x
Dad Rocks!: Year of the Flesh

Dad Rocks!
Year of the Flesh

Dad Rocks!: Year of the Flesh

GAFFA

Album / Father Figure Records
Udgivelse D. 02.04.2014
Anmeldt af
Christian Erin-Madsen

Det er fristende at begrave sig i islandske Snævar Njáll Albertson til tider sort-ironiske, til tider nøgternt iagttagende sangtekster.

Han udgiver her sit andet album med direkte melodi-forbindelse til debuten Mount Modern. Igen er det indiepoppet singer-songwritermateriale, som han ud over primært guitar og trommer tilsætter violin, fløjter og et generelt lyst og klassisk akkompagnement.

Samfunds-iagttagelserne på albummet kredser om sange som Peers – en lille hilsen til alle, der downloader og spydigt sat på spidsen med omkvædet "But that's okay. Cause the songs we play sound the same anyway." Body Mass Index om overvægt eller Waves om det opstyltede, medieskabte skønhedsideal i samfundet. Det har tyngde, og ligesom på hans foregående album er teksterne på et niveau, der tiltrækker opmærksomhed.

Melodiøst er det til gengæld mere hyggelige klassisk akkompagnerede hymner, der bare ikke rigtig har fængende fremdrift og uden de store overraskelser. Læg dertil en varm, blød stemme, der, fristes man til at sige, selv om det går imod folkesundheden, kunne have gavn af lidt rå cigaretrøgskant, der fremmer bassen.

Ikke at der ikke er fine passager som de blide Pro-filing og Peers, eller den lettere cowboystøvledansante In the Seine med tungere basrytme og taktfaste håndklap. Men overordnet efterlader sangene et lidt ensformigt udtryk og svæver langt fra niveauet hos genrebrødre som eksempelvis Bill Callahan og Jeff Tweedy (Wilco). Det er ærgerligt, for grundlæggende virker det som om, Dad Rocks! har evnerne i sig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA