D-A-D: Maskinhallen, Frederikshavn

D-A-D, Maskinhallen, Frederikshavn

D-A-D: Maskinhallen, Frederikshavn

Anmeldt af Keld Rud | GAFFA

Maskinhallen i Frederikshavn kan rumme 400 publikummer. Det er her, D-A-D har valgt at kickstarte deres 30-års jubilæums turné, der bringer dem rundt i det ganske land til spillesteder af nogenlunde samme størrelse. Meget tidligt i kvartettens karriere avancerede de fra de små klubber til store haller og arenaer, og da undertegnede første gang oplevede bandet på "Riskin' It All"-turnéen, var skiftet for længst sket. Derfor er det ikke så underligt, at der har været rift om billetterne til en turné, hvor man kan opleve et af Danmarks nationalorkestre i anderledes intime rammer.

Man kan takke den tætpakkede koncertsal for, at der er ekstremt varmt i Maskinhallen, da D-A-D indtager scenen. Med ryggen til publikum serverer de en instrumental intro, der består af tunge beskidte blues-riff. Introen får varmet de få publikummer, der ikke allerede storsveder godt igennem, og da bandet vender front mod publikum, er det "Riskin' It All", der for alvor sætter gang i aftenens koncert. En koncert med ganske få dikkedarer. Scene-setup'et består af et backdrop med det ikoniske kranium af en ko dekoreret med 30 streger for hvert af jubilæumsårene. Det er kun Stig Pedersens mange fantasifulde to-strengede basguitarer, har karakter af udstyrsstykker. Men hvad ville et D-A-D-show være foruden?

Resten af showet er overladt til uforfalsket rockmusik. Skulle man fejlagtig lide under den antagelse, at de mange år på bagen betyder, at alderen tynger D-A-D, så skal man blot høre et øjeblik af den efterfølgende "Ride My Train", der bliver leveret med al den vitalitet og energi, originalen besad. Ikke et øjeblik synes bandet at hvile på 30 års laurbær. Og som forsanger og frontfigur Jesper Binzer uden omsvøb siger: Vi er i topform! Jo tak! Ikke mindst forsangerens stemme og altid joviale, afvæbnende og energiske publikumskontakt er i fuldt vigør.

Jo, bandet er blevet ældre. Men det er deres publikum også. Langt de fleste, der er mødt op denne aften ser ud til at have taget broderparten af de 30 år med bandet.

"Sådan drenge og piger! Vi skal hygge os i aften" proklamerer Jesper Binzer, da han første gang i aftenens løb adresserer publikum. "I aften vil vi spille noget gammel lort. I kommer ikke til at høre et eneste hit", lover han. Et løfte, han dog senere bryder. Sættet er fyldt med gamle albumfavoritter, der er blevet støvet af til lejligheden og bliver mødt af publikum, som slægtninge de ikke har set i en menneskealder. "Overmuch" og "Jackie O" bliver spillet med en ungdommelig gejst, men ledsaget af den erfarne musikers selvsikkerhed.

"Så skal der ro på! Der er mange, der siger, at vi ikke lytter til vore fans. Når de beder os om at spille et nummer, spiller vi bare det, vi selv gider. Sådan er det også med den næste", råber Jesper Binzer, hvorpå "Cloudy Hours" fra Simpatico indledes. Et eksempel på, at der er er perler at finde på bandets senere album, der alle, bortset fra "Soft Dogs", bliver besøgt med succes. Her skal "Money Always Takes The Place Of Life" fra "Monster Philosophy" også nævnes. Det fungerer helt forrygende, selvom showet går ned i gear i forbindelse med, at det bliver spillet.

Guitarist Jacob Binzer skifter Gibson Les Paulen ud og tager sliderøret på fingeren, og da han anslår strengene, udbryder storebror: "Det stemmer lige så godt, som det gjorde i firserne". "Jeg har stemt den i 30 år. Nu gider jeg ikke mere", svarer lillebroderen. Herpå følger "Call Of The Wild", der går lige lukt over i "Jonnie" og en af aftenens mest entusiastiske publikumsmodtagelser.

"Monster Philosophy" kommer pludseligt ind midt i "Trucker" og viser, at D-A-D på ingen måde har ladet dette jubilæumsshow være en bevidstløs gentagelse af cementerede publikumsfavoritter. Dette mashup fungerer overbevisende, også da publikum inviteres til at synge med. "Er I klar over hvor svært, det er at blande to numre?", spørger Jesper Binzer let spøgefuldt. "Det har taget os seks måneder!"

Mod slutningen af sættet bevæger D-A-D sig lige så stille og roligt over i hit-territorium med sange som "Reconstrucdead", "Everything Glows" og "I Want What She's Got". Og så er det slut. Indtil frederikshavnerne får hevet de fire musikere tilbage på scenen. Under det første sæt ekstranumre har Jesper Binzer lagt guitaren, og vi får blandet andet en tung og hård udgave af "Counting The Cattle". Efter fire ekstranumre forlader bandet endnu en gang scenen, for at blive kaldt tilbage til en af koncertfavoritterne "I Won't Cut My Hair". Herefter forlader både band og en tredjedel af publikum salen, men de tilbageblevne to tredjedele af salen giver ikke så let op, og da D-A-D kommer tilbage, skynder de publikummer, der ellers var på vej hjem sig ind for at få det sidste med. "Vi har ikke flere B-sider, så vi bliver nødt til at tage fra A-stolen" siger forsangeren, og en "Bad Craziness", hvor publikum synger store dele af versene følger. Den uigenkaldelig sidste afskedssalut bliver "It's After Dark".

Der er naturligvis et altoverskyggende element af nostalgi over en 30 års jubilæumsturné. Men når nostalgien bliver afleveret så levende og med en sådan overbevisning, er det slet ikke af det onde. Jeg tager gerne ti år mere!

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA