x
VNV Nation: Babel, Malmö

VNV Nation, Babel, Malmö

VNV Nation: Babel, Malmö

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Det er ingen hemmelighed, at Sverige kan noget med musikken, som vi aldrig helt har haft succes med i samme grad i Danmark. Det begyndte naturligvis alt sammen med ABBA dengang i senhalvjerdserne, hvor det pludselig gik op for svenskerne, at de havde verdens største popgruppe. Siden har de haft en god del store navne, inden for mange forskellige genrer, fra Europes puddelrock til Roxettes ørehængerpop, fra Ace Of Bases vi-har-aldrig-været-nazister-ahem-dancepop til The Knifes feminist-synth og mere til. Men, og det er en væsentlig pointe, det er ikke kun Sveriges helt store navne, der har fundet et publikum. Det drypper som bekendt på degnen, og i Sverige drypper det endda en hel del. Det, der i Danmark typisk betragtes som nichegenrer, har ofte bedre kår i Sverige; tænk bare på genrer som folkemusik, metal eller, som i dette tilfælde, synth.

Sverige har i mange år haft en stærk synth-scene, og et af de arrangementer, der har overlevet år efter år, er juletraditionen Electriximas, der er at betragte som en minidecemberfestival for synthmusik af snart sagt enhver art. I år var der dog problemer med lokation, hvilket betød, at man var nødt til at aflyse. Og det skulle jo ikke hedde sig, så i 11. time blev der truffet aftale mellem synthklubben Neostalgia og spillestedet Babel. Klubben Deep blev også koblet på, og så stod man med en flot velbesøgt weekend fyldt med navne, der bl.a. også talte danske Leaether Strip.

Legend
Spillestedet Babel i Malmö er en tidligere kirke, og man kan velsagtens derfor godt sige, at stedet er ganske passende for genrer som synth, goth og lignende. Og allerede inden aftenens første navn, islandske Legend, var der godt fyldt med overvejende sortklædte svenskere.

Legend er en trio bestående af sanger, synth og akustiske trommer, og musikken kan velsagtens overordnet set beskrives som synthrock. Hvis man tænker Depeche Mode omkring "Songs Of Faith And Devotion", men minus guitar og gospel, så er man på rette spor. Lyden var god, niveauerne mellem vokal, synth, trommer og backing tracks var fint afstemt, helt fra begyndelsen af, og det gjorde, at trioen kom godt i gang - og de både spillede og sang godt. Og der blev taget godt imod dem. Når jeg indledningsvist taler om en anden mentalitet i Sverige i forhold til såkaldte nichegenrer, så er det sådan noget som det her, jeg mener. Teknisk set var Legend opvarmning, men publikum tog imod dem, som var de et hovednavn. Der var helt klart folk til stede, der kendte deres musik, men også en del, der ikke gjorde, men som stadig tog godt imod. Og det er jo noget nær den ideelle situation.

De fleste numre befandt sig i midt-tempo-terræn, men der var god variation i arrangementerne, hvilket betød, at det ikke var sådan, at det hele bare lød ens. Det gjorde Legend til en god oplevelse, og jeg er ret overbevist om, at koncerten skaffede dem nye svenske fans. Skal der en smule malurt i bægeret, så skulle det måske være den evige rotation af krig, død og ødelæggelse på lærredet i baggrunden. Det var simpelthen for meget genrekliché til min smag, og hvis man alligevel er nødt til at køre sin forholdsvis korte sekvens i loop koncerten igennem for at få billedmaterialet til at slå til, så bør man måske overveje, om det er bidende nødvendigt med video. Gruppen gjorde det i hvert fald i mine øjne godt nok til at klare sig uden.

VNV Nation
Ikke så længe efter Legend var VNV Nation klar til at gå på scenen, med en line-up, der lignede islændingenes: vokal, synth og trommer, dog elektroniske af slagsen. Gruppen har været i gang i en årrække og indtager en lidt spøjs position i det musikalske landskab, for på den ene side er VNV Nation ikke det, man på engelsk ville kalde for et household name - man kan ikke gå ud og spørge manden på gaden om, hvem de er. Men omvendt kan man heller ikke rigtig længere kalde VNV Nation for et undergrundsband; dertil er de simpelthen for store. Og der blev da bestemt også taget rigtig godt imod trioen, som har en helt speciel status i Sverige, ikke mindst Malmö, hvilket forsanger Ronan Harris da også fik nævnt nogle gange undervejs. Der var, med andre ord, lagt op til fest fra første færd, og man skulle kun et par numre ind i koncerten, før publikum hoppede og klappede med, fra de første rækker og ned til de bagerste balkoner.

VNV Nations musik er en yderst energisk fusion af synthpop, ebm og trance, og man har i det selskab aldrig været bange for at skrive et omkvæd, som folk kan synge med på. Og jeg skal lige love for, at svenskerne sang med. Den slags giver god stemning, men alt med måde, som man siger. Lyden skulle generelt have været en smule højere, og det blev tydeligt under flere af de populære numre, hvor det svenske kor kom tæt på at overdøve bandet. Læg hertil, at Harris havde nogle problemer med stemmen, muligvis noget sæsonforkølelse parret med et dårligt forhold til røg fra røgmaskiner. Den slags kan jo ske, og det er ingens skyld, men det trak lidt ned i min personlige oplevelse, måske først og fremmest fordi jeg har set gruppen nogle gange, hvor der ikke var de problemer, og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke kunne høre forskel.

Flasker, lys og stadionattituder
Ronan Harris er en mand, der trods en prisværdig fysisk lighed med Gokke, ikke er bange for at bevæge sig endog en hel del frem og tilbage på en scene, hvilket måske er en af grundene til, at VNV Nation altid plejer at have godt fat i sit publikum. Men det går ikke så godt i spænd med et tætpakket og tørstigt publikum, der står helt oppe ved scenekanten og stiller flasker, tomme eller ej, på scenen. En lille hjælper sprang frem og tilbage for at fjerne flasker på scenen, når da ikke Harris selv nåede at gøre det først. Lyset var også for skarpt til selv samme Harris, der førte talrige små samtaler med sin lysmand undervejs, og det, der såmænd var meget sjovt til at begynde med, udviklede sig lidt i retning af et irritationsmoment.

Muligvis som følge af problemer med stemmen blev der også trukket lidt ekstra af de gode, gamle stadionrock-tricks op af hatten - "er I med derude, syng med, jeg kan ikke høre jer" - find selv på flere, som Nattergalene siger her i højtiden til evig tid. Alt med måde. Det blev for meget til min smag til sidst, også fordi jeg egentlig synes, VNV Nation plejer at være gode til at ramme balancen, bedre end det jeg oplevede til denne koncert. Og måske havde Harris det på samme måde. Han fik i hvert fald fortalt en gæst eller to, i temmelig præcise vendinger, at han ikke ønskede flasker på scenen, og at han ej heller ønskede at blive fotograferet med blitz.

Da der pludselig indfandt sig en demonstrativ vagt med orange vest på scenen, tænkte jeg, at det her kan ikke reddes. Nu begynder det hele bare at antage kedelige dimensioner, men overraskende nok fik det faktisk den stik modsatte effekt. Alle bandets medlemmer kunne tydeligvis fornemme det mærkværdige i situationen, og Harris greb bolden og indledte med et "wow, en raver, i ægte orange vest - den slags har jeg ikke set siden halvfemserne!" Og herfra prikkede han godt og grundigt til fyrens rolle som autoritet til en koncert, som helt klart ikke havde brug for den slags. Vagten forsøgte pligtopfyldende at give stenansigtet, men havde svært ved at holde masken, for Harris er rent faktisk en temmelig sjov fætter, som tilmed, gennem sang og tale, formåede samtidig at sætte spørgsmålstegn ved rollen som autoritet.

Så blev det alligevel jul
Bedst fungerede de numre, hvor der ikke gik alt for megen syng-nu-med i den, og her viste VNV Nation, at de stadig er et særdeles kompetent livenavn med godt materiale. Det var muligvis ikke den bedste VNV Nation-koncert, jeg har været til nogensinde, og man kan diskutere, hvorfor klassikere som for eksempel "Legion" og "Electronaut" ikke blev spillet. Personligt synes jeg egentlig, det er fint, at der bliver skiftet lidt ud i repertoiret, spillet nyt materiale også, og den slags.

Vi kommer ikke uden om at Harris' vokal var en smule rusten. Det var ikke ødelæggende, bestemt ikke, men den var ikke på fuld kraft. Så lidt mere Harris og lidt mindre svensk kor næste gang, tak, også selvom svenskernes entusiasme er imponerende. Der var nogle momenter undervejs, hvor man fornemmedede frustrationer på scenen, men alle tre musikere hankede op, viste professionalismen og fik vendt skuden, og publikum gav i den grad igen. Således endte det hele alligevel godt, og VNV Nation er stadig omtrent så svensk som Ingemar Stenmark, Sällskapsresan og kaviar med ost.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA