x
The Billy Cross Band: Musikhuset Aarhus, Lille Sal

The Billy Cross Band, Musikhuset Aarhus, Lille Sal

The Billy Cross Band: Musikhuset Aarhus, Lille Sal

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Han er bedre end de fleste i det her land til at spille på den seksstrengede gun. Der er ikke mange, der kan konkurrere med ham. Eller de kan godt konkurrere, men spillet er tabt på forhånd. Manden hedder Billy Cross og har blandt andet spillet med Bob og yderligere haft en jammer med Jimi H. Ja, det er årtier siden, men hvad gør det lige? Han er stadig en mester på instrumentet, og jeg er glad for guitar – og ikke mindst rock og rul.

Vi kan da godt kalde det gammeldags rock'n'roll, det er der jo nogen, som gør. Sandheden er, at god rock'n'roll er tidløs. Og så kan det da godt være, at Cross' fine manke er blevet endnu mere grå, men manden nærmer sig også med raske skridt sit 68'ende år. Samtidigt har han henrykket os i mere end 50 år med sit guitarspil, som han lørdag aften beviste ikke fejler en skid. Hans spil er tidløst, for han er en haj til rock'n'roll. Cross er ikke nogen stor sanger, ej heller sangskriver, men med en guitar i hånden er han en verdensmand. En udsolgt Lille Sal fik guitar og grin for alle pengene, men så stopper vi nok også der.

The Billy Cross Band kalder Cross og medmusikanterne sig. I øvrigt et herligt hold blandt, hvor især guitarist Aske Jacoby var med til at give os små orgasmer flere gange med sit eminente spil, ikke kun som rytmeguitarist, men selvfølgelig især i soloerne. Både Jacoby og Flemming "The Legend" Ostermann på bas lagde aftenen igennem et fuldkomment forrygende kor, som gav sangene endnu mere liv – og det var der flere af dem, der behøvede – for igen – Billy Cross er ikke nogen stor sangskriver.

For lavt til loftet

Gutterne med en kondisko-klædt Cross indtog scenen på klokkeslæt og fløjtede afgang med en blues-boy i form af den livlige "Long Tall Boy", hvor der allerede på dette tidspunkt blev jammet for fuldt drøn på scenen, og der tegnede sig ret hurtigt et billede af seancen. 80 procent guitar og 20 procent sang. Heldigvis. Havde fortegnet være anderledes, ville stjerneregnen nok også se anderledes ud. Billy Cross agerede både forsanger og guitarist på et helvedes højt niveau, men noget af det, som overraskede mig mest på den positive side, var Cross' evne til at fortælle historier og fastholde det ellevilde publikum. Koncerten bød på blues, country og selvfølgelig en del rendyrket rock'n'roll med kaptajn Billy tilbage til rødderne. Skønt, men til tider også ret ensformigt at høre riff på riff fra Cross' hånd. Spændvidden var simpelthen var lille til, at det kunne blive en rigtig stor aften.

Første halvleg var meget lige ud af motorvejen, mens anden heldigvis også viste andre sider af Cross, da hans samlede sin akustiske guitar op. Åbningen med den lange dreng og en tidlig "Life Is Good" var, hvad der ligesom var at hente i første afdeling. De viste Cross og bandet fra deres bedste side, men palletten var ikke rigtigt fyldt op med farver, så det blev for meget af det samme. Naturligvis blev vi sendt hjem med heftige sager som "Blue Suede Shoes", "Rave On" og en afsluttende "Six Days On The Road". Sange, der faktisk meget godt opridsede helhedsoplevelsen. En herlig omgang guitar, men ej heller mere. Det lyder meget fedt, det der med at få en knock out af musikken, men lørdag aften nåede vi kun til et blåt øje.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA