x
WhoMadeWho : Northern Winter Beat, Studenterhuset, Aalborg

WhoMadeWho , Northern Winter Beat, Studenterhuset, Aalborg

WhoMadeWho : Northern Winter Beat, Studenterhuset, Aalborg

Anmeldt af Jan Lambæk Hansen | GAFFA

Selvom de to frontfigurer i trioen WhoMadeWho, Jeppe Kjellberg (sang, guitar) og Tomas Høffding (sang, bas), var klædt på til fest med hvid skjorte og butterfly, så havde festen kun få højdepunkter. De lagde stille og roligt med titelmelodien fra det kommende album "The Dreams", og det er altså en lækker, blød sag. Måske ordene lækker og blød bedst beskriver koncerten på Studenterhuset, hvor de sprøde synths fik publikum til skiftevis at vippe og vugge.

Riffet i introen til "Keep me in my Plane" fik løftet stemningen hos publikum, mens der ikke skete de helt store udsving på scenen. Musikstilen lægger måske heller ikke op til stagedives eller kneedrops. Desuden spillede trioen en del nye numre, som krævede en del koncentration. Når man skal koncentrere sig, så er det svært at løsne op, og derfor kom de festligste højdepunkter under koncerten naturligt nok kun med de sange, som WhoMadeWho har siddende på rygraden.

"Space for Rent" får flere hoveder til at poppe op og ned på det fyldte gulv foran scenen, men den, ellers lækre, tranceagtige lyd får også flere til at sumpe en kende. Jeppe Kjellberg får dog hevet op i folket, når de bliver lidt for zombie-agtige. Bandet giver os så deres festlige cover af Mr. Oizos "Flat Beat" – og trioens version er klart bedre end originalen, men den har jeg nu heller aldrig været begejstret for.

"Hiding in Darkness", der er et af de nye numre, har bestemt potentiale til airplay på de danske radiostationer, mens det under denne koncert var "The Morning", første single fra det kommende album, der fik den bedste modtagelse. Dog fik "Two Feet off the Ground" de største fans til at hoppe nævnte afstand fra gulvet gentagne gange. Og minsandten om ikke Tomas Høffding gav os et kneedrop.

Jonas Kjellberg hopper ned til publikum under guitarsoloen på "Every Minute Alone", hvor han bliver taget godt imod, og jeg bliver også nødt til at nævne Tomas Barfod på trommer. Han spiller tight, men som en del af Filur, ved han jo også alt om stramme beats. Og stramt beat får vi med ekstranummeret, der er et cover af Benny Benassis "Satisfaction", og det bliver samtidig festens absolutte højdepunkt.

WhoMadeWho gav en særdeles velspillet koncert med mange lækre og bløde numre, men det vil klart blive en bedre oplevelse for alle, når de nye sange har ældet lidt og rodfæstet sig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA