x
Marc Spitz: Jagger - Rebel, rockstjerne, rodløs, stratenrøver

Marc Spitz
Jagger - Rebel, rockstjerne, rodløs, stratenrøver

Marc Spitz: Jagger - Rebel, rockstjerne, rodløs, stratenrøver

GAFFA

Bog / Klim
Udgivelse D. 14.02.2014
Anmeldt af
Espen Strunk

Der er unægteligt noget ejendommeligt og vel nærmest lidt mistænkeligt over at indlede en kunstnerbiografi med et længere, apologetisk essay om sin hovedperson, sådan som den tidligere New York Times- og Blender-skribent Marc Spitz gør i sin nye bog om Mick Jagger.

"Brenda," hedder kapitlet, med hilsen til det hånlige tilnavn, som kollegaen Keith Richards engang tildelte Jagger - som en lidet flatterende sammenfatning af alle de mindre sympatiske træk, man med større eller mindre rimelighed kan påhæfte Mick Jagger. For Jagger er - trods halvtreds år i front for et af verdens mest populære orkestre - ikke ubetinget let at holde af.

Og det er det forhold, Spitz adresserer i sit "Brenda"-forord. Jagger er en krukke, som nægter at stå ved sin alder. Jagger mænger sig uden blusel med aristokratiet og synes dermed at forråde det oprør, hans musik engang var synonym med. Jagger har aldrig lagt skjul på sin (naturlige) interesse i den rent forretningsmæssige del af Rolling Stones-apparatet. Og så videre. Eller som Spitz sarkastisk sammenfatter:

"Det må være Mick Jagger, som gik med til at ændre teksten til "Let's Spend the Night Together" til "Let's Spend Some Time Together" for ikke at skræmme livet af Ed Sullivans forskrækkede TV-kiggere. Det var i hvert fald helt sikkert ham, der fyrede den syge, forvirrede og opsvulmede Brian Jones og lod ham drukne ene og forladt. Han lod de Hell's Angels, han selv havde hyret under Altamont-festivalen, tage skraldet. Han stødte sine rock and roll-brødre og -søstre fra sig til fordel for et halehæng af afdankede europæiske grever og grevinder på den franske riviera....og Andy Warhol. Han besudlede Rolling Stones' værdighed ved at mænge sig med Paul Young og Nick Rhodes i begyndelse af 1980erne, da han kæmpede med den midtlivskrise og forsøgte at skabe sig en solokarriere som popsanger. han snuppede vores billetpenge med filmen "Freejack" og pressede penge ud af stakkels Verve (britisk halvfemser-gruppe, red.) for at sample en symfonisk udgave af "The Last Time" på "Bittersweet Symphony." Han er ovenikøbet også skyld i en forbandelse ved verdensmesterskabet i fodbold 2010, fordi alle de hold, han hujede på fra tilskuerpladserne, tabte. Omvendt er alt, Keiith Richards har foretaget sig - som for eksempel stort set at have kørt Rolling Stones godt og grundigt af sporet med sit altomfattende heroinmisbrug - noget, som gør ham til vores største antihelt overhovedet. "

Alligevel - og på trods af Richards' perfide angreb i sin selvbiografi for et par år siden - er det svært at komme uden om, at Jagger er et af rockens helt store koryfæer, hvorfor en biografi da også synes helt på sin plads. Nu er den her, og tilmed på dansk. Spitz ruller veloplagt historien ud; fra opdagelsen af bluesmusikken i en ung alder, etableringen af det første band Little Boy Blue & The Blue Boys og tjanserne på Marquee Club inde i London.
 
Den tilsyneladende ret ulidelige overklasse-kæreste Chrissie Shrimpton, som erstattes af Marianne Faithfull. Rolling Stones og grundlæggeren Brian Jones, som langsomt kantes ud og selv bidrager til marginaliseringen med sit exhorbitante forbrug af rusmidler. Stones, som for alvor træder i karakter med albummet "Aftermath" og samme års singler "Paint It, Black," "Mother's Little Helper" med flere. Og så videre. 
 
Enlig syresvale
 
Spitz tekst er gennemgående velskrevet og ovenikøbet med et vist personligt præg: Enkelte steder skurrer lidt (for) smarte formuleringer, som virker enten postulerende eller bare mangelfuldt underbyggede. Undertegnede bilder sig ind at være nogenlunde kulturelt velfunderet og tekstanalytisk kapabel - og jeg blev altså koblet af et par gange under læsningen, som her, hvor forfatteren undlader at underbygge en ellers relevant allusion til Oscar Wilde:
 
"Ingen går i døden for det, han ved er sandt," sagde Oscar Wilde. "Folk går i døden for det, de gerne vil have skal være sandt, for det som en eller anden frygt i deres inderste fortæller dem er det." "Jumping Jack Flash" handler om at se den frygt i øjnene, at tage den for pålydende, og så komme videre."
 
Tjah, hvad kan jeg sige? Ikke så meget, ud over at den ellers solide, danske oversættelse - ved Steen Fiil - også byder på enkelte diskutable elementer. Kunne man have oversat undertitlens "Rogue" med noget lidt mindre bedaget end "Stratenrøver"? Er det virkelig nødvendigt at bruge et ungdommeligt udtryk som "nederen" i en seriøs bogudgivelse?
 
Giver det overhovedet sproglig mening af kalde religion for "det mest volatile emne af dem alle?" Det er også spøjst, at Jagger og kompagnis psykedeliske extravaganza "Their Satanic Majesties Request" (her kaldet "Their Satanic Majesty's Request," iøvrigt) her omtales som en "enlig syrelærke." På dansk er udtrykket som bekendt "en enlig svale" - og så ville "syresvale" oven i købet have givet et fint, lille bogstavrim.
 
Komprimeret fortælling
 
Nuvel, det er trods alt i småtingsafdelingen - ligesom det er uundgåeligt, at forfatteren går lettere hen over nogle dele af karrieren end andre. 280 sider er ikke meget til at fortælle en livshistorie på 70 år, hvoraf de halvtreds er blevet tilbragt i front for et rockband, som er blevet kaldt verdens største. Er man ude efter en detaljeret beretning om The Rolling Stones og deres musik, er man således gået galt i byen.
 
"Jagger" udfordrer heller ikke som sådan gængse forestillinger om, hvor tyngdepunkterne i karrieren ligger: Guitaristen Slash har en engang sagt noget i retning af, at Jagger burde være død efter udgivelsen af 1978-albummet "Some Girls" - og i bogen her er der da også kun godt 100 sider tilbage, da Jagger og bandet udgiver det album, mange har betraget som den sidste rigtig gode Stones-plade.
 
Så er der lige plads til at komme omkring Jaggers filmkarriere - inklusive det dubiøse sciencefiction-brag "Freejack" fra '92, de store stadionturnéer med Stones fra firserne og frem, mødet med håndplukkede opvarmningsnavne som Guns N' Roses, fragmenter fra det celebre ægteskab med supermodellen Jerry Hall med videre.
 
Altsammen ledsaget af to billedsektioner på glittet papir med udmærket udvalgte fotos fra alle årene. Jo, Jagger er såmænd en både hæderlig og let tilgængelig beretning om en af rockens store stemmer. Om man så kommer væsentligt tættere på personen Mick Jagger - og bagom "Brenda" - er en anden sag.
 
Marc Spitz: Jagger - Rebel, rockstjerne, rodløs, stratenrøver. Klim, 300 sider, vejl. pris 299 kroner. Udkommer 14. februar 2014.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA