x
Poul Krebs: Gimle, Roskilde

Poul Krebs, Gimle, Roskilde

Poul Krebs: Gimle, Roskilde

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

Arkivfoto

Det var en mørk og kølig torsdag aften. Kun med nød og næppe var der plads hos pizza-pusheren. Det var, som om stemningen i omegnen af Gimle i Roskilde allerede et par timer før koncerten bar præg af koncentreret dansk hygge for et relativt modent og aldeles fredeligt publikum. Så fredeligt, at de fleste havde indtaget deres siddepladser og kiggede forventningsfuldt op mod den sparsomme sceneopstilling længe før, klokken faldt i slag.

Guitaren blev overraskende slået an fra et sted bag i salen, hvorefter Poul Krebs blev taget imod af, hvad der i bred forstand må betegnes som et hjemmebanepublikum. I hvert fald kunne aftenens énmandsband skælmsk advare om risikoen for, at aftenen ville byde på en del gamle sange, hvorefter han startede med et par vers fra "Jens Vejmand", der straks slog i titelnummeret fra den nye cd, "Asfalt".

 

Fortællingen bag sangen

På den måde var det fra starten gjort klart, at Poul Krebs er formidleren af iagttagelser af det jævne, almindelige liv. Måske ikke i form af politiske statements i tråd med Jeppe Aakjær, nej mere som fastholdelse af øjebliksbilleder, der emmer af lune eller vemod.

Med indledningen til "Der er noget ved alting" blive banen kridtet op til fortællingen om, hvorfor en kvinde af alle steder havde søgt til Vorupøre og var blevet hængende, blandt andet for at sælge espresso i en iskiosk. Hendes kæreste, surferen, kunne hun ikke få trukket med til København – for der boede jo alle dem fra Thisted af (!)

Der gemmer sig på den måde en fortælling bag hver en sang. En fortælling, der også findes i ordene i for eksempel den lune beretning om drømmen om at stå og tygge Dandy-tyggegummi sammen med Henry From – i sangen, der bærer dennes navn - og reflektere over tyggegummiet på stolpen og den nok så kendte redning af et straffespark mod Ungarn.

… og nu, hvor Poul Krebs alligevel havde fat i minderne over for et publikum, der kunne huske det samme som ham selv, blev der sendt en tanke til nu afdøde Bamse, der havde indspillet "Som dug for solen" – og til Peter Belli, der har indspillet "For enden af regnbuen". Sange, der bestemt kan bære andres fortolkning, men som, når alt kommer til alt, kommer stærkest til deres ret, når det er Poul Krebs selv, der synger og spiller for.

 

Personerne i sangene

Der var oplevelser med færgen på vej til turne i Norge i "Stena Line". Der var beretningen om mekanikerlærlingen Johnny – der stod i lære hos Arnes Auto … som var ejet af en, der hed Bent. Og så en bred vifte af sikre "hits", blandt andet "Bjergene på Mols", der blev brugt som indpakning af et medley med numre af Bruce Springsteen, Kris Kristofferson, Simon and Garfunkel og Cæsar. En medley, som efter Poul Krebs' udsagn kun alt for tydeligt kunne anvendes i en pejling af publikums alder, når det viste sig, at der rent faktisk blev sunget med.

Denne hyggelige og publikumsnære aften bød i lange stræk på sikre valg uden de helt store svinkeærinder. Det første ekstranummer, "Vi tog heldigvis fejl", bliver på den nye cd sunget i duet med svenske Lisa Nilsson. Denne aften blev sangen imidlertid fremført i duet med den Roskilde-lokale Ofelia, der med en klar og sensuel vokal – for nu at udtrykke det i fodboldsprog – spillede lige op med Lisa Nilsson.

 

Et møde med publikum i øjenhøjde

Når musikken bliver barberet ned til én mand med en guitar – så kan være en risiko for, at variationen numrene imellem går tabt. Poul Krebs formår imidlertid at binde både nye og gamle sange sammen til en helhed, der fungerer. Nok mente han, der på en solotur kunne være tilløb til noget, der ligner en foredragsturne, hvorfor han da også hen imod aftenens ekstranumre kunne sige: "Er der nogen spørgsmål?" Mest af alt for at høre, om der var særlige ønsker, hvorefter publikum råbte et virvar af sangtitler. Så for en sikkerheds skyld rundede han af med et hastigt udvalg af dem, der blev råbt mest på.

Allersidste nummer denne aften var "Små sensationer". En lige lovligt kæk betegnelse for Poul Krebs' bagkatalog? … og så rummer sangen måske alligevel noget af nøglen til, hvorfor der fortsat og også denne aften var udsolgt, når han synger: "Jeg har fået nok af Natural Born Killers, Emergency 911. Gi' mig en af de virkelige thrillers. Gi' mig far til fire på Bornholm".

Poul Krebs er ikke den store fornyer og giver sig i grunden ikke ud for at kunne eller være mere, end han kan og gør. Og det er nu slet ikke så ringe, hvis man som publikum kan spejle sig i de lune og til tider skæve iagttagelser – og måske lige få lyst til en ekstra gang at række hånden ud efter manden, konen, kæresten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA