x
Trentemøller: VoxHall, Aarhus

Trentemøller, VoxHall, Aarhus

Trentemøller: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Trentemøller turnerer flittigt over hele verden, og derfor er det efterhånden forholdsvis sjældent, han spiller i Danmark. Han gav koncert på sidste års NorthSide og i Vega i november oven på udgivelsen af sit seneste album, "Lost", han kommer på årets Roskilde Festival, og så var han forbi VoxHall lørdag aften. Mere bliver det ikke til i denne omgang. Trentemøller kom direkte fra Zeewolde i Holland til Aarhus til afslutningen på sin Europaturné, inden han fortsætter 29. marts i Miami.

VoxHall var næsten fyldt, og fremmødet viste noget om, hvor bredt Trentemøllers musik rammer. Der var både teenagere og folk, der kunne være deres forældre, men Trentemøllers musik er også alsidig. Nok er den i høj grad elektronisk, men den trækker også meget på rocken, ikke mindst live, hvor Trentemøller stiller op med sit faste band. Nærmere betegnet Lisbet Fritze på guitar og kor, Marie Fisker på bas, guitar og leadvokal, Jeppe Brix på guitar og kor og Jakob Høyer på trommer – og Trentemøller selv på keyboards, elektronik og slagtøj. Fra tid til anden blev bandet på VoxHall assisteret af Fraser McGuinness på bas.

De fem primære bandmedlemmer indtog scenen belyst bagfra og fremstod derfor som fem silhuetter helt fremme på scenen med kapelmesteren iført bredskygget hat – man er vel kunstner – i midten. Ellers var det ikke meget, man kunne se af de fem musikere, og sådan blev det i de næste mange numre. De fem stod som skygger i det dæmpede lys og lod musikken tale for sig selv, og den talte højt og smukt fra de første dybe bastoner fra Marie Fisker i åbningsnummeret "Still on Fire".

En af Trentemøllers mere pågående kompositioner, som straks fik sat gang i dansegulvet, og som gled direkte over i den mere eftertænksomme og melankolske, men stadig dansevenlige "Shades of Marble" med masser af stemningsfuld rumklangsguitar fra Marie Fisker og Lisbet Fritze og keyboardsolo fra Trentemøller. En mand, der adskiller sig fra mange andre elektronikamusikere ved rent faktisk at kunne spille instrumenter i gammeldags forstand og ikke "kun" programmere og trykke på knapper. Måske er det derfor, hans sange er så melodiske?

 

Stærk vokal

Senere trådte Marie Fisker frem i spotlyset på blandt andet den afdæmpede "Candy Tongue" og den anderledes aggressive "River of Life" og gjorde det godt med en lidt mere direkte og rå vokal end den mere nedtonede stil, man kender fra hendes to i øvrigt udmærkede soloplader. Marie Fisker medvirker kun på ét nummer på hver af Trentemøllers to seneste album, men synger live alle leadvokaler, blandt andet som en slags vikar for studieudgavernes Jana Hunter, Ghost Society, Josephine Philip og Ane Trolle, og det slap hun godt fra. Ikke mindst på ekstranummeret "Gravity", hvor hun på smuk facon eftergjorde Jana Hunters mange spring op og ned ad tonestigen.

Midt i sættet fik røgen lov at lægge sig med den meget smukke, tyste "Miss You" med Trentemøller og hans xylofonsolo og keyboard alene på scenen i de første par minutter, inden Jeppe Brix og Jakob Høyer faldt ind med drømmende guitar og buldrende trommer og afsluttende sangen. Et af aftenens højdepunkter. På dette tidspunkt havde fire store, mærkværdigt udseende lamper hævet sig på bagscenen. De lignede nærmest rispapirlamper i overstørrelse og gav koncerten en let mystisk dimension, som passede fint til den sine steder smådystre musik og det øvrige sparsomme lys i stemningsfulde blå, violette og røde nuancer.

I afslutningen af "Trails" overraskede Marie Fisker og Lisbet Fritze ved at kaste sig ud en slags electric boogie, komplet med hvide handsker, hvilket var noget af et stilbrud i forhold til den ikke udpræget hiphop-inspirerede musik, men underholdende var det. Måske en practical joke i anledning af turnéens afslutning?

Hovedsættet sluttede af med vokaludgaven af gennembrudshittet "Moan" med passager af The Cure-klassikeren "Lullaby"s guitartema finurligt indflettet, inden bandet kom tilbage til ekstranumre. Her var den helt nedtonede og hjertegribende "... Even Though You're With Another Girl" med Trentemøller, Marie Fisker og Lisbet Fritze alene på scenen – han på keyboard og beats, de på vokal – et gyldent øjeblik. Ligeså var den efterfølgende, tankefulde "Gravity" og den balstyriske, surf-guitarstøjende "Silver Surfer, Ghost Rider, Go!," hvor alle seks musikere var på scenen til at afstraffe instrumenterne, mens publikum jublede.

Med koncerten understregede Trentemøller igen, at han er en ener på den danske musikscene med fortjent succes langt uden for landets grænser. Han bygger bro mellem elektronika og rock, og aftenen på VoxHall var en fornem blanding af stærke instrumentalnumre og store sange med vokal og af energiske og mere neddæmpede passager – dog hele tiden med det dansable beat og den melankolske undertone i gåafstand. En fest med plads til tankevirksomhed og derfor en fest, der vil blive husket længe.

 

Opvarmning: T.O.M. and his Computer ****

Inden Trentemøller fik vi 40 minutters opvarmning fra elektronikamusikeren T.O.M., der stillede op med computer, mikserpult og diverse effekter. Altså mere klassisk elektronika uden rockelementer, men med samme mørke undertone som hos Trentemøller og ofte med dyb bas, hårdtpumpede beats og et lydniveau nær smertegrænsen. Der var dog også plads til langsommere numre, passager helt uden beats og decideret dissonante indslag. T.O.M. er også kendt som medlem af duoen Lulu Rouge, og musikken gav da også visse associationer til Lulu Rouge, men var mere fokuseret på stemninger og mindre på melodier. Absolut en passende opvarmning til aftenens hovednavn.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA