Rufus Wainwright: Musikhuset Aarhus, Store Sal

Rufus Wainwright, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Rufus Wainwright: Musikhuset Aarhus, Store Sal

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Rufus Wainwright er nu så langt inde i karrieren, at han – eller rettere hans pladeselskab – roligt kan udgive en best of. Syv studiealbum og to liveplader det blevet til fra og med debuten i 1998, og den nye opsamling, "Vibrate", bliver fulgt op af en soloturné, som torsdag aften bragte Wainwright til en næsten fyldt Store Sal i Musikhuset Aarhus, hans eneste koncert i Danmark i denne omgang.

Wainwright er en hyppig gæst herhjemme og har både besøgt København, Aarhus, Randers og Roskilde Festival, oftest med et band, der lader hans pompøse, gennemkomponerende og klassisk inspirerede popsange komme til deres ret for fuld udblæsning. Denne gang var han solo, og det gav et meget mere afdæmpet udtryk med fuld fokus på stemmen, sangene, flygelet og den akustiske guitar, som var de to instrumenter, Wainwright benyttede sig af. Også visuelt var Wainwright forholdsvis underspillet med "blot" blazer, skjorte, smalt, glitrende slips og jeans – han er set i større skrud på dansk grund.

Stemmen og fingrene var i god form, viste det sig hurtigt, da Wainwright bag flygelet lagde ud med "Grey Gardens", en sang, der henter inspiration i Thomas Manns litterære klassiker "Døden i Venedig" og dens homoerotiske undertoner. Wainwrights vidtfavnende vokal var helt i front og smukt klingende med en kraftig vibrato – så kraftig, at det til tider var svært at høre, hvad han sang. Det var sine steder næsten for meget, og da han to sange senere skulle holde en lang tone i slutningen af "Vibrate", måtte han give op og prøve igen – og undskyldte sig med en nylig forkølelse. Publikum tilgav ham dog straks.

I "Out of the Game" skiftede Wainwright til akustisk guitar, et instrument, han ikke behersker nær så virtuost som flygelet. Han holdt sig til lejrbålsassocierende akkordspil i de i alt fem guitarnumre, hvilket blev en anelse monotont i længden og føltes som halvdelen af sættet, om end publikumskommunikationen blev mere intens, nu hvor han kiggede lige på os.

Vi fik flere underholdende anekdoter, blandt andet om hvordan nogle smukke unge fyre på et nærliggende træningscenter tidligere på dagen havde fået Wainwright til at give alt, hvad han havde i sig – så han måtte tage en lur bagefter og var stadig en smule træt. Sådan fremstod han dog bestemt ikke på scenen.

 

Nye sange

Tilbage ved klaveret gav Wainwright os den smukke, dybt alvorlige "Dinner at Eight" om et faderopgør, tilsat nogle fantasifulde akkordskift, inden vi fik to uudgivne numre, en kærlighedssang til gemalen Jörn og en sang, der hyldede venskaber. Absolut gedigne sange i den velkendte klaverballadestil.

Det blev også til et enkelt nummer fra Wainwrights fransksprogede opera "Prima Donna", som han for tiden er ved at rejse penge til en indspilning af via pledgemusic.com. Endnu en smuk sang, som føjede sig fint til rækken af de øvrige uden at skille sig voldsomt ud bortset fra sangsproget. Påvirkningen fra den klassiske musik er til gengæld tydelig i mange af Wainwrights sange, operaarier eller ej. "Oh What A World", som han dog ikke sang denne aften, citerer eksempel åbenlyst fra Ravels "Bolero".

Opsamlingsalbummets nye nummer Liza Minelli-hyldest "Me and Liza" blev fremført i duet med opvarmningsnavnet, Rufus' halvsøster Lucy Wainwright Roche, forklædt som Liza Minelli. Det falske Liza blev på scenen til yderligere et par fine duetter, inden Rufus overtog scenen og sang moderhyldesten "Candles" helt a cappella. En gåsehudsfremkaldende præstation, hvorimod et par toner kiksede i den efterfølgende "Going to a Town". Ingen er jo fuldkommen.

Efter yderligere et par numre sagde Wainwright tak for i aften, men kom ind til adskillige ekstranumre, heraf tre med Lucy Wainwright Roche som duetpartner, nu uden forklædning. Hun gjorde det fint med sin uskyldsrene stemme, inden Rufus lukkede og slukkede med den muntre "Foolish Love" og ubesværet falsetsang.

Koncerten var absolut fornøjelig og udløste også stående ovationer. Sammenlignet med bandudgaven, som man kunne opleve i samme Musikhus tilbage i 2007, bliver Rufus Wainwright solo dog overskygget. Han er en fremragende sanger, en habil pianist, en solid sangskriver og en stor entertainer, men alligevel kommer man til at savne lidt variation og flere instrumenter, når man skal opleve Rufus Wainwright stort set alene på scenen i små to timer, ikke mindst grundet hans temmelig ordinære guitarspil. Hans sange er skabt til det helt store udtræk med blæsere og strygere – det må vi håbe kommer næste gang.

 

Opvarmning: Lucy Wainwright Roche ****

Inden Rufus fik vi en halv times opvarmning med hans yngre halvsøster, Lucy Wainwright Roche, der også er sprunget ud som sanger og sangskriver efter sin halvbror og halvsøster, Martha Wainwright (hendes forældre er sangerne og sangskriverne Loudon Wainwright III og Suzzy Roche – Rufus og Marthas mor er den nu afdøde sanger og sangskriver Kate McGarrigle). Modsat sin bror sørgede hun for elegant fingerspil på sin akustiske guitar og gav os fire fine folk-orienterede sange præget af hendes lyse og uskyldsrene stemme. Derudover stod menuen på fortolkninger af henholdsvis Robyns "Call Your Girlfriend" og Bruce Springsteens "Hungry Heart". Det var lidt meget med hele to covernumre til et kort sæt på seks sange, og derfor nåede Lucy Wainwright ikke at træde helt i karakter som sangskriver – men hun gav smag efter mere og levede op til familiens ære.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA