x
Kashmir og Indians: VoxHall, Aarhus

Kashmir og Indians, VoxHall, Aarhus

Kashmir og Indians: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Koncerten på VoxHall er udsolgt, og det bliver da også klart fra første øjeblik, man træder ind ad døren. Køen til garderoben strækker sig langt ud på scenegulvet. Tålmodige gæster venter i den voksende kø med deres overtøj, mens knap så tålmodige skridter op mod baren, jakken under armen. Der er en broget masse af forskellige aldersgrupper til stede, hvad også tyder på, at Kashmir har en rig musikalsk historie, der efterhånden strækker sig over et par generationer.

Scenen er indrettet med fem metalliske skulpturer i baggrunden, de er formet som syvkantede blomster, og koncerten igennem skifter de farve i forhold til, hvilket nummer der spilles og det øvrige lys. Det er en simpel, men effektiv sceneopsætning.

Klokken 21.45, et kvarter efter at Indians har forladt scenen, tones lyset i salen ned, mens blomsterne i baggrunden tænder op, og bandet går på scenen under lyden af støj. Der står de fire mand stærk, let illuminerede silhuetter i tågen, og larmer sig hen mod "Pedestals" fra sidste års "E.A.R.".

Fra begyndelsen er Kasper Eistrup i front og kommanderer scenen, som han vil gøre resten af koncerten igennem, iført denimskjorte og mørk hue, skovmandsskæg og et evigt-skiftende udvalg af vellydende guitarer. Når der skal være plads til musikken, trækker han oftest helt til venstre og lever sig ind i hvert anslag på sin guitar.

Da han endelig træder op til mikrofonen i center og begynder at synge, er det fantastisk. Hans vokal er helt fremme i lydbilledet, og den lyder skrøbelig og stærk på én gang, den lyder som kommer den fra én mand, der ikke bare har noget på hjerte, men som virkelig har sparet op til at øse det ud. Jeg må indrømme, at jeg personligt får kuldegysninger. Hans vokal er solid hele koncerten igennem, og han viser et stort overskud i form af rendyrket spilleglæde.

Da Eistrup efter andet nummer, "Melpomeme", råber: "Godaften Aarhus", bliver han prompte svaret af en ung herre blandt publikum: "Det er fedt at se dig, Kasper!". Publikum har bestemt glædet sig til at se Kashmir, men måske de ikke får helt det, de har forventet.

 

Masser af leg og nye sange, men ikke nok af det gamle

Aftenen byder til tider på rock spillet med rendyrket rock'n'roll-attitude. I "Purple Heart" spiller Eistrup en veltilpas aggressiv guitarsolo – vild vibrato, harmonics og dive bombs – og det skal vise sig at være sigende for resten af koncerten, hvor særligt guitaren får lov til at svæve frit i ekvilibristiske soli og leg. Det næste nummer er "Graceland" fra, hvad man næsten må beskrive som folkeejet, "The Good Life" fra 1998. Hænderne blandt publikum ryger op, og der er fællessang allerede fra første omkvæd. Det er samtidig også det længste dyk tilbage i Kashmirs bagkatalog, vi kommer denne aften, og samtidig det eneste nummer fra førnævnte album.

Og her melder aftenens største problem sig vel egentlig. Bandet er konstant velspillende. Og alligevel er der til tider et dødvande, hvor man fornemmer, at en stor del er kommet for at høre "Mom in Love, Daddy in Space" eller "Lampshade". Vi bliver forkælet med sange fra "Zitilites", men Kashmir kommer lidt til at ligge under for den utaknemmelige opgave det er, når man som skabende kunstner har noget nyt at fremvise, men massen er mere interesseret i det forgangne. Om det er retfærdigt eller ej, ligger forløsningen ofte i at skue tilbage og omfavne det fortidige.

Ikke desto mindre er det en helstøbt koncert, hvor man ikke kan sætte en finger på hverken lyd, lys eller musikalske evner. Asger Techau føles med sine hidsige trommehvirvler og tunge beats som en undervurderet trommeslager, Mads Tunebjerg oser af sin karakteristiske coolness, som er resten af verden blot luft, og Henrik Lindstrand tryller bag sin keyboards. De tager publikum med på en rejse, der bugter og daler flot, hvor deres musikalske talent får lov at skinne skarpt. Men lampeskærmen mangler alligevel.

Support: Indians ****

Det er første aften på vagten for Søren Løkke Juul, manden bag Indians. Han overtager fra The White Album, og Indians er nu med Kashmir på den resterende del. Indians har haft stor succes med debutalbummet "Somewhere Else", der udkom i januar sidste år, og det mærkes også tydeligt, at der er god liveerfaring, da Juul stiller sig bag keyboard og computer præcis klokken 21 under blåt lys og selvsikkert starter et flot klaverstykke.

Til trods for at baslydens dybe frekvenser får salen til at runge, vokser der sig et flot og æterisk lydbillede frem, der får folk til at stimle til. Desværre er det ikke Indians, folk er kommet for at se, der er til stadighed en del snakken blandt publikum. Ikke desto mindre præsterer Indians i løbet af korte 25 minutter og fire numre at fremmane et organisk lydtapet med dyb detaljerigdom, som i hvert fald opløftede undertegnede. Et velvalgt supportnavn.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA