Hyldemor: HYLDest, Loppen, Christiania, København

Hyldemor, HYLDest, Loppen, Christiania, København

Hyldemor: HYLDest, Loppen, Christiania, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Jeg tror, at det var et godt stykke henne i første sæt. Stod og samtalede med en, og musikken kørte, og pludselig var alting perfekt. Pludselig var det Hyldemor på Loppen, og om året var 1981 eller 2014 var totalt ligegyldigt. De varme knus, de lykkelige ansigter, og de mange der sang med på hver en strofe, og et band, der var landet og pegede fremad med nogle af vores univers' mest meningsfyldte sange, alt sammen var virkeligt og berusende. Mens en sanger på 27 år gik ind og løftede arven fra Hans Vinding, i en grad, så sangene fik ny eviggyldighed, og bandet lignede noget, hvor udløbsdatoen var rykket frem i det uendelige.

Da holdet samledes første gang for et år siden på, hvad der ville have været den afdøde poets 65 års fødselsdag, var det med genudgivelsen af Glem det hele som den direkte anledning. Her dukkede en lang perlerække af gamle medlemmer og nye fortolkere op, og der var noget af den fællesskabsfølelse, der fik koncerten til minde mig lidt om The Bands berømte afskedskoncert, The Last Waltz. Noget stort og uhåndgribeligt, men også med stor andægtighed og et band, hvor en del rust skulle bankes af.

Nu et år senere var det en helt anden oplevelse, for den sidste vals var blevet til den næste, og pludselig tegnedes konturerne af et orkester, som har så vigtige sange og nu har en besætning og et udtryk, der gør, at deres koncerter ikke bare bør være en årlig tilbagevendende begivenhed hjemme på Christiania. Nej, få det band ud på landevejen. På festivalerne, hvor de kan indtage den selvfølgelige plads sammen med troubadurer som Niels Skousen i slipstrømmen på beundrere som Spids Nøgenhat. For få har altså en sangskat som den, Hans Vinding efterlod os, og som den kom ud over rampen i går, var det ikke et flashback, men et skridt fremad.

Selv om det var Hyldemors Grønsaligheder og den specielle vibe, der var anledningen i går, var det stadig konstellationen omkring Glem det hele, som det drejede sig om. Tommy "Bas" Pedersen kom godt nok på og sang en stribe sange med vanlig kompetence, men han fattede ikke bassen og spillede med den rullende stil, der var så vigtig i netop den lyd, der kendetegnede orkestret omkring Hans Vinding i starten af halvfjerdserne. Ligesom Helle Vibeke Riiskær Steffensen havde droppet den særdeles specielle syngemåde, hun brugte på det legendariske kassettebånd og sang mere eftertænksomt og modent. Reflekterende en ny tid og egentlig ret godt.

Specielt var det rørende i sekvensen, hvor også Jens Thorning Hansen var med, og sad og spillede slideguitar. Her kom nogle af de udvekslinger, og kiks, vel at mærke kiks, som udløste at de garvede musikere vendte det til noget nyt og uventet og begyndte at jamme. Som om de huskede denne tilfældighedens gave som en mulighed og så faldt direkte ind i rollen. Det var så fedt.

John Teglgaard var for 30 år siden en helt unik guitarist. Nu i 2014 havde han fået meget af sin gamle styrke tilbage og foldede tonerne ud så kompetent og velforberedt, og Steen Claësson på den anden kant bød ind med sin violin, som jeg rigtigt godt kan lide, hvad enten den antager jazzede og hints til irsk musik, også selv om jeg ville ønske, at han nogle gange ville dykke ned i den gamle Velvet Underground-inspiration og kanalisere John Cales bedste momenter. Endelig var trommeslager Jens Breum tilbage ved fordums styrke, og hans spil er så vigtigt for det band og var en af de væsentligste grunde til, at aftenen blev så vellykket. Tak for det. Øvelse har gjort, at en mester er tilbage.

Det var en derfor en grænseoverskridende oplevelse at være til stede. Som i en af Hans' mestersange Wah Wah Pedalen (tilgiv den amerikanske orddeling, som hverken Hans eller jeg ville have brugt..), hvor han - eller Louis Puggaard-Müller i går - sang: "I går jeg havde besøg af et medie, ude på Verdens Tag, og han tog sin guitar frem, på denne herlige bevidsthedsudvidende dag...". Fordi det er netop, hvad Hans Vinding handlede om: noget bevidsthedsudvidende - vel at mærke bragt tilbage af en befriende snusfornuft. Og altid latteren inde bagved, som i den nar, han så ofte brugte som metafor i teksterne. De tekster som i går stod mejslet, som i Den Gennemsigtige Mand, som rigtigt mange nu har forstået er en af danskrockens absolutte mestersange, og som hos den nye sanger fik det drama, som den fortjener.

Så ja, det var en vidunderlig koncert på et stoppet spillested. Og så hele tiden den der fede humor, som da første nummer var spillet, og John Teglgaard var efter alle dem, som åbenbart har en filmdokumentarist i maven og optager koncerter på mobiltelefonen: "Det er altså grænseoverskridende at få stukket jeres mobiltelefoner lige op i synet. Hvorfor ikke slukke dem og opleve musikken med sindet i stedet?" Hvorefter Louis Puggaard-Müller grinede og gav sin kammerat, der aldersmæssigt kunne være hans far, en salut med på vejen: "Gamle røvhuller..." Men telefonerne blev pakket sammen.

Nu må man bare håbe at orkestret finder vej ud på spillestederne. For "vejen frem er åbenbar, intet ondt fordrives med magt, alle kanter slibes runde, i takt med livets takt, ingen er bedre end dig nu, nej, ingen er bedre end dig nu. Hallo hallo frøken, kan De give mig nummeret på Jorden, er der frost på ledningen, eller hvad er der galt?"

Hvor var det fantastisk på Loppen i går aftes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA