x
Blixa Bargeld & Teho Teardo: Huset KBH

Blixa Bargeld & Teho Teardo, Huset KBH

Blixa Bargeld & Teho Teardo: Huset KBH

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

For anden aften i træk optrådte Einstürzende Neubauten-forsanger Blixa Bargeld i Huset-KBH, det der tidligere hed Huset i Magstræde, sammen med Teho Teardo, Martina Bertoni og den elektriske strygerkvartet, Messerkvartetten. Husets øverste sal, Planeten, dannede rammen om den på alle måder særdeles intime koncert, hvor man i bogstavelig forstand sad lige foran musikerne.

Koncerten var bygget op om "Still Smiling", det album Bargeld og Teardo udgav sammen sidste år, et album jeg bevidst havde undladt at lytte til inden aftenens koncert. Normalt når Blixa Bargeld står på scenen, naturligvis specielt i Einstürzende Neubauten-sammenhæng, kender jeg så godt som al musikken i forvejen, så denne gang ville jeg gerne prøve den modsatte situation, delvist for at se om den gamle røver sådan for alvor kunne overraske mig. Og lad det bare være sagt med det samme; nej, det kunne han ikke sådan for alvor, hvilket Bargeld selv formentlig ville være aldeles ligeglad med, og sådan skal det måske også være.

Musikken var, ikke overraskende, generelt nede i tempo, eftertænksom i lyrikken og velarrangeret, hvad lyd og instrumentering angår, og lyden var generelt god koncerten igennem, hvilket selvsagt var et plus, ikke mindst med denne type musik. Bargeld tog sig naturligvis af vokal samt pedalbehandling heraf, og en enkelt gang undervejs kvækkede han i en mundharmonika, hvilket ikke var noget at skrive hjem om, så det vil vi nu lade ligge. Teardo var aktiv undervejs på elguitar, pedaler og laptop, mens Bertoni tog sig af elektrisk cello - også udstyret med en god samling pedaler. Senere i løbet af koncerten dukkede også den skotskternetklædte Messerkvartet op, men mere herom senere.

Velkendt, men veludført
Når jeg skriver at Blixa Bargeld ikke sådan for alvor formåede at overraske mig, så hænger det sammen med, at jeg har fulgt ham og ikke mindst Einstürzende Neubauten i efterhånden mange, mange år, og har man gjort det, så vil man også vide, at netop flere af de senere Einstürzende Neubauten-udgivelser har budt på flere numre i behageligt tempo, med eftertænksom lyrik og helt og aldeles uden de depressive støjorgier, der oprindeligt kendetegnede gruppen dengang i firserne, hvor vi ventede på atomkrigen.

Det er altså således, for den oplyste lytter, hverken nyt eller fremmed, at Blixa Bargeld ikke nødvendigvis skal hyle og skrige konstant, på en bund af boremaskiner, støjguitarer og skingre synthesizere. Så derfor følte jeg egentlig, selvom jeg ikke kendte de individuelle numre før aftenens koncert, at jeg alligevel kendte til lyden, det basale udtryk. Og er det så godt eller skidt? Lidt begge dele, vil jeg sige, afhængigt af hvad man går efter.

Hånden på hjertet, jeg sad et par gange under koncerten og tænkte, at hvis nu gamle fæller som Hacke eller Unruh havde siddet med i den kreative proces, så kunne de måske have trukket på smilebåndet og sagt "du, Blixa, har vi ikke lavet det her nummer før?", for der var bestemt passager, der lød meget bekendte for den garvede lytter - flere numre kunne sagtens have fundet vej ind på sene Einstürzende Neubauten-udgivelser, uden at nogen ville have undret sig. Og det er der vel i grunden ikke noget galt i, da slet ikke hvis man kan lide også de sene Einstürzende Neubauten-udgivelser. Heri er jeg enig. Samtidig kunne man også indvende, at man netop i samarbejdet med andre konstellationer kunne håbe på en lyd, et udtryk, der var væsentligt anderledes, end det man normalt beskæftiger sig med. Heri er jeg også enig.

Hvor lyden og udtrykket altså på mange måder lagde sig i forlængelse af ting Bargeld et. al. har arbejdet med igennem de senere år, så må man også samtidig understrege, at udførelsen var i top. Ikke mindst numrene med Messerkvartetten glimrede ved gode arrangementer, også fordi de fire elektriske strygere føjede yderligere variationsmuligheder til paletten, hvilket fungerede godt. Og så var det i øvrigt også fint at høre Bargeld croone sig gennem Tiger Lillies' "Alone With The Moon" samt give den som italiensk popsanger i "Soli si muore" - begge særdeles vellykkede covers. Og skulle der så alligevel være en overraskelse på falderebet, så skulle det måske netop være den, at det var disse to coverversioner, der måske endte med at fungere bedst til koncerten.

Jeg kniber mig op på fem stjerner for flot og yderst kompetent fremførelse. Og også lidt for gammelt venskab.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA