x
Little Feat: Live in Holland 1976

Little Feat
Live in Holland 1976

Little Feat: Live in Holland 1976

GAFFA

DVD / Eagle Rock Entertainment
Udgivelse D. 21.04.2014
Anmeldt af
Torben Holleufer

I min bog er Little Feats livealbum Waiting For Columbus et af de bedste i rockhistorien!! Simpelthen. Det er en kendt sag, at visse soli blev efterredigeret af den perfektionistiske og tidligt afdøde leder, Lowel George, men der få udgivelser, der har den kombination af geniale numre og virtuos spilleglæde, som på det album. Køb det, hvis du ikke har det!! Og nu er der kommet endnu en lækkerbidsken, der nok skal få fans helt op af stolen. For nu er koncerten fra Pinkpop-festivalen i Holland i 1976 endelig kommet, og her et par år før den anden er vi godt på vej med et hold musikere i topform.

Der snakkes jo meget om 27-klubben, men Lowell Georges død som 33-årig i 1979 var altså også et tab af de store. Han var en genial sangskriver, som efter at have skrevet hitsangen Willin' - som handler om at smugle diverse effekter op fra Mexico - efter sigende blev smidt ud af The Mothers of Invention af Frank Zappa! Og derefter dannede Little Feat, som snart blev et af de absolutte kultbands i USA – vel at mærke et orkester, som især blandt sine fans talte andre musikere. Lowell spillede sin unikke slideguitar og havde en guldrøst. Og med folk som pianisten Bill Payne, guitarist Paul Barrere og bassisten Kenny Gradney i front kørte de en gang sydstatsboogie med tykt country-twang af med klar adresse til New Orleans. Og på denne dvd er det et særdeles sammensat sæt, de får fyret af.

Der er selvfølgelig kendinge som Fat Man In The Bathtub og Tripe Face Boogie, ligesom vi kommer inden om klassikere som Dixie Chicken og Feats Don't Fail Me Now, og selv om der ikke bliver plads til favoritter som Sailing Shoes og føromtalte Willin', er det alt nok til at dokumentere, at der engang i en længst svunden tid var et orkester på et helt eget, saftigt svingende niveau.

Anbefales på det kraftigeste. Afhængighedsskabende og aldeles bevidsthedsudvidende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA