Reptile Youth og Grísalappalísa: VoxHall, Aarhus

Reptile Youth og Grísalappalísa, VoxHall, Aarhus

Reptile Youth og Grísalappalísa: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Det er i høj grad en ungdommens festaften. For det er hovedsageligt unge mennesker, navnlig gymnasieelever, der er strømmet til VoxHall for at se netop pladeaktuelle Reptile Youth denne lørdag. Rygerterassen på første sal viser et repræsentativt udsnit: Drengene har moderne frisurer og helt stramme bukser på, mens pigerne i overvejende grad har tegnet fyldig eyeliner om øjnene, de er enten punkere eller har fået sat håret nydeligt op og er trukket i en let beklædning, som det koldt blæsende vejr har svært ved at honorere.

Fire fulde drenge udviser grinende højt humør, fordi de er gået forkert på vej herop og ufrivilligt er endt backstage. "Men jeg tror godt, at hun kunne se, at vi altså ikke var starfuckers", ler den ene.

Det er en moderne bandopsætning på scenen. Yderst til venstre, nær scenekanten står keyboardspilleren, linjen bagud for ham udgøres af guitaristen og derefter bassist Esben Valløe, som gør god figur i aften. Yderst til højre, også helt ud til scenekanten står trommerne, så der er direkte adgang til trommeslageren, som køligt afvikler koncerten. Hele scenemidten er således overladt til forsanger Mads Damsgaard Kristiansen, hvis energiske optræden da også kræver rigeligt med plads. Det er tydeligt allerede fra åbningsnummeret, der er den nye plades titelnummer, "Rivers That Run for a Sea That is Gone".

Bag de fire musikanter er 12 projektørlamper og to lysstandere, og disse simple virkemidler, det eneste øvrige på scenen, viser, hvor stor vigtighed lyset og en god lysmand har for en moderne elektrorock-koncert. Hver sang er badet i sin egen farve lys, og når de lange psykedeliske stykker bryder ud i hårdt pumpende rave, er det til hvidt skærende stroboskoplys. Overordnet set binder lysshowet hele koncerten sammen til et effektivt hele og giver den en slags afrundet, professionel følelse.

Før tredje sang henvender Mads Damsgaard Kristiansen sig for første gang til publikum. Hans stemme er euforisk, som han proklamerer: "I aften er en særlig aften for os, det er første gang, vi spiller det nye album. Man skal have sangene ned i halsen, ned i fingrene og ud i krøllerne, det handler om bare at give slip."

Og det gør publikum i hvert fald. Reptile Youth har startet en fest på scenegulvet, hvor der hoppes i takt, der danses vildt og ubehersket, og folk kaster sig nærmest rundt. I fjerde sang, "Dead End" fra den selvbetitlede debutplade, kaster Kristiansen sig frygtløst ud i publikum, og til hvinende begejstring bærer de ham rundt på deres hænder – ja, til sidst lykkes det ham faktisk decideret at gå på deres hænder, som er han en religiøs profet, der betræder vandets overflade.

"Where You End I Begin" bliver dedikeret til folk, som man ikke kan undvære i sit liv. Kristiansens vokal svæver melodiøst over publikum i et dybt indfølt croon, og bandet slår for alvor fast, at de er en velspillende enhed, der emmer af både spilleglæde og teknisk overskud. De leverer sangene lige så støt og fast som bassist Esben Valløe, hvis fremragende spil lægger en god bund, og de giver rum og plads til, at Kristiansen kan danse løssluppent frem og tilbage hen over scenen – som i trance.

Da han opfordrer publikum til at danse frækt forud for "Above", har de allerede været i gang med det i længere tid. "JJ er her også i aften", råber Kristiansen, før førstesinglen fra den nye plade bliver skudt af sted ud over scenekanten. Genkendelsens glæde er her stor. Samtidig er sangen også et godt eksempel på, hvordan det lykkes Reptile Youth at inkorporere deres nye musiks shoegazing-elementer i en stram optræden. Det er som om, at sangens drømmende mellemspil får publikum til at strække deres hænder op mod scenen i et ønske om at transcendere sveden og blive ét med den.

Efter 12 solidt fremførte sange går bandet af, men klappes og hujes ind og leverer to ekstranumre, mens lysshowet forvandler scenen til en blinkende tv-skærm, hvor musikerne sporadisk forsvinder og dukker op igen som fordrukne pletter for øjet. Vi får en afsluttende guitarsolo, hvor guitaren bliver tævet i smadder og kastet op i luften, og triumferende ender koncerten atter med, at Kristiansen går ud over folkemængden, mens det regner ned over ham fra oven med bifald fra balkonen.

Reptile Youth bragte for alvor festen til et publikum, der specifikt var kommet for at se dem og hylde deres musik. Det er et band, der i den grad har fået styr på deres liveshow. Der var fest fra startskuddet af, vi fik energiske sange, der var fremført med en følelse af hippiekoncert, hvor alle er hinanden vedkommende, vi fik flotte synth-lydflader og fængende temaer, vi fik masser af crowdsurfing, og vi fik et velskruet og gennemført show på simple præmisser. Reptile Youth lever i den grad op til den massive hype, der er blevet skabt om dem.

 

Support: Grísalappalísa *****

Det islandske opvarmningsband var om noget velvalgt. Med en utraditionel bandopsætning, der rummer to guitarer, bas, saxofon, trommer og hele to forsangere fræsede de igennem et sæt af punk, whammy-larm og syret blæs. Der blev holdt en regulær fest på scenen, hvor særlig den mest dominerende sanger, i stramme bukser og seler, spankulerede androgynt og bydende rundt på scenen med en magnetisk energi, der fremkaldte minder om en ung David Bowie og Ian Curtis i én.

Det var et veloplagt og anarkistisk band, og deres energi og humor – en sang blev blandt andet dedikeret til Bruce Springsteen, hvis nu han skulle befinde sig nede i salen – smittede af på publikum, og de fik således varmet folk godt op til aftenens hovednavn. Musikken synes at være i familie med norske Kaizers Orchestra, og til trods for, at islandsk ikke er undertegnedes stærke side, var det svært ikke at forsøge at synge med. De fortjener næsten at blive genset som hovednavn.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA