x
Mont Oliver, Sekuoia, Karl William m.fl.: Vegas Udvalgte, Vega, København

Mont Oliver, Sekuoia, Karl William m.fl., Vegas Udvalgte, Vega, København

Mont Oliver, Sekuoia, Karl William m.fl.: Vegas Udvalgte, Vega, København

Anmeldt af Mathias Brok | GAFFA

I går kunne spillestedet Vega for fjerde gang slå dørene op for sit upcoming-arrangement, Vegas Udvalgte. Her kunne man få et bud på morgendagens danske musikhåb, og stille skarpt på et udvalg af den danske musikscenes talentgødede vækstlag. Koncerterne blev på skift hold i Lille Vega (Stauning Salen), og Jens Jensen Salen, så man havde mulighed for at opleve hele programmet.

Med artister som Mont Oliver, My Heart The Brave og Karl William på plakaten kan man ane en tendens i tiden til at blande samplede backtracks samt elektroniske klange, med tunge beats og patosfyldt leadsang. Der var desuden afstikkere til det triphoppede, kompleks electronica, og sågar singer/songwritertraditionen. De øvrige optrædende var Sekuoia, Kill J, Unkwon og Alice Boman (Sverige), og aftenen bød således på et program af bands med mange samlingspunkter, såvel som nuancer.

Man kunne således glæde sig til et interessant line-up bestående af syv stærke talenter. At det magiske tal var syv, var dog både en gave – så meget talentmasse samlet på et sted – og en forbandelse: Det feststemte publikum havde hverken tålmodighed eller koncentration til at stå hele den fem timer lange fest igennem, og måske kunne man have overvejet at skære programmet endnu mere ind til benet – men omvendt, så havde vi jo manglet nuancerne.

 

Karl William ****

Forsalgsbilletterne var udsolgt, og der var således en god portion mennesker i Jens Jensen Salen, da aftenen blev skudt i gang af aarhusianeren Karl William. Bag de røde lokker gemmer sig et talent og en råstyrke, det bliver formidlet igennem hans danske fortællerstemme og nasale klang, på en bund af samplede (trap) beats. R&b-talentet er blevet sammenlignet med blandt andet C.V. Jørgensen, men her er band og instrumenter skiftet ud med dj og mikserpult – og det giver ham både kant og samtidig noget at kæmpe imod.

De bassede backtracks har masser af rå kant og giver ganske vist giver et fint modspil til den lidt finurlige fortællerstemme. Men samtidig opstår der den fare, at de tunge beats kvæler hovedpersonen – et skrækscenarie, der desværre var tæt på at indtræde i løbet af koncerten. Flere gange blev fortællerstemmen tvunget i knæ – en skam, når man gerne vil høre mandens tekster.

Det skal dog siges, at der var generelle startproblemer med at få leadvokalerne tydeligt frem i mikset. Og så var lydniveauet relativt lav, tidligt på aften, i forhold til et larmende publikum. Det betød et skarpere lydbillede, men også vanskeligere vilkår for forsangerne.

Det skete et par gange, at Karl William blev indhyllet i sit backtrack, i stedet for at svæve oven på det. Det hjalp desværre ikke at hovedpersonen var nervøs og ikke rigtig fik taget leadperformer rollen fuldt på sig.

Men han er et relativt nyt navn, den 18 årige gut, og har oceaner af tid til at udvikle sig. Hans karakteristiske og medrivende stemme samt blandingen af de tunge beats og det dansksprogede poet-univers gjorde sig godt i numre som "Kostumeramt". Og Karl William bliver bestemt spændende at følge fremover. Og så fik manden da også for alvor punkteret myten om, at rødhårede ikke har nogen sjæl.

 

My Heart The Brave ***

Folkeskaren bevægede sig derefter nedad i Lille Vega, hvor My Heart the Brave fortsatte programmet. My Heart The Brave føres an af Caspar Hesselager, der allerede har sat sine spor i den danske musikbranche som producer for blandt andet The Ecletic Moniker og Hymns From Nineveh. Han havde i øvrigt de dygtige livemusikere Aske Bode (klaver, synth), Jacob Haubjerg (bas, synth, vokal) og Ask Bock (trommer, vokal) med sig.

Har man lyttet til "Keep Me From It", ved man, at Hesselager har mere at byde på end bare bag knapperne. Inspirationen fra kunstnere som Moderat og Miike Snow er ikke at fornægte, men lyden er hans egen – med en kombination af let skævbenede elektroniske beats og drømmende vokal.

Og så lå vokalen i denne koncert bedre i mikset end nogle af de andre. Det var derfor en skam, at leveringen stort set udeblev. Caspar Hesselager havde publikum, liveband og sin stemme på sin side i går aftes, men øjne og krop udstrålede en usikkerhed, imens han klyngede sig til mikrofonkablet og lagde den ene arm under den anden. Desværre betød det, at min og en del af publikums opmærksomhed for ofte blev gelejdet væk fra scenen og ud i rummet.

Manden er ny i leadrollen, så selvfølgelig skal han have tid til at lære at udfylde rollen, men her er i hvert fald et rum for forbedring. Desværre betød den noget usikre levering også, at de let højt miksede trommer tog teten i det ellers flot fordelte miks. Hr. Hesselager skal simpelthen bare udstråle, at han tror på det, han laver. For det gjorde alle andre – nu skal han bare overbevise sig selv.

Når det så er sagt, så var det en lækker sammenhængende lyd, og en interessant genreblanding, der lover godt for fremtiden, når han lige har fundet sit fodfæste. Og i nummeret Temper" fik vi også en forsmag på en lækker funky discolyd, som bandet også nailede.

 

Kill J ****

Derefter overtog duoen Kill J i Jens Jensen Salen. Den specielle duo har kun en enkelt single på gaden i form af "Phoenix", som udkom i efteråret. Trods det har de allerede fået en del medvind i form af radiospins, blandt andet på BBC Radio One – og The Guardian har sågar udnævnt dem til "New Band of the Day".

Julie "J" Aagard entrede scenen, og forførte de forreste rækker med et visuelt udtryk, der kunne beskrives som en krydsning af lige dele isdronning og cyber-hiphoppet androide. Dette mystificeres på fortryllende vis med en charmerende uskyld og renhed. Stemmen er en særegen og stærk sopran, med en personlig vibrato. Og så står "Kill" bag pulten med trap-inspirerede beats. Ja... Der er bestemt noget interessant på spil hos Kill J, imellem det hårde og det blide.

Desværre kræver beats'ene stadig mere fyldighed, efter min mening, for at give et større modspil til vokalen. Og den charmerede skrøbelighed, Julie Aagards vokal udtrykker, kammer nogle gange over. Derfor var det en fornøjelse at høre hende synge i sit dybe mellemleje mod koncertens slutning, hvor udtrykket fik mere pondus. Der er dog bestemt masser af talentmasse at arbejde videre med. Måske man kunne udfordre den lidt uskyldige sødme noget oftere, for her kom der flere nuancer i udtrykket.

 

Mont Oliver *****

Næste navn på programmet var Mont Oliver, som allerede har fået en del eksponering på blandt andet P3, særligt med singlerne "White Sheets" og "Give Me Nothing" fra debut-ep'en "19", der udkom i november. Trioen bestående af Mads Bernt Pedersen på trommer, Niels Christian Sommer på keys og Jakob Hammershøj på leadvokal havde hentet en ekstra mand ind på drumpad og percussion.

Mikset blev presset op i højere niveauer her, og de crushede synthflader grynede mere end sædvanlig, dog ikke helt uden en form for støjet æstetik. Og så oplevede vi her, for første gang på aftenen, en forsanger i form af Jakob Hammershøj, der i dén grad forstod at steppe op og tage rollen på sig.

Bandet ligger lunt i feltet som en af de mest fremadskredne upcoming acts, vi fik præsenteret i går, blandt andet af denne grund – en frontmand, der udstråler en sikkerhed, der skinner igennem i leveringen. Det havde dog også sit at sige, at Lille Vega først for alvor var varmet op (i begge betydninger), da Mont Oliver gik på.

Der er plads til forbedring, da ikke alle sange var lige godt strikket sammen, og stilmæssigt er bandet stadig ret nyt og eksperimenterende. Men de har, efter min mening, klart en force i den triphoppede Portishead-lyd, de blander med alskens andre udtryk (herunder low pitch samples og en stærk og uniform mandevokal).

Og med numre som "White Sheets" og "Give Me Nothing" viser de, at de har lige mængder hitpotentiale og personlighed. Om nogen fik Mont Oliver Lille Vega til at gløde, og det var en fryd at opleve og skabte desværre store udfordringer for den efterfølgende artist – Alice Boman.

 

Alice Boman ****

Den søde Malmö-sanger måtte nemlig stå til ansigt med et feststemt og meget larmende publikum, der ikke var i humør til at give hende den tystnad, hendes musik så sandelig kræver. Arrangørerne opfordrede forgæves folket til at lytte, men det havde nok været mere oplagt at placere den kære svensker på et andet tidspunkt, og særligt ikke lige efter publikums radio-darlings Mont Oliver.

Det var således en kamp mod publikum, Alice Boman og hendes trommeslager Tom måtte tage op, og det var endda kombineret med, at Jens Jensen Salen generelt var fyldt med alt for meget lys, hvor et spot på scenen kunne have været behjælpsomt for at bibeholde opmærksomheden. Den ydmyge svensker listede sig ind bag sit Nord Electro 4d og spillede nervøse Rhodes'ede klange som akkompagnement til sin sang, med et forsigtigt "tak" mellem sangene.

Det var desværre ikke, hvad publikum var gearet til på daværende tidspunkt, og det gjorde desværre både hende og trommeslageren usikre. De småfejl, som dette affødte, må dog tilskrives de nerver, det uopmærksomme publikum skabte. For sikke en fin stemme, og gode melodier.

Boman virkede plaget af larmen. Og det var da også ærgerligt. Ærgerligt at det stille øjeblik på scenen ikke forplantede sig i salen. Og ærgerligt at man ikke kunne høre nok af hendes folkede historiefortællinger, da den stille svenske sangerinde måtte se sig overmandet af danskjävlernes larm.

 

Sekuoia ****

Efter den ellers så elegante dynamiske bakkedal blev faklen givet videre til Sekuoia. Hjernen bag værket er Patrick Alexander Bech-Madsen, som havde sit liveband med sig – og tak for det. Trommeslageren holdt det generelt stramt på drumpad, stortromme og lilletromme. Og så var der generelt en force i skiftet mellem blødere melankoli i vokal og guitar-riffs og så tunge, tunge hiphoppede beats.

Desværre var leadvokalen noget anonym, og jeg undrede mig lidt over, hvad dens rolle egentlig var i sammenhængen. For hvis den skulle fungere som baggrundsflade, kunne den lige så godt være en del af backtracket, nu vi alligevel bruger dette som præmis.

De instrumentale tracks, Sekuoia arbejder med, har bestemt et potentiale, der leder tankerne hen på bands som Mogwais svævende post-rock, omend i en mere elektronisk udgave, og med tråde til den instrumentale hiphop. Men i vores musikkultur retter lytterens opmærksomhed sig mod frontvokalen som fikspunkt, særligt når der lægges an til at være en art forsanger.

Sekuoia skal altså blot finde ud af, hvilken rolle vokalen skal spille, for i numre som "Disappear" fungerer det fint med de maskinelle vokallyde. Og hvis vokalen skal være i front, så skal der arbejdes med præcision og tilstedeværelse.

 

Unkwon ***

Sekuoia, under hvis koncert rummet blev fyldt ud, var uden tvivl en af publikumsfavoritterne. Det mærkedes desværre også på den negative måde under aftenens sidste koncert, som dog også skal sige at være den syvende på en lang aften. Da Unkwon entrede Jens Jensen Salen som sidste artist, var der meget få publikummer tilbage, og i løbet af koncerten blev der noget nær folketomt.

Man må dog give Anders Dixen (manden bag aliaset Unkwon), at han tog udfordringerne med oprejst pande. Trods den manglende support lod han til at være tryg og sikker bag knapperne. Man kan dog undre sig over, at Unkwon skulle være sidste act før efterfesten... Godt nok er der klubbede elementer i hans musik, men hans force ligger i de intelligent ræsende hihats og slæbende stortrommer med en woodblock'et snarelyd (i numre som "08") som maner mere til eftertænksomhed og/eller chillout end party.

Når det var bedst, ledtes tankerne hen på IDM og skikkelser som Squarepusher (dog uden at være det). De skæve rytmer, forskudte anslag og valg af samples var interessante, men ikke uden problemer. Jeg manglede nok den følelse af, at man havde at gøre med et unikt musikalsk produkt. Og hvis man ville have holdt på publikum under denne sidste koncert, kunne man måske have placeret Mont Oliver eller Sekuoia som sidste act.

En overordnet set god aften var således rundet af, med masser af lovende musik og talentmasse, der bare skal have tid til at udvikle sig. Der er mange af aftenens artister, man godt kan glæde sig til at følge fremover.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA