John Newman: Store Vega, København

John Newman, Store Vega, København

John Newman: Store Vega, København

Anmeldt af Christina Majcher | GAFFA

Første gang, jeg støder på John Newman, er på en af de ture på internettet, hvor det ene klik fører til det næste. Pludselig er jeg havnet på YouTube og musikvideoen til hans hitsingle "Love Me Again".

Først tror jeg fejlagtigt, at John Newman er den meget, meget pæne unge mand, der løber i slowmotion op ad trapperne i de første fem sekunder af videoen. Det finder jeg selvfølgelig hurtigt ud af, det ikke er. Fyren på trappen er den britiske fotomodel Tommy-Lee Winkworth, som er placeret som romantisk blikfang i videoens Romeo- og Julie-historie, og ja, det virker. Sikke et magnetisk ansigt.

Men selvom det er et pretty face, der hiver mig ind, er det selve nummeret, der gør, at jeg bliver hængende. Sikke en ørebasker.

Dét er jeg jo så ikke den eneste, der synes. Mere end 96 millioner gange er der blevet klikket på den musikvideo på YouTube. Indtil videre. Dét er dælme mange kliks.

Og lad mig lige blive ved den video et øjeblik - og da jeg så den første gang. Der var noget over hele stemningen i videoen – lokalet, belysningen, det tøj, folk har på – der mindede mig om det område, jeg engang boede i i London. Det viste sig da også (ved et par yderligere klik på internettet), at John Newman faktisk blev opdaget af den elektroniske producerkvartet Rudimental, da han optrådte på en pub i Finsbury Park. Lige præcis det område, jeg boede i. Well, waddyaknow.

Efterfølgende fik Newman så kickstartet sin karriere med en gæstevokal på Rudimentals megahit fra 2012, "Feel the Love". Og nu er han på tour med sit eget debutalbum "Tribute", der røg ind på en førsteplads på hitlisterne i England og, som titlen påpeger, er et hyldestalbum til hans højt elskede inspirationskilder i den klassiske soul og Motown.

Sort vest og højt pandehår
Og der er på alle måder noget klassisk over den unge John Newman, der kommer på scenen i Store Vega iført hvid opknappet skjorte, sort vest og højt pandehår med den der hvide signaturstribe - og straks hopper energisk ud i titelnummeret "Tribute".

Hvis forældregenerationen er bange for, at nutidens ungdom bare står og tramper til elendig og hysterisk hyletone-EDM, ville de da få det helt rart nede i maven over scenariet denne tirsdag aften i Store Vegas smukke mahogni-sal. Se den pæne, velklædte unge mand på scenen! Som kan synge! Ih, hvor kan han synge! Og han har tjek på musikhistorien! Verden står endnu!

Og ja, der er også noget næsten 50'er-agtigt dydigt over den flirt, der foregår mellem ham og salen. Den unge brite skal bare vende ryggen til og ryste lidt med rumpen (hvilket sker første gang i løbet af andet nummer), så hvines der vildt hele vejen nede fra bagerste række. Tricket bruges naturligvis adskillige gange senere i løbet af koncerten, og det er der ikke noget at sige til. Effekten er mærkbar.

Newman har i det hele taget en ret sjov, sidekværnende dansestil, som skaber vild jubel, hver gang han kaster sig ud i en ny omgang. Det er dejligt underspillet og en lillebitte smule kejtet. Og hyperpopulært.

Og så er der selvfølgelig stemmen, den lidt raspende og fuldstændigt sikre stemme i midten af det hele, der er grunden til, at han og vi alle sammen er der. Det er dén, de der bevægelser og så den der måde, han stadig kan smile forlegent på, der skiller ham ud. Det er også rigeligt, kan man høre på salen og se på salgstallene.

Men altså: Undervejs når man også at tænke, når det kommer til musikken, at det der jo lyder som noget, man har hørt for. Dét er så igen ikke så mærkeligt. Albummet har jo netop titlen "Hyldest" og er gennemsyret af, at det er det, det skal være. Men det er stemmen, energien og så det der ikke helt fuldstændigt indlysende, men i hvert fald helt særlige ved ham, der rykker det opad.

Koncerten er bedst og mest medrivende i de hurtigste og mest dansable numre. Folk er med hele vejen. Venindeflokke hviner og jubler. Tyndhårede mænd med stribet skjorte under pulloveren synger med med lukkede øjne. Det første ekstranummer er et Rudimental-track, hvor bassen blafrer helt op i panden. Og så peaker det hele, nøjagtigt som man kunne forudse, med "Love Me Again" som det allersidste nummer. Uh, altså, hvor er det bare et godt track. Det suger sig fast i hjernen, på den gode måde. Man har lyst til at danse til det hele vejen hjem.

Lad os håbe, at Newman har mere af den slags fester i ærmet til sine kommende udgivelser. Og lad os håbe, han kan beholde den kejtede charme og det der forlegne smil, som måske stadigvæk er en lillebitte smule forbløffet over det hele, så længe som overhovedet muligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA