x
Morrissey: Autobiography

Morrissey
Autobiography

Morrissey: Autobiography

GAFFA

Bog / Penguin Classics
Udgivelse D. 29.12.2013
Anmeldt af
Espen Strunk

Det kunne naturligvis ikke blive mindre omfattende end 457 tætskrevne sider, eller for den sags skyld udkomme andre steder end i serien Penguin Classics - et hæderkronet brand, som ellers normalt kun omfatter for længst afdøde, litterære koryfæer.  

En født klassiker, om man så må sige - og omslaget på paperbacken undlader da heller ikke at gøre opmærksom på at "Det er blevet sagt at 'de fleste popstjerner må dø, før de opnår samme ikoniske status, som er blevet Morrissey til del."

Poetisk og præcis

For vi taler naturligvis om den tidligere The Smiths-forsanger (og succesfulde solist) Steven Patrick Morriseys selvbiografi, som sangeren har valgt at skrive og udgive i en alder af blot 54. Og heldigvis er der dækning for det småprætentiøse oplæg:
 
Bogen er skarpt skrevet, væsentligt mindre krukket, end man måske kunne have frygtet og med klare litterære kvaliteter i sine detaljerede beskrivelser af ikke mindst opvæksten i et trøstesløst Manchester i tresserne og halvfjerdserne. 
 
Omkring det formative møde med rockmusikken i skikkelse af navne som The New York Dolls, Lou Reed og David Bowie, som alle gøres til genstand for poetiske og præcise beskrivelser. Vi kommer omkring T-Rex, Ramones, Roxy Music, Patti Smith, foruden den unge Morriseys litterære vækkelse via navne som Wilde, Auden og Hilaire Beloc.
 
 
Kafkask mareridt
 
Frem til mødet med den senere Smiths-makker Johnny Marr, og her er vi allerede knap halvanden hundrede sider inde i bogen. For Morrissey giver sig god tid, og ikke mindst barndommen udfoldes ekstensivt, poetisk dvælende og alligevel knivskarpt. Som nu denne passage fra skoletiden, der her gengives på originalsproget af hensyn til det fornemme flow:
 
"Each days is Kafka-esque in its nightmare, and the school offers nothing at all except a lifelong awareness of hate as a general truth. Encouragement is not on any curriculum, its place filled by the shit-without-wit repartee of such as Mr. Kijowski (...)." 
 
Eller som det hedder andetsteds om skoletiden, i karakteristisk dramatisk præsens: "Under St. Mary's roof, 1974 magicallly rings with the intolerance of 1850." Som det næsten kan forventes i en musikerbiografi, bliver mødet med musikken naturligvis afgørende - eller som Morrissey vælger at formulere det, koncist: "The magical properties of recorded noise trapped me from 1965 onwards."
 
Polemisk popstjerne
 
Det fører af gode grunde for vidt her at gengive handlingen i hele den voluminøse selvbiografi: En del af det er, som det hedder, historie - og det hjælper i sagens natur på læseoplevelsen, hvis man er erklæret fan af manden.
 
Uanset hvad må man dog sige, at den veganske polemiker og popstjerne har begået en ualmindeligt velskrevet selvbiografi - flot udfoldet som eksempelvis landsmanden Pete Townshends "Who Am I" eller vor egen Niels Skousens "Herfra hvor jeg står".
 
Vi forlader Steven Patrick Morrissey på landevejen i Chicago i vinteren '11: "I, a small boy of 52, clinging to the antiquated view that a song should mean something and presenting himself everywhere by way of apology." Begavet læsning. 
 
Morrissey: Autobiography. Penguin Classics, 457 sider. Er udkommet.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA