x
John Grant: VoxHall, Aarhus

John Grant, VoxHall, Aarhus

John Grant: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Amerikanske John Grant er en sangskriver, der ikke holder sig tilbage med de tunge, personlige emner. Han synger om at være på stoffer, om at vokse op som homoseksuel i et stærkt kristent miljø og om at være hiv-positiv, og han taler gerne om emnerne i interviews. Den direkte tilgang har resulteret i to stærke album, som har skaffet ham et pænt publikum, også herhjemme, og det skulle da også bare mangle, når hans første album hedder "Queen of Denmark". Opkaldt efter hans særegne kærlighed til det danske sprog, som jo ellers lyder som en halssygdom i de fleste udlændinges øren.

De to album er ganske forskellige. "Queen of Denmark" fra 2010 byder primært på lavmælte klaverballader, mens toeren, "Pale Green Ghosts" fra 2013, er anderledes elektronisk og dansabel, dog med debutens melankolske tone bevaret. Live på VoxHall var det ikke overraskende sangene fra det seneste album, der var i overtal, og de blev fremført af Grant og hans primært islandske band, hvoraf flere medlemmer også medvirker på "Pale Green Ghosts". Lineuppen var guitar (ofte akustisk), bas, trommer, keyboard og en mand på forskellige former for elektronik og slagtøj.

John Grant så mandhaftig og en smule barsk ud, med sin høje, tætbyggede krop og store skæg, men samtidig bar han sort neglelak, hvilket udsendte mere androgyne og samtidig smågotiske signaler – og de velskrevne tekster var som nævnt fulde af følelser. Heldigvis kunne man tydeligt høre, hvad Grant sang, da hans dybe, udtryksfulde, vidtspændende, vibratobelagte og meget smukke stemme lå helt fremme i mikset.

Koncerten lagde ud med "You Don't Have To" med pumpende elektronik, diskret, men behagelig akustisk guitar, en bandpræsentation og et par danske tak-gloser fra den sproginteresserede Grant. Herpå fik to af de mere tilbageholdte sange fra debuten, den længselsfulde "Marz" og "It's Easier", og Grant fortsatte med en stribe sange fra "Pale Green Ghosts". Han gik fra tid til anden om bag et keyboard et stykke tilbage på scenen og spillede en lille solo, inden han hastede hen til mikrofonen for at synge videre. Det så lidt komisk ud – "når han frem i tide?" tænkte jeg flere gange. Jeg ville nok have placeret keyboardet tættere på mikrofonen, men det er måske et forsøg på at holde sig i form på turnéen?

 

Midtvejs-minirave

Andre gange satte John Grant sig ned bag et andet keyboard og understregede, at han er en udmærket pianist. Han kom dog bedst ud over scenekanten, når han stod fremme på scenen og strittede med de sortlakerede negle. Det skete blandt andet midtvejs i sættet, hvor vi fik et par af de mest elektroniske og dansevenlige numre på "Pale Green Ghosts", blandt andet den næsten arrige "Black Belt" om problematiske relationer. Det i forvejen dæmpede lys fik selskab af hvide lysstofrør på bagscenen, og koncerten blev næsten til et minirave med blinkende lys, dunkende synth-bas og lange instrumentalpassager, hvor både publikum og John Grant fik gang i bentøjet.

Vi kom dog ned på jorden igen med debutens vemodige "Where Dreams Go To Die", inden den selvironiske "GMF" fik gang i fællessangen med omkvædet "I am the greatest motherfucker / That you're ever gonna meet". En sang, der afslørede, at John Grant har sans for (sort) humor, hvilket også kom til udtryk i "Queen of Denmark" med de bevingede åbningslinjer "I wanted to change the world / But I could not even change my underwear". Her fik Grant også sagt behørigt tak til publikum – og til de danske bands WhoMadeWho, Efterklang og Our Broken Garden – efter at have været temmelig tavs mellem sangene, og så var hovedsættet slut.

Tre ekstranumre blev det til, først den countryprægede "Paint the Moon" fra Grants gamle, fine band The Czars. Herpå en fin, afdæmpet fortolkning af ABBAs "Angel Eyes", hvorinden John Grant fik erklæret sin kærlighed til Lars von Triers "Riget" og ikke mindst Ernst-Hugo Järegård. Endelig sluttede John Grant og keyboardspiller Chris Pemberton alene på scenen med den meget smukke kærlighedssang "Caramel", der stod som et lysende punktum for aftenen efter en stribe ofte smertefulde sange.

Sådan kom vi godt rundt i følelsesregistret og i forskellige musikalske stilarter i selskab med en fremragende og udtryksfuld sanger og sangskriver og et godt sammenspillet orkester. Min eneste indvending er, at nogle af Grants sange minder lovlig meget om hinanden med deres næsten demonstrativt melankolske, staccato-spillede klaverakkorder i mol, men det er dog en detalje, der ikke skal spolere indtrykket af en rigtig god aften. Samtidig er John Grants to album som nævnt også ganske forskellige i deres udtryk. Hvad mon han finder på næste gang?

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA