x
Lizzie - Sex, Axe & Rock'n'Roll (Europapremiere): Fredericia Teater

Lizzie - Sex, Axe & Rock'n'Roll (Europapremiere), Fredericia Teater

Lizzie - Sex, Axe & Rock'n'Roll (Europapremiere): Fredericia Teater

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Rockmusik kan som bekendt være en sjælerystende kunstform, og bragt i samspil med en 122 år gammel, autentisk mordsag skulle man synes, at forudsætningerne faktisk var til stede til at gøre eventuelle fordomme om musicalgenren til skamme - med forestillingen "Lizzie", som har europæisk premiere – intet mindre - i aften i Fredericias hyggelige teater.

Ifølge de danske bagmænd en "hårdtpumpet hard rock splattermusical" - og så indfinder landets største musikmedie sig naturligvis, det skulle da bare mangle. Nuvel, hverken traditionelle genredistinktioner eller en reaktionær rockanmelders fordomme bliver brudt ned torsdag aften – hvor vi til gengæld får en omgang professionelt udført musicalhåndværk, for så vidt som jeg overhovedet er i stand til at bedømme den slags.

Annonceret blodbad

Det starter ellers lidt ærgerligt, da den annonncerede showstart må udskydes med lidt over tyve minutter, fordi den ene af forestillingens tre komponister har været forsinket med sit fly fra New York og lige skal nå et bad. Uheldigt, men langtfra nok til at ødelægge den gode stemning i den lille sal, hvor publikum er festklædt, en højgravid kendis har fundet vej og dem på de forreste rækker allerede har iført sig regnslag som værn mod det forestående, annoncerede blodbad.

Det sidste bliver der ikke brug for, for netop handlingens dramatiske højdepunkt – mordet – skal vise sig at blive et visuelt antiklimaks af de større. Det starter ellers lovende med en prolog bygget op omkring den samtidige remse om mordet - "Lizzie Borden took an axe / gave her mother forty wacks" og så videre – idet stykkets kvindelige hovedpersoner i silhouet drejer mekanisk om sig selv.

Man aner en begavet hilsen til E.T.A. Hoffmans gotiske mesterværk "Der Sandmann" (1816) og får en antydning af, at det her faktisk godt kunne gå hen og blive godt gammeldags pisse-uhyggeligt. Grænseoverskridende, måske ovenikøbet. Det sker ikke. Selvom vi både kommer omkring incestuøse og homoerotiske overtoner - og i sagens natur øksemord - kommer Lizzie aldrig i nærheden af at være andet end en omgang professionel, man harmløs, underholdning.

Inderligt og pompøst

"Musical er ikke en musikalsk genre, men en scenekunstform med en urskov af musikalske genrer under sig," har stykkets producent og teaterchef i Fredericia, Søren Møller, udtalt i forbindelse med premieren. Det ved han sikkert mere om end jeg, men ikke desto mindre er indtrykket i aften, at sangene netop er typisk "musical-agtige" - med eller uden de elementer fra heavyrocken, som er hentet ind og fungerer fint her.

Men som ikke desto mindre har karakter af staffage og udsmykninger på et forudsigeligt formsprog. Svulstige, vekslende mellem det inderlige og det pompøse, og i aften leveret af en flok sikre sangerinder, som i øvrigt alle er uddannet fra Det Danske Musicalakademi i - ja – Fredericia.

Nå ja, historien, for en ordens skyld. Vi møder søstrene Emma og Lizzie, døtre af en afdød mor og med en karrig fader i et pænt hjem i det sene 1800-tals USA. En fader, som har fundet sig en ny kone og ovenikøbet testamenteret sin formue til hende – og som "elskede sit yngste barn lidt for højt, vil nogen sige," som det hedder tidligt i forestillingen. Hermed er motivet for mordet på plads, samtidig med at vi er blvet introduceret for det incestuøse tema, som siden udfoldes i "Det' ikke kærlighed."

Sikre sangstemmer

Omkring de to søstre møder vi tjenestepigen Maggie og veninden Alice, som Lizzie har et antydningsvist, homoerotisk rendezvous med på det ladeloft, hvor hun søger op og ser på duerne ("Den hvide dues sjæl") i tilflugt fra det ulidelige liv i huset ("Hos familien Borden").

Fælles for forestillingens fire kvinder er, at de synger stærkt og sikkert – og også påfaldende ens, muligvis fordi de er skolet samme sted. Det er da også erfarne stemmer – mens Rikke Hvidbjerg (Alice) har været backingsangerinde for navne som Sanne Salomonsen, Rasmus Seebach og Lis Sørensen, kan Line Krogholm (Emma) prale af en fortid som korpige for dancegruppen med det rammende navn Infernal.

Hovedrolleindehaveren Bjørg Glamst er en fast del af Fredericia Teaters ensemble, mens Astrid Højgaard har givet den som solist hos Wallmans i Cirkusbygningen. Og der er da heller ingen slinger i valsen i aften, hvor første del inden pausen kulminerer i mordet på faderen og hans nye kone – alias to meloner med hver deres maske på, opstillet på et bord midt på scenen. Overbevisende? Ikke rigtig, desværre.

Lak og læder

Til gengæld får vi så – uden det helt står klart hvorfor – de unge kvinder i korsetter og tætsiddende lak og læder i andet sæt, som er helliget det hastigt sammenstrikkede alibi og den retssag, som i virkelighedens version endte med Lizzie Bordens frifindelse.

Her er den små to uger lange retssag og dens vidneudsagn komprimeret i den maniske "Tretten dage i Taunton," som fungerer forbavsende fint rent dramaturgisk. Jo, Lizzie er professionelt udført musicalhåndværk, og al ære og respekt for det.

Da jeg luskede af lidt i ti, bragede det stående bifald stadig op mod scenen. Og så er en elitær rockanmelders forventelige forbehold måske i virkeligheden mindre væsentlige, på en aften som iaften. Også selvom "splattermusical" er en mild overdrivelse, og "Lizzie" – trods feedback og fetichtøj – aldrig rigtig fik fat om hverken hjertet eller nosserne på denne anmelder. Sådan som rock'n'roll kan, du ved.

"Lizzie - Sex, Axe & Rock'n'Roll" er instrueret af Victoria Bussert og spiller på Fredericia Teater frem til 5. juni. Billetter koster fra 228-315 kroner, og der er halv pris for unge under 26 og studerende under 35.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA