x
Tom Odell: Store Vega, København

Tom Odell, Store Vega, København

Tom Odell: Store Vega, København

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Tillad mig at begynde bagfra ved det, som for denne anmelders vedkommende var de absolutte højdepunkter under 22-årige Tom Odells lovende performance med det også ganske unge orkester:

Der blev til slut ramt en nerve i et flimrende, men spændende inferno fra grænselandet mellem blues, country, rock og ja – glimtvis noget jazz. De insisterende numre som "Gone at Last", "See If I Care", "I Just Want To Make Love To You" og "Cruel" rundede koncerten af med bulder og brag og medrivende energi.

Den vrede unge mand, som jeg var blevet helt i tvivl om var gemt i den 22-årige krop, kom til udfoldelse, så både mikrofon og klavertaburet blev kylet hen ad gulvet i nærmest afsky, som var de hvepse omkring syltetøjskrukken.

Befriende! Men hvorfor mon?

Jo, uagtet Tom Odells ubestridelige kvaliteter og fortjente status som upcoming ung mand, der allerede nu kan fylde Store Vega i København, så var der noget uforløst stillestående i netop mange af de stille numre som "Sirens" og "Hold Me" i koncertens første del.

Spændingen og autenticiteten holdt ikke hele vejen. Måske manglende modenhed, måske manglede virkeligt fængende melodier til at forløse den smerte, som lå og vibrerede i materien et eller andet sted, uden at den kom helt frem i lyset.

Før til sidst.

 

Las Vegas-skiltet

Hvad der til gengæld kom helt frem i lyset, var et Las Vegas-agtigt lysskilt tværs over scenetæppet med Tom Odells eget navn på – hvis nogen skulle være i tvivl om, hvem vi så... Og det var publikum næppe, eftersom Vega plukkede et par hunderede kroner per billet fra et gennemgående ungt, studieegnet publikum. Måske Las Vegas-skiltet kunne have været mere originalt, mere elegant og ja, mere spændende, så baggrunden kunne have givet showet et pift frem for at være lidt kikset, stillestående, som koncerten momentvis også var.

Men rygtet om noget specielt (indimellem) må have virket som en magnet: Tom Odell blev i hjemlandet England kåret til "Critic's Choice" til Brit Awards 2013 i forlængelse af udgivelsen af hans ep "Songs from Another Love" fra 2012. "Can't Pretend" har også været flittigt spillet på Danmarks radiostationer, og i november var Odell at finde i et udsolgt Lille Vega.

Der er også med koncerten i aftes langt i ovnen til en betydningsfuld karriere som singer/songwriter. Tom Odell kan allerede sagtens kan favne en stor sal, som han sidder der ene mand med sit klaver i profil mod publikum flankeret af guitar, bas og trommer.

Men altså: Med den billetpris er der ikke tale om en ligegyldig X Factor-konkurrence. Man kan godt stille skrappe krav.

Odells vokal spænder endnu ikke over så pokkers mange variationer, lidt nasal og kvækkende - og til tider ensformig. Til gengæld skabte netop det faktum, at det ikke var skønsang, som han var ude på, indimellem en intensitet og troværdighed bag en længselsfuld sang som "Grow Old With Me".

For dem, som kan huske C.V. Jørgensens gennembrud for en krig siden, er der en parallel. Det tog tid at vænne sig til den helt specielle, men unikke stemme, som de færreste selv i dag vil kalde smuk, men hvor budskaber og sangforedrag virkede som at duppe huden med brændenælder. Noget, der er ganske umuligt at ignorere.

Første gang den kvalitet kom op til overfladen hos Tom Odell var i nummeret "I Can't Pretend", hvor et tungt sejt trommebeat drev sangen frem til højder, som virkelig gjorde ham værd at lytte efter. Og umulig at ignorere.

Tom Odell har en stærk tungsindig side, og den slags kan man reagere forskelligt på. Nogle (vrede) unge mænd som Yahya Hassan skriger det hele ud med VERSALER. Andre som Tom Odell lader den stille desperation vokse indad – lige til fanden tager ved ham til slut.

Der er fornuft i at lade en koncert vokse hen mod et klimaks.

Jeg tror, Tom Odell med tiden vil holde dampen oppe hele vejen både mod et langt større klimaks – og med langt større tyngde også bag de stille stunder. Den erfaring og overblik, som det kræver, er Tom Odell godt på vej til at skabe sig.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA