x
Green Lives: Atlas, Aarhus

Green Lives, Atlas, Aarhus

Green Lives: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det var den foreløbige kulmination på en rejse, der nu har varet i seks år, da aarhusianske Green Lives omsider kunne holde releaseparty for deres debutalbum "The Years" på Atlas i hjembyen. Bandet blev dannet i 2008, blev "Månedens Demo" i GAFFA samme år, udgav deres første ep i 2010, skrev pladekontrakt med det halvstore selskab Mermaid (Tim Christensen, D-A-D, Sanne Salomonsen med flere) i 2011, udgav en ep i 2012, og nu er albummet her omsider. Det er til gengæld langt, 16 numre på 58 minutter, og alle sange minus de to instrumentalnumre blev fremført ved releasefesten, hvor gruppen desuden havde allieret sig med hele seks gæstesolister, der hver ville fremføre en af sangene.

Det kan synes en smule prætentiøst for et albumdebuterende orkester at indkalde gæsteoptrædende til en udgivelsesfest, men Green Lives har høje ambitioner. De blev heldigvis langt hen ad vejen indfriet ved koncerten, hvor Atlas i øvrigt var udsolgt – 300 personer havde fundet vej til spillestedet. Ganske godt gået for debutanter, men Green Lives var dog også på hjemmebane.

Som sagt fik vi stort set hele albummet "The Years", men sangene kom dog ikke i den rækkefølge, de figurerer i på albummet. Bandet lagde nemlig ud med udgivelsens næstsidste nummer, "Falling Stars", med den primære sangskriver Jens-Ulrik Kleemeyer på keyboard og leadvokal og flotte, flerstemmige vokalharmonier fra alle øvrige medlemmer: Guitarist og bandets anden forsanger Mark Christiansen, keyboardspiller og guitarist Andreas Riis Mandrup, bassist Johannes Bech og trommeslager Kasper Frost Iversen.

I næste sang, den (bortset fra den dramatiske crescendo-afslutning) helt afdæmpede og let melankolske "Rain", satte Jens-Ulrik Kleemeyer sig om bag flyglet, hvor han i øvrigt befandt sig en stor del af aftenen, mens Mark Christiansen overtog leadvokalen. Hans vokal er noget lysere end Kleemeyers og virkelig flot, og kombinationen af en klar stemme, smukt flygel og stærke vokalharmonier gjorde nummeret til et tidligt højdepunkt i koncerten.

 

Gæster i trængsel

I "Adelaide" fik vi aftenens første gæstesolist, Asbjørn Hvelplund fra Aarhus-gruppen Bunker, der havde taget sig den frihed at skrive en dansk tekst til sangen. Det slap han godt fra, og i det hele taget gjorde solisterne et godt indtryk. Aftenens eneste kvinde Ida Wenøe fra Boho Dancer gav "Time" et feminint udtryk og var med sin sødmefulde stemme en behagelig afveksling fra de mange, om end ofte ret lyse herrestemmer på scenen.

Mathias Slot fra King's Light Infantry gav en udmærket "Sun In September", mens Andreas Riis Mandrup fremdrog sprøde toner fra sin mandolin. I "All The Love" kom Niklas Frost Iversen fra The Olympics – og trommeslager Kaspers bror – ind, mens Mark Christiansen understøttede med fint fingerspil på akustisk guitar, og Jeppe Skriver ligeledes bidrog med diskret, stemningsfuld saxofon.

I den stærke "Artifacts" præget af heftig akustisk guitar måtte nummeret kortvarigt afbrydes, da Jens-Ulrik Kleemeyers mikrofonstativ satte ud, men bandet kom hurtigt tilbage på sporet, og publikum og band tog den lille bøf med oprejst pande. Snævar Njáll Albertsson alias Dad Rocks! sang for på "Landslide" med aftenens nok dybeste leadvokal og gjorde det også udmærket, om end han skævede lidt meget til sangteksten på gulvet. Et par øvetimer mere ville næppe have skadet.

Martin Sahlertz fra Annasaid var aftenens sidst gæst på et af Green Lives' flotteste numre, den shufflende og supermelodiske "Everybody Knows Who You Are, Anna", der også fik gang i fællessangen i den fyldte sal. Herpå afsluttede bandet selv sættet med endnu en flot ballade, "The Girl With the Camera" med flere formfuldendte vokalharmonier.

 

Blæserkaniner op af hatten

Den begejstrede sal krævede ekstranumre, og det fik de, først "We Don't Need No Uniform" fra gruppens to år gamle ep med mere fællessang og endelig det forrygende uptempo-nummer "Anna Lee". En sang, der af uvisse årsager desværre kun er udgivet digitalt, selvom det er en af gruppens stærkeste kompositioner. Her hev bandet endnu en kanin op af hatten i form af en blæserkvartet, der til lejligheden havde fået det oplagte navn "The Green Horns", og således sluttede aftenen i højt tempo og med højt humør.

Green Lives' releasefest var generelt absolut vellykket. Gruppens påvirkning fra folkrockede 60'er- og 70'er-navne som Crosby, Stills, Nash & Young, The Band, The Byrds og Simon & Garfunkel er tydelig, ikke mindst i de mange vokalharmonier og strengeinstrumenter. Green Lives er dermed ikke udpræget nyskabende, men de bærer den musikalske tradition smukt videre, og Jens-Ulrik Kleemeyer skriver nogle solide sange.

Ikke alle numrene var på samme tårnhøje niveau som "Rain", "Artifacts", "Everybody Knows Who You Are, Anna", "The Girl With The Camera" og "Anna Lee", men omvendt var der heller ingen, der faldt igennem. De mange gæster gjorde det fint uden at tage for meget fokus fra aftenens hovedpersoner, uden at det ligefrem nåede niveauet for The Bands koncert "The Last Waltz", som gruppen erklærede sig inspireret af – men det havde ingen vel heller forventet.

Bandet påpegede undervejs, at koncerten fandt sted på den allersidste vinterdag, og Green Lives' overvejende optimistiske sange var et godt lydspor at lægge mørket og kulden i seng til. Mærkværdigt nok har gruppen for tiden ingen koncerter i støbeskeen – det kommer forhåbentlig, for de er bestemt værd at se live. Indtil da kan vi varme os med "The Years".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA