x
Pharrell: G I R L

Pharrell
G I R L

Pharrell: G I R L

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 03.03.2014
Anmeldt af
Sohail Hassan

Fra sin høje trone som kongen af populærmusik begaver Pharrell Williams os med et nyt album. Foruden hittet Happy, der sikkert perfekt beskriver, hvordan han har det med sin musikalske karriere lige nu, har han domineret 2013 med giga-hits som Blurred Lines og Get Lucky.

Hans nye album, der er en hyldest til kvinder over hele verden, hvis man skulle være i tvivl om hans standpunkt over for det fagre køn, åbner med nummeret Marilyn Monroe, der en konge værdig har strygere komponeret af selveste Hans Zimmer og et beat, som ville gøre Michael Jackson en ære. Lyden minder ikke så lidt om Daft Punks, da det er de samme folk, som står bag. Det er funky. Det er frisk. Det er Pharrell, som vi elsker ham.

På andet nummer Brand New synger han duet med en anden royal, der skylder ham meget af sin succes på sin debut, Justin Timberlake. De to falsetter klæder hinanden og klinger smukt på det igen dansable nummer. På tredje sang Hunter, der er mere rocket og råt, filosoferer Pharrells falset over lugten af sex. En ørehænger uden lige. Tempoet er på ingen måde sat ned, og danseskoene gløder stadig. Og det fortsætter ufortrødent på fjerde nummer Gush, der bringer tankerne hen på tidligere Pharrell-produktioner med sine staccato-tromme/rytmeguitar riffs. Havde det ikke været for den frække tekst, kunne man igen godt have forestilllet sig MJ på dette track. Happy, det femte nummer behøver ikke nogen beskrivelse. En sang, som i den grad lever op til sin titel og går rent ind.

Krudtet er langt fra skudt af på første del af albummet. Sjette nummer Come Get It Baby har Miley Cyrus på kor og enkelte vers. Det er en lækker hand-jive-agtig håndklappende partysang, der ikke knækker rækken af gode numre hidtil. Den forfinede Daft Punk disko-lyd gør sit indtog igen på syvende sang Gust Of Wind, hvor the Robots selv gæster, og det er ubeskriveligt lækkert. Måske albummets mest indfølte nummer, der smukt rammer følelsen af at være forelsket. Det er imponerende, som den ene vellykkede komposition afløser den anden.

Efter at have leveret adskillige potentielle singler siden starten tillader Pharrell sig at byde os et af sine mere eksperimenterende numre. Lost Queen er en minimalistisk produktion baseret næsten udelukkende på et afrikansk mandekor, men både interessant og lyttevenligt. Nummeret glider over i bølgeskvulp og så over i den helt langsomme r&b-skæring Freq, hvor Pharrell spacer ud og synger om at rejse indad. Han får hjælp af den næsten glemte sangerinde JoJo.

På næstsidste sang Know Who You Are, der lige fra starten behager med sine rare raggae-rytmer, gæstes han af Alicia Keys. Igen et glimrende samarbejde af manden, der har arbejdet med forskellligartede kunstnere nok til at kunne få det bedste ud af dem. Albummet sluttes med It Girl. Igen med en tydelig funk-guitar og om end laid back stadig både danse- og lytte-venligt. Man under Pharrell hans plads på toppen, når han i høj grad leverer varen. Den her bliver svær at slå.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA