x
Kira: Koncerthuset, Studie2, København

Kira, Koncerthuset, Studie2, København

Kira: Koncerthuset, Studie2, København

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Det er sjovt.

Det virker på mig som om, der på én gang er enormt sensibelt og usædvanlig roligt over Kira, når hun står der, forrest på scenen. Hun optræder med naturlig autoritet, værdighed og ro. Med glæde og samtidig alvor. Og med et helt åbenlyst fokus på opgaven og publikum. Men ikke bare det. Det er også som om, hun konstant har sine antenner ude for at opfange optræk til uro eller mislyde blandt publikum.

Måske tager jeg fejl. Måske er det, som jeg ser som en sensibilitet, et fatamorgana! Måske er hun ikke, som jeg tror, så sensibel? (Men jeg tror ikke, jeg tager fejl).

Autoritet! Det har hun helt sikkert. Den er ikke et fatamorgana. Det er autoriteten – kombineret med værdigheden og roen og selvfølgelig musikaliteten – der gør Kira til en så enestående karakter på den danske musikscene.

Hendes vokal er gribende og understreger – i samspil med hendes mørke øjne og melankolske ansigtsudtryk – at der (selv) i livesituationen er noget på spil. Noget dybt, noget ægte, ærligt, smerteligt og smukt. At kompositionerne konstant understøtter dette – uden at det hele bliver for meget – er Kiras store kvalitet.

At hun rummer og formår at forvalte sine pund så prisværdigt, er der mange, der har opdaget. Derfor var koncerten i Koncerthusets Studie 2 også en ekstra koncert midtvejs i anden runde af Kiras We Were Gentle-tour.

Med sig på scenen i Studie 2 havde hun – foruden sin egen guitar – en bas (spillet af Nicolai Munch-Hansen), endnu en guitar (spillet af Oliver Hoiness), tangenter (spillet af Simon Toldam), et trommesæt (spillet af Knut Finsrud) og et kor (bestående af Maria Køhnke og Anna Brønsted). (Sidstnævnte varmede i øvrigt op med en tynd kop te, men dét er en anden sag). Kira og hendes besætning formåede – på organisk vis – at flette materiale fra flere album sammen til et naturligt sammenhængende hele. Materiale fra album som We Were Gentle og Persona hang sammen. Med en Nina Simone-ballade som My Skin Is Black. Og med andet materiale.

Alt blev fremført med Kiras helt særegne vokal og materiale, som nok – mere og mere – giver associationer til P.J. Harveys og Nick Caves, men som ikke desto mindre stadig er helt enestående.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA