x
The William Blakes: Amager Bio, København

The William Blakes, Amager Bio, København

The William Blakes: Amager Bio, København

Anmeldt af Kasper Bruun Vindum Brandt | GAFFA

På en kold forårsaften på Amager lukkede The William Blakes for sjette gang op for godteposen og lod os mærke varmen fra de haitianske himmelstrøg, som koncerten støttede. 

Stemningen ikke ligefrem skriger fastelavn, inden opvarmningsbandet Basco går på. Nogle er klædt ud til fastelavnsfest, andre er ikke. En pingvin har taget sine to venner med. De har skovmandsskjorter på og står konsekvent med hænderne i cowboybuksernes små lommer. Pingvinen har til gengæld to fadøl – og det lader til, at han får brug for dem, hvis han ikke skal skrumpe sig i sin udklædning af bare pinlighed. Han bliver dog afledt af drengene fra Basco, som går på scenen.

Basco:

De fire folkemusikere indleder med violin, bratsch, harmonika og lut-guitar. Iklædt grisefjæs, 1600-tals paryk, afrohår og superman-dragt spiller de sikkert op til dans, men salen er endnu ikke klar til den slags fysiske gøren og laden. Til gengæld er niveauet tårnhøjt, og den glade kvartet lader sig ikke slå ud af manglende dans – de lader i stedet instrumenterne tale for dem, og det i et hæsblæsende tempo, som selv den hurtigste power-metal-guitarist ville udfordres af. Det folkelige firkløver har imidlertid formået at fylde salen – med både publikum og vellyd. De forlader scenen med oprejst pande til stor applaus, hvilket er fuldt fortjent.

Der følger en lang pause – en halv time – før The Williams Blakes går på scenen. Et par udnytter ventetiden til at fejre den sidste fest inden fasten ved at dele rigelige mængder mundvand på et trappetrin. Et væsentligt større udsnit af dyreriget er også kommet på gulvet i Amager Bio. Det tæller både tigre, katte, ulve, køer, zebraer og – en hyldest til vores alles Marius – en giraf. 

The William Blakes:

Og så, pludselig sker det. I en synthesizerharmoni, der fylder hele salen – spillet af en klovn – træder det 10-11-12-13 mand store orkester på scenen. Der er en cowboy, en kineser, en munk, en Jedi, et par diskofyre, en halvnøgen julemand, der spiller trommer, en klovn, en Ninja, en 80'er rocker, en nymfe og den unge hr. Leth junior i et ægyptisk farao-lignende kostume. Willam Blakes'ene bryder i nummeret "Hope & Destruction", hvorefter Kristian Leth proklamerer at:

Vi har samlet et ekstra stort kærlighedsband i aften!, og sætter i gang med andet nummer, "The Thing We All Believe In". Stemningen er høj, og det store orkester spiller sikkert og taktfast sammen. Leth introducerer den gamle Moonjam'mer Jens Haack, som entrerer med sin store tenorsaxofon. Han er ikke udklædt, men iklædt et sort jakkesæt med kassebukser – sådan et af dem fra 30'erne.

Han har også laksko og flæseskjorte på, og ligner én af dem, der burde sidde på The Cotton Club i New York og spille våd jazz. Men nu er han altså her, og en drivvåd saxsolo bliver vi ikke snydt for. Haack slynger den ud over scenekanten med stor ynde, mens hans skaldede isse fortætter sveddråberne hurtigere end skalabevægelserne i soloen – og publikum står svedige, stakåndede tilbage efter tre minutters intens solo-musiceren på nummeret "Caves and Light". Herefter forlader han hurtigt scenen, men lader saxofonen stå.

Efter endnu et par numre brydes koncerten op af vokal-ensemblet Glas, der for en tid indtager scenen. Her overbringer de ungarsk folketradition svøbt i harmonier, der kan kaldes en blanding af barokken og neomodernisme. Glas bjergtager dog ikke hele publikum, der i stedet bruger pausen på at fylde ølkrusene og få sig en sludder. Kvindekoret forlader scenen til stor applaus – så nogen må de dog have overbevist.

Smelte-sax og folkefortællingens melankoli 

Kristian Leth og kompagni returnerer, og efter et par sange – hvoraf den ene, "The Shock", dedikeredes til det ukrainske folk – kommer X Factor-vinder Martin Hedegaard frem og synger et par sange. Det gør han til UG med kryds og slange i en teknisk demonstration af stemmens muligheder indpakket i store lydflader. Bandets sammenspil og tightness bliver desuden demonstreret undervejs i "The Light (Plane To Spain)", hvor en flere minutter lang tromme-duel udspiller sig mellem de tre trommeslagere, hvorefter sangen fortsætter uhindret og let.

Sangen efter er et nummer, hvor publikum bliver forkælet med endnu en af de mange gæstesolister. T.S. Høeg kommer luntende ind fra siden og spiller hurtigt og let på den – noget mindre end Haacks – altsaxofon, imens hans danser i pludselige og vilde bevægelser. Han er en showman, og han har showhatten på. En flad, sort hat dækker hans hoved, mens det skæggede ansigt spiller hvirvlende soloer, som smelter scenegulvet, hvor han står.

Aftenens anden rejse bringer os med Sussie Luscinia ind i folkefortællingens underspillede melankoli, som Sussie overbringer med størst mulig intensitet. Der er helt stille blandt publikum – heller ikke dyrene kan man høre noget fra. Amager Bio gik for en stund i stå – ind i et dybt og reflekterende rum, overbragt af en smuk kvindestemme, flygelhorn, harmonika og sarte el-guitarharmonier.

Efter blot et enkelt nummer kommer trioen Dreamers Circus, som i deres optræden undervejs bliver akkompagneret af The William Blakes. Kristian Leth dirigerer håndfast orkesteret med simple armbevægelser, som alle tilsyneladende er indforstået med. Der følger endnu et par sange, hvor Haack igen gæsteoptræder. Det skal desuden siges, at gæsterne Thomas Andersson og Stefan Pasborg indgår som en del af bandet – Andersson som aftenens bærende lead-guitarist, der med lethed vælter publikum i heltesoloer, og Pasborg som en del af percussion-holdet, der udskifter lidt undervejs.

Aftenens afslutningssalut er to numre med selveste Hugo Rasmussen som gæstesolist. Det gamle, skæggede jazz-hoved kan stadig, hvad han overbevisende gjorde os klar over på nummeret "Reality" med en lang, synkoperet kontrabassolo.

Det var en stor aften i Amager Bio. Publikum var tændte og klar til overraskelser. De fik det hele – og lidt til – af et veloplagt The William Blake med multikunstneren Kristian Leth i front, samt fra de mange gæstesolister, der formåede at præge aftenen med pomp og pragt.

- Vi gør det igen næste år! Det er for fedt! Det er allerede planlagt!, råber Kristian Leth som afskedskommentar, mens han vinker af til publikum. Imens må vi glæde os.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA