x
City And Colour: Store Vega, København

City And Colour, Store Vega, København

City And Colour: Store Vega, København

Anmeldt af Anine Fuglesang | GAFFA

I dæmpet belysning entrerer City And Colour Store Vega iført hornbriller og fedorahat, med topmave og opsmøgede ærmer, der afslører to full sleeve-tatoverede arme. Men der er ikke meget gangster eller film noir-detektiv over den canadiske musiker, da han med sin honningsøde og beroligende stemme indleder aftenens koncert med "Of Space And Time" fra hans seneste studiealbum "The Hurry And The Harm" fra 2013.

 

En stærk besætning

Med et insisterende trommebeat går City And Colour, der er alias for Dallas Green (og deraf kunstnernavnet), og band direkte på med andet nummer, den lidt mere up-tempo "The Lonely Life". Greens stemme, der hele tiden er forrest i lydbilledet, forsøder de melankolske ord, og med det yderst kompetente band omkring sig, der er med til at sætte den rette stemning, får de lettere afdæmpede serenader en god dybde.

Og der er tale om et stærkt hold af musikere denne aften i Store Vega, for den blide singer-songwriter, der selv har en fortid i det canadiske post-hardcore-band Alexisonfire, har en besætning med bestående af guitarist Dante Schwebel (Hacienda, Dan Auerbach), bassist Jack Lawrence (The Raconteurs, Dead Weather), Doug MacGregor (Constantines) på trommer og Matt Kelly på keyboard og pedal-steel-guitar.

Aftenens første store bifald kommer efter "Grand Optimist" fra succesalbummet "Little Hell", som bliver efterfulgt af et af aftenens højdepunkter, den blues-tunge "As Much As I Ever Could", der bliver udført på supercool vis og tydeligt illustrerer Dante Schwebels evner på guitar.

 

En bøn til publikum

Efter "Silver And Gold" forlader bandet scenen, og det er nu blevet tid til den del af koncerten, hvor Dallas Green på egen hånd skal forsøge at skyde ugen i gang denne mandag aften.

Men one man-showet bærer desværre præg af for lange pauser mellem numrene, grundet en guitar, der skal stemmes gentagne gange, og det resulterer i en mumlen blandt et mandags-træt publikum, der er delt i to lejre. Der er de dedikerede fans, der med svømmende blikke stille nyder City And Colours blide røst, mens de tæt omslynget af kæresten vipper i takt til musikken.

Og så er der resten, som ser ud til at kede sig og ofte står med mobilen i hånden. Den gruppe opfanger Green også, og inden han spiller nummeret "Save Your Scissors", kommer han med den sarkastiske, men forståelige kommentar: "Nu vil jeg spille en sang, jeg ellers aldrig spiller. Så måske skal I ikke filme nu, men begynde at overveje, hvilket filter I vil bruge til næste billede, eller hvordan billedet skal beskæres. Eller også kan I bare nyde, at I er her."

Passagen med City And Colour alene på scenen bliver efter min mening for søvndyssende, og jeg tager mig selv i at kigge på uret flere gange. Ikke fordi Dallas Green ikke synger godt, for det gør han virkelig. Hans stemme er på én gang fin og kraftfuld, og der er ikke noget at sige til, at han er en populær liveartist, for live er der mere gods på mange af sangene, end tilfældet er på pladerne.

Desværre bliver rigtig mange af numrene afviklet i samme tempo, og koncerten bliver som helhed lidt for ensformig og tangerer i enkelte passager til at blive kedelig. Men isoleret set er der også nogle rigtig fine øjeblikke i løbet af koncerten, der er krydret med imponerende lys hele vejen igennem. Blandt andet "Golden State", der bliver leveret sammen med bandet, som heldigvis er kommet tilbage på scenen.

 

Tid til dans

"Nu skal der danses. Også jer, der ser ud til, at det her ikke interesserer jer. Dans med hele kroppen." Med de ord skydes "Thirst" i gang. Et rigtig cool nummer med variation, og jeg vågner atter op fra den søvndyssende stemning, jeg ellers er lullet ind i, og en mere massiv lydmur rammer mig, da "Fragile Bird" fylder hele rummet og demonstrerer de velspillende musikere på bedste vis.

Den country-prægede "The Girl" og "Two Coins" udgør koncertens ekstranumre og afrunder en aften fyldt med iørefaldende folkrock og følsomme sange om død, lykke og vejen hjem. En aften, der desværre bliver lidt for søvndyssende, men også byder på momentvise perler, der trods alt løfter helhedsoplevelsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA