x
Katie Melua: Koncerthuset, København

Katie Melua, Koncerthuset, København

Katie Melua: Koncerthuset, København

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

Mens publikums overvejende flertal af modne par med hinanden i hånden indtog deres pladser i god ro og orden, kunne jeg i mit stille sind frygte, at pænheden i Katie Meluas vokal ville lægge sig som behagesyg glasur over koncerten denne tidlige forårsaften. Med pænheden i hendes første hit – "The Closest Thing to Crazy" i baghovedet kan det være svært, hvis ikke umuligt, at forestille sig en inderlig afsøgning af krogene i egne numre og et frygtløst livtag med monumentale klassikere, så det hele kunne gå op i en højre enhed.

Det var imidlertid netop, hvad der blev budt på ved koncerten i DR-byens Koncerthus.

 

Barberet ind til benet

Til forskel fra forrige besøg i Danmark var besætningen skåret ned til keyboards og bas, betjent af to musikere, der faldt og blev flettet fornemt ind i hovednavnets sarte melodier. Derfor virkede det en smule underligt, at de forblev navnløse, bortset fra de obligatoriske buk for publikum ved afslutningen af det regulære sæt.

På den anden side talte Katie Melua selv til publikum med, hvad der for hovedparten må kaldes høflighedsfraser. Måske bortset fra et par jokes om, at det godt nok var mange guitarer, hun havde med til koncerten. De hyppige skift af hendes primære instrument kunne dog i sig selv læses som et udtryk for de bemærkelsesværdigt varierede arrangementer.

Den indledende "Chase Me" gled hurtigt over i "Cry of the Lone Wolf". Begge numre klingede fornemt og klart, hvorefter der kom mere kant over "Spooky", en coverversion af et Dusty Springfield-nummer, der blandt andet indgår i soundtracket til Guy Ritchie-filmen "Lock, Stock and Two Smoking Barrels". Denne reference betød dog ikke, at aftenen nu stod på vippen til at slå over i musikalsk løssluppenhed.

 

Frygtløshed

Og dog. Katie Melua kunne i "I Never Fall" synge om, at hun altid var parat til at tage springet. I det konkrete tilfælde kunne det læses som varsel om et frygtløst forsøg på at omsætte Simon & Garfunkels monumentale "Bridge Over Troubled Water" til et stærkt personligt og sagtmodigt udtryk. Og nu hun alligevel havde taget mod til sig, så kunne hun lige så godt tage Leonard Cohen-nummeret "In My Secret Life" under samme kærlige behandling.

Der var de diskrete nuancer i arrangementerne, som fulgte af de mange skift af guitar. Og der var de numre, hvor Katie Melua på tilsvarende overbevisende vis overtog flyglet for et nummer eller to. Så overbevisende, at det under klapsalverne efter ét af numre lød fra en fjern balkonrække: "Jeg vil giftes", hvilket dog ikke lod til at anfægte hende afgørende.

Til gengæld var det, som om der – meget passende – sneg sig en lille snert af godartet djævelskab ind i koncerten, under "God On Drums, Devil On The Bass". Ikke på den måde, at resten af aftenen blev henlagt fræsende guitarsoli og seje bluesrundgange. Næh, det var mere fornemmelsen af et ekstra skud selvsikkerhed, der ikke mindst kunne aflæses i det fornemme samspil mellem Katie Melua og de to som nævnt anonyme musikere på keyboards og bas.

Da tonerne blev slået an til hendes første hit, "The Closest Thing To Crazy", var det derfor ikke pænhed og servering af et sikkert hit, der fik nakkehårene til at rejse sig. Det var til gengæld oplevelsen af en kunstner, der som den naturligste ting i denne verden kan drage ud på landevejen med sin musik i et nedbarberet setup. Et setup, som om ikke skærer ud i pap, så i hvert fald med lyssætningen understreger, at Katie Melua med sin "Simplified"-turne på ingen måde befinder sig i karrierens efterår. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA