x
Savages og A Dead Forest Index: Store Vega, København

Savages og A Dead Forest Index, Store Vega, København

Savages og A Dead Forest Index: Store Vega, København

Anmeldt af Kim Lykke Andersen | GAFFA

I aftes bød Store Vega på pigesmæk og musikalsk opsang fra postpunkgruppen Savages, som beviste, at de hersker på postpunk-tronen, og herfra kan pigerne, at dømme ud fra aftenens koncert, få lov at regere længe endnu.

Oprindeligt var det meningen, at Savages og support A Dead Forest Index skulle lydtæske publikum i Lille Vegas lokaler, men da billetterne hertil blev revet væk i løbet af få dage, blev koncerten i stedet rykket til Store Vega. Heldigvis bød aftenens mindre intime omgivelser alligevel på støjende lussinger og sonisk bøllebank, som formåede at slå hver og én blandt publikum omkuld. Men med den form for tæsk, hvor man gladelig rejser sig på benene igen for at modtage en ny omgang.

 

Opvarmning: A Dead Forest Index ****

Som opvarmning startede de australske brødre Adam og Sam Sherry aftenen med deres hårdtslående indierock i kraft af konstellationen A Dead Forest Index.

Duoen medbragte deres ep fra 2012 "Antique", og aftenens højdepunkter herfra var klart "Distance" og "Anchoring the Hands". Adams nærmest hæshviskende vokal startede langsomt ud på "Distance" og eskalerede herfra ud i en hjertepint rockeskapade med hans messende "Turning the distance into a pattern… endlessly alone native" med tilhørende tunge guitar-riffs og Sams tunge trommebeats. Klimaks kom ved omkvædet, hvor Adams vokaltalent skar klart og tydeligt igennem lokalet harmonerende med brormand Sams korvokal og triumferende trommeslag. Omvendt startede tonerne til "Anchoring the Hands" i et lidt lettere hektisk up-tempo, for så herefter brat at stoppe op i et tungt monotomt trommebeat med omkvædet udført nærmest a cappella.

De to brødre bød hermed på et interessant møde med mørk indierock indeholdende hæs vokal, tunge guitariffs og hårdtslående trommer. En musikalsk oplevelse, som jeg personligt ikke har hørt længe, men hvor nærmeste reference og udpluk umiddelbart kan trækkes fra bands som Dead Can Dance, The Black Angels eller Chelsea Wolfe. Aftenens opvarmning vækkede derfor interessen, og man kan bestemt glæde sig til at høre mere fra "A Dead Forest Index" i fremtiden.

 

Savages *****

Efter en mindre pause gik pigekvartetten Savages på scenen klokken 22, og satte så ellers gang i en times uafbrudt magtdemonstration af præcis, hvordan livemusik skal skæres. Hele koncerten blev leveret med en intens indlevelse som sjældent opleves, og glæden ved at spille strålede ud bag de mørke britiske punkpiger. Hermed beviste Savages gennem en hel koncert at være al hype, og endda mere til, værd. Pigerne har da så sandelig også sat sig på lyden af den moderne postpunk, siden de sidste år udkom med deres roste debutalbum "Silence Yourself". Her har de fortsat og redefineret punken og postpunken fra pionerer som Sex Pistols, Joy Division, The Germs og The Birthday Party. Nu er året 2014, og det er gået stærkt siden 2012, hvor Savages pludselig var på alle musikerkritikers læber.

"About dying in a car crash"

Her dagen efter koncerten må Savages bestemt også være på mange af d,e som i går overværede koncertens læber. Savages indtog scenen og startede lige på og hårdt ved "I am Here", og med denne hårdt blæsende intro herskede der bestemt ingen tvivl om, at Savages nu var her. Numret eskalerede til sidst ud i en up-tempo version, hvor forsanger Jehnny Beths skingre vokal intensiverede i takt med trommeslagene fra Fay Milton, og de lagde hermed takterne til en mindefuld koncertaften.

Med bedste punkattitude præsenterede Beth, uden at fortrække en mine, næste sang "Flying to Berlin" som en sang "about dying in a car crash", og forsatte herfra tomlen derudad. Næste gang Beth igen ytrede sig til publikum, spurgte hun stirrende: "Are you ready to give me something? So many skinny pretty girls around", og således gik en hæsblæsende version af "City's Full" i gang med Gemma Thompsons heftige guitariffs og Ayse Hassans tunge bas. Publikum gav nu for alvor efter og gik i en trance af headbangs og arm fists i luften. Beths skrig og nærmest kommanderende opråb ud over kanten med indlevende dans fik hele salen til at juble. Cirka halvvejs inde fik publikum en lille hvilepause, da tempoet i sættet blev taget helt ned med den drømmende punksjæler "Waiting for a Sign". Beths vokal fik her lov tiggende og dragende at fylde hele rummet op, og Thompsons guitar skar helt ind i hjertet på en.

"Don't let the fuckers get you down"

At de fire piger er født til at stå på en scene var klart for enhver, og hver karakter var en fryd for både øje og ører. Fay Milton rasede derudad med tordenslag mod trommerne, så kraftfulde, at hun ofte lettede fra sædet. Hun var som en bokser, og trommesættet hendes lette offer. Især på "She Will" boksede Milton løs på sættet, mens den ene arm fastholdt trommen, og den anden hamrede tonerne ud af det forsvarsløse trommesæt. Sidste forår udtalte selvsamme kvinde til GAFFA, at bandets musik nok nærmere passer ind på en mørk natklub end en festival i sollys. Også derfor blev koncerten i går en langt større oplevelse målt i forhold til Savages Roskilde optræden sidste år. Milton blev især iscenesat ved "Shut Up", hvor scenelyset dannede skyggeomridset af hendes trommeslag, som strålede ud over publikum.

Ayse Hassan leverede også en energisk performance med kraftige basgange og pulsende beats, der stod i smukt sammenspil med Gemma Thompsons gåsehudsfremkaldende skingre guitartoner. Og helt i særklasse var frontkvinden Jehnny Beth på både vokal og udstråling. På trods af at Savages har været igennem en længere turne, havde Beth stadig masser indebrændt vrede i sig, og hele koncerten igennem kom dette nådesløst til udtryk med karatespark, skrig og dans. Hendes punkattitude virkede på ingen måde påtaget, og hun skar fuldstændig igennem, når hun intenst og faretruende kiggede ud blandt publikum med kommandoer som "Put me on my knees like a dirty little dog", eller da hun prædikede "Don't let the fuckers get you down.. let the cunts be cunts" og hermed opmuntrede salen til at stå ved, hvem de er, og ignorere alle (cunts), der giver grund til andet.

"Don't Wait Until You're Too Old To Take It!"

Efter et par minutters opsang til jantelov og andre fuckers gik aftenens sidste nummer af selvsamme titel "Fuckers" således passende i gang. Dette blev også afslutningen på Savages turne, og publikum modtog således alt, hvad gruppen havde tilbage i sig. Faktisk virkede det nærmest som om, pigerne ikke ville fra scenen, og nummeret fortsatte ud i en lang herlig instrumental støjomgang. Her kunne bandet have været blevet ved i al evighed, og hvis de havde gjort dette, ville publikum gladeligt stadig her i dag stå og rocke med. Finaleafslutningen var episk, og med bedste punkattitude tog Beth en sip af sin te og udløste herefter aftenens sidste skrig.

Savages var i aftes grunden til, at folk stadig går til livekoncerter. Bandet leverede det ene klimaks efter det andet i et hæsblæsende tempo uden stop. På introen til "She Will" sagde Beth: "Don't wait until you're too old to take it", hvilket publikum fra i går kun kan prise sig lykkelige for, at de ikke gjorde. Sammensmeltningen mellem Savages og publikum blev en smuk forening, hvor de rå og kontante postpunkere fra London leverede et nådesløst univers og satte hermed punktum for, at punken stadig lever.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA