x
Beck: Morning Phase

Beck
Morning Phase

Beck: Morning Phase

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 24.02.2014
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

Det er det samme hver morgen – den hæslige lyd af et vækkeur, der aggressivt flår roen i stykker. Kunne man vælge, ville de fleste nok fortrække at blive vækket af dovne solstråler, der langsomt smyger sig gennem vinduet sammen med fuglenes sang. Man kunne også bare sætte Becks nye album Morning Phase på, for det er den samme blide start på dagen.

Det er efterhånden seks år siden, amerikaneren sidst var albumaktuel med Modern Guilt, men det dugfriske album lyder nu mere, som var det lavet i direkte forlængelse af det 12 år gamle Sea Change. For efter en lang række løsrevne sideprojekter og alsidigt strittende singler i pladepausen har det nysgerrige legebarn fundet ind til roen igen og forkæler med en smukt orkestreret plade, fyldt med blide strøg af gylden West Coast-vellyd, som skrev vi 1974 og ikke 2014.

Hele herligheden er holdt i et gentilt tempo, der aldrig når over hvilepuls, og de fløjlsbløde ballader passer perfekt til Becks søvnigt snøvlende vokal. Helt magisk bliver det i Wave, hvor vokalen svæver vægtløst over faderen David Campbells krystalklare strygerarrangement. Eminent simpelthen. Andre klare højdepunkter findes i sange som den superdøsige Unforgiven, Country Down, der kanaliserer den kosmiske cowboy Gram Parsons og i den henrivende Blue Moon med en florlet outro, der låner fra Østens folkemusik.

Tilbage er der vist kun at få programmeret vækkeuret til at spille Morning Phase i morgen tidlig, for så burde man være sikret en god start på dagen.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA