x
Diverse kunstnere: Mono Goes Death Metal, Monorama, Aarhus

Diverse kunstnere, Mono Goes Death Metal, Monorama, Aarhus

Diverse kunstnere: Mono Goes Death Metal, Monorama, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Spillestedet Monorama i Åbyhøj ved Aarhus havde denne blæsende og regnfulde martsaften lokket metalfolket ind i varmen for at svinge garnet til en event, der var dedikeret til death metal-genren. Fire bands lige fra Roskilde til Sverige skulle bevise, at man sagtens kan trække publikum til en koncert, som ikke prøver at høste point ved at booke de største navne inde for genren i Danmark. Det lykkedes (næsten) til fulde.

 

Defilementory ****

Første band på scenen var drengene fra Roskilde, der ifølge eget udsagn spiller brutal, men samtidig atmosfærisk dødsmetal. Det brutale i bandets optræden er ufravigelig - og det bliver fremført med imponerende overskud - mens det atmosfæriske skal lures i lydbilledet under den sønderlemmende hårdhed. Det var en herlig kontrast at opleve, hvis man havde musikalsk overskud til at læse mellem linjerne i deres koncert.

Bandet formår at få en ellers teknisk disciplin med fremragende soli og eminent bas-spil til at se legende let ud. Som første band var publikum af naturlige årsager fåtallige, men de fremmødte var ovenud begejstret. Desværre var publikumskontakten fra bandet ofte også i den afslappede ende, så den helt store dødsmetal-fest vågnede ikke her.

 

Roarback *****

Her havde vi at gøre med et dødsmetalband, der i mine øjne formåede at blande elementer fra både den tidlige thrash-scene fra 80'erne, såsom Slayer, og 90'er groove, som man bedst kender det fra Pantera. Denne variation af dødsmetal var umiddelbart lettere fordøjelig for de fremmødte, end forrige band havde været. Publikum var varmet mere op, og de kvitterede med en enkelt moshpit og headbanging i flæng. Heldigvis formåede Roarback at bibeholde deres egen særegne lyd, uden at de forsøgte at tage afstikkere i alskens genrer bare for at vise, at de kunne. Det er stort plus i min bog. Mod slutningen af deres sæt dalede variationen af deres musik desværre, og til tider kunne de disharmoniske soli godt blive enerverende at høre på, men det er kritik i petitesseafdelingen.

Undergang ***

Det sande stilskifte skulle vi finde i københavnske Undergang. Selvom de stadig befandt sig inden for dødsmetalgenren, vil jeg næsten betegne dem som brutale kantende til langsom grindcore. De tre gutter på scenen var imponerende sammenspillet i deres performance, der - om end en kende ensformig - havde sine tilhængere oppe foran i det efterhånden røgfyldte lokale.

Doom-aspekter i Undergangs udtryk formåede næsten at bringe folk i trance, hvilket desværre også lagde en dæmper på den fest, som Roarback havde budt op til. Det mere originale udtryk skal trods det til tider ensformige ses i, at der var elementer fra andre metalgenrer at spotte, at de ingen kvaler havde ved at være både langsomme og hurtige, og at de sang på dansk – hvilket de færreste desværre nok opdagede.

 

Interment *****

Det var blevet tids til aftenens hovednavn, svenske Interment. Hvis stemningen var blevet trukket over på det mere atmosfæriske under Undergang, havde Interment held til i løbet af få sekunder at hive festen frem igen. Bandet har været i gang siden 1988 med en større pause i 90'erne, så det stod soleklart, at Interment stod for det meste velspillede sæt, der ledte tankerne over på god gedigen dødsmetal a la Morbid Angel eller Carcass.

Publikum var fuldtallige og parate til en svingom, og her var de ikke blege for at overgive sig til den metalliske lyd fra hinsidan. Manglen på variation i deres lydbillede blev vejet så meget op af deres spilleglæde, at de kunne have fortolket svenske børnesange på scenen, og folk ville stadig have været solgt til stanglakrids denne aften i hænderne på Interment.Der bliver for tiden talt om metaltræthed i den danske metalbranche, der ofte emmer af nepotisme, indspisthed og satsning på de etablerede navne for en sikkerheds skyld. Mono Goes Death Metal beviste, at man sagtens kan satse på undergrunden og slet ikke lade et stort dansk band bære fanen til sidst, for at trække publikum til.

Selvom stemningen varierede i løbet af aftenen, og ikke alle bands var lige nemme at sluge for alle gæster, så var der bestemt noget for alle elskere af god dødsmetal i alle dens facetter. En stor hånd til de fremmødte, de frivillige og bandsne for at være hårdnakkede nok til at satse på en genre, der aldrig lander i den gængse æter i den bedste sendetid. Jeg kan varmt anbefale næste gang, Mono afholder en genrebestemt event i metallens tegn til maj.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA