x
Temples: Sun Structures

Temples
Sun Structures

Temples: Sun Structures

GAFFA

Album / Target Group
Udgivelse D. 10.02.2014
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Mange bands fra den nye bølge af unge engelske psykedeliske rockbands har en hård tilgang til genren. Det er derfor forfriskende at høre Temples, der sender mere bløde og kærlige toner ud af højttalerne.

Det lyder som Beatles anno Revolver, som Mamas & Papas, Brian Jonestown Massacre og ret meget som 90'er-britpoppens smertensbarn, Kula Shaker. Move With The Season er nærmest som en komprimeret cocktail af numrene på Kula Shakers første to album.

Det er popsange, som den catchy åbner Shelter Song, den sorgløst cool The Guesser og den duvende The Golden Throne, med lige så meget sitar som guitar, med en produktion, der rammer hovedet lige på 60'er-sømmet, selvom (eller måske fordi?) albummet er indspillet hjemme i frontmand James Bagshaws lejlighed.

Titelnummeret, med sine insisterende trommer og abrupte breaks, er der, man ser mest slægtskab med bands som The Horrors og TOY, men overordnet er det elegant og ukantet, ind imellem næsten grænsende til det parodierende, retro-psychpop, man møder hos Temples.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA