dance" og mere hårdtpumpede elektroproduktioner. Som en afslutning på aftenen i studie 1 fungerede det udmærket: Kenneth Bager formåede at holdet folket nogenlunde varme, på trods af intense flirter og promiller, men som dj-oplevelse var det dog intet ud over det sædvanlige. (IFH)

Se masser af billeder fra koncerterne i GAFFAs gallerisektion 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA