x
When Saints Go Machine : Frost Festival, Danmarks Akvarium, København

When Saints Go Machine , Frost Festival, Danmarks Akvarium, København

When Saints Go Machine : Frost Festival, Danmarks Akvarium, København

Anmeldt af Mathias Brok | GAFFA

Dette års Frost Festival er den fjerde af slagsen, og programmet spænder over både danske og udenlandske navne i forskellige afskygninger. Et samlingspunkt for festivalen er brugen af mere utraditionelle lokationer som spillesteder, dette år med fokus på nedlukkede bygninger, vand og kulturhistorie.

Åbningskoncerten var naturligvis ikke nogen undtagelse, da When Saints Machine i går slog festivaldørene op på det nyligt hedengangne Danmarks Akvarium i Charlottenlund. Der var kun få billetter i salg, og man kunne forvente en helt unik og intim koncertoplevelse.

Og forventningerne blev heldigvis indfriet. Lige fra ankomsten i det gamle akvarium blev man inviteret ind i en form for hjemsøgt undervands-verden – og det stod krystalklart, at der var tænkt på helhedsoplevelsen. De gamle akvarier var fyldt med farvet lys i stedet for fisk, og bag et "hemmeligt" forhæng spillede halvfjerser-klassikeren Bennys Badekar og Jaws med ombyttede lydspor.

 

Support: Karl William

Aftenens opvarmnings-act var Karl William. R&b-talentet modtager mange roser for tiden – og med god grund. Med sin halvt messende, halvt sungede nasale klang og storbypoetiske ungdoms-universer har han – med hjælp fra produktionskollektivet Hukaos – et særegent udtryk. De ængstelige toner og ord gled med snilde over aarhusianerens læber, og lydbilledet var overraskende skarpt (mere end ved hovednavnet, der dog spillede i et andet rum), de koncert-jomfruelige lokaler taget i betragtning. Og så formår den unge herre at levere en historie, så man tror på det.

 

Et beskyttende lag af glas?

Efter en glimrende opvarmningskoncert blev publikum eskorteret ind i det tilstødende lokale, hvor et af de større akvarier var gjort klar til aftenens hovednavn. Det var et på én gang skummelt og underligt dragende sceneri, man trådte ind i – som var man i en ubåd, der var gået i stå på havets bund - langt, langt under havets overflade. I den store tank var rejst en form for undervandsskov, med paraplyer hængende fra tang-træerne.

When Saints Go Machine åbnede showet med "Infinity Killer" fra det seneste album ("Infinity Pool"). Trackets urovækkende tematik, sang og valg af lyde fortsatte stemningen i samme univers, man allerede var blevet lullet ind i, fra arrangørernes side.

Bandet spillede bag de tykke glas, hvor blandt andet piratfiskene plejede at svømme. Det skabte en mystificerende distance mellem publikum og band, og som Nikolaj Vonsild jokende konstaterede: "Det er underligt at være fisken inde i tanken", og stå på den anden side af den beskyttende glasrude.

 

En mindeværdig helhedsoplevelse

Bandet var som vanligt særdeles tilstedeværende i deres performance, lige fra Nikolaj Vonsilds lyriske fokus – både under og mellem udsigelsen af de forunderlige ord – over Silas Moldenhawers stramt underdelte trommer, og til Simon Muschinskys og Jonas Kentons bidrag på tangenter og knapper, der jo på én gang er komplekse og samtidig roligt og skarpt eksekverede.

Som man nok kunne forvente, var sættet bygget op omkring sange fra de sidste to plader, og kun med en enkelt sang ("Fail Forever") fra debuten. For bandet har efterhånden fundet et fodfæste i at udvikle sig indenfor rammerne af de mere svævende soundscapes, som de lagde på bordet med deres populære toer "Konkylie", og gamle favoritter som "You Or The Gang" og "Armed" var ikke kritisk savnede. Saints havde stablet et på én gang sammenhængende og varieret sæt på benene, med både de mere beat-orienterede sange (såsom "Jets") og mere eftertænksomme klangflader (som i "Degeneration"). Og særligt under "Jets" gik det hele op i en højere enhed, under et veleksekveret freak-out, der blev ledsaget af et både alarmerende og nærende strobe-lys, der opfordrede ens øjne til at lukkes og bare nyde tilstanden.

 

En unik og standardsættende festivalstart

Skal man sætte en finger på noget, er det på lyden, og det er med forbehold. For akvariet er ikke bygget til koncertbrug, og selvom vokalen var svær at dechifrere, når mikset var godt fyldt ud, var der dog ingen tvivl om, at teknikkerne fik det bedste ud af lokalets lyd i de mere minimalistiske passager. Trommerne gik utroligt skarpt igennem, og vokal og synth fulgte tæt efter. Men når det så er sagt, så gik Vonsilds vokal for ofte tabt i det ellers så fortryllende undervandsunivers, og det påvirker naturligvis helhedsindtrykket.

Alt i alt åbnede dette års Frost Festival dog med en unik koncertoplevelse, der både vil være et forblivende minde, og som samtidig sætter barren højt for de øvrige koncerter. For der er ingen tvivl – When Saints Go Machine er (stadig) en af landets stærkeste livekunstnere. Roserne skal dog ikke kun rettes mod dette forrygende band, men i lige så høj grad mod arrangørerne af Frost Festival.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA