x
Broken Bells: After The Disco

Broken Bells
After The Disco

Broken Bells: After The Disco

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 10.02.2014
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Så kom det andet udspil fra konstellationen bestående af The Shins-frontmand James Mercer og mesterproduceren Brian Burton, bedre kendt som Danger Mouse.

Tempoet er højere og klangen mere poppet end på debuten, og der leges tilbagelænet med genrerne, uden at man dog kommer langt fra det rimelig lette og indierockede.

Åbningsnummeret Perfect World svæver med sine mere end seks minutter og lyd af 80'er-keyboard på grænsen til ørkenvandring, men reddes af Mercers vokal, og så er produktionen jo naturligt skarp. Det virker i høj grad afslappet og sikkert spillet af Burton bag knapperne, og kemien virker god mellem Mercer og Burton, der komplementerer hinanden fint musikalsk.

Stærkest står albummets første halvdel, hvor duoen leger med synth og disko-genren. Som på Changing the Lights og det kække titelnummer, hvor produktion står knivskarpt og ikke så lidt sleazy under et fængende omkvæd. Oven på Daft Punks succes med noget lignende kan det virke lidt beregnende, men hey, det virker. Også på Holding On for Life, hvor omkvædet er oppe i brødrene Gibbs lyse højder, klinger det både af Shins og 70'erne. Control er med sit småsløve tempo, blæsere og fine guitar et lyspunkt, men der er for meget fyld.

Numre som Medicine, The Remains of Rock and Roll og Leave it Alone gør hverken fra eller til eller er specielt mindeværdige, og Lazy Wonderland er grænsende til det kedsommelige. Det er velproduceret og indieklingende pop, det lyder fint, hvilket man velsagtens kan forvente fra to kompetencer som disse, men kunne man ikke netop derfor også forvente lidt mere?

Så kom det andet udspil fra konstellationen bestående af The Shins-frontmand James Mercer og mesterproduceren Brian Burton, bedre kendt som Danger Mouse. Tempoet er højere og klangen mere poppet end på debuten, og der leges tilbagelænet med genrerne, uden at man dog kommer langt fra det rimelig lette og indierockede. Åbningsnummeret Perfect World svæver med sine mere end seks minutter og lyd af 80er-keyboard på grænsen til ørkenvandring, men reddes af Mercers vokal, og så er produktionen jo naturligt skarp. Det virker i høj grad afslappet og sikkert spillet af Burton bag knapperne, og kemien virker god mellem Mercer og Burton, der komplementerer hinanden fint musikalsk. Stærkest står de numre, hvor duoen leger med synth og disco-genren. Som på Changing the Lights og det kække titelnummer, hvor produktion står knivskarpt og ikke så lidt sleazy under et fængende omkvæd. Oven på Daft Punks succes med noget lignende, kan det virke lidt beregnende, men hey, det virker. Også på Holding on for Life, hvor omkvædet er oppe i brødrene Gibbs lyse højder, klinger det både af Shins og 70erne. Control er med sit småsløve tempo, blæsere og fine guitar et lyspunkt, men der er for meget fyld. Numre som Medicine, The Remains of Rock and Roll og Leave it Alone gør hverken fra eller til eller er specielt mindeværdige, og Lazy Wonderland er grænsende til det kedsommelige. Det er velproduceret og indieklingende pop, det lyder fint, hvilket man velsagtens kan forvente fra to kompetencer som disse, men kunne man ikke netop derfor også forvente lidt mere?

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA