Tangerine Dream, Neu!/Harmonia og Dieter Moebius: Tivolis Koncertsal, København

Tangerine Dream, Neu!/Harmonia og Dieter Moebius, Tivolis Koncertsal, København

Tangerine Dream, Neu!/Harmonia og Dieter Moebius: Tivolis Koncertsal, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Det var på plakaten lidt af et traktement, ArtFreq diskede op med denne torsdag aften i Tivoli, i hvert fald for alle med interesse for tysk musik, ikke mindst den scene, der voksede ud af halvfjerdserne og som, om man så bryder sig om termen eller ej, blev kaldt for Krautrock. Tangerine Dream, Neu!/Harmonia og Dieter Moebius, sidstnævnte bl.a. kendt for sit arbejde i Cluster, jo det skulle nok kunne få både anorakker, indie-hipsters og skabstyskere til at løfte øjenbryn. Inden koncerterne kunne gå i gang blev der dog budt på Artist Talk med en håndfuld af aftenens hovedpersoner, en slags paneldebat ved musikjournalist-med-mere, Jan Sneum - ham med Rock Nu, den grå version, for kendere.

Snakken drejede sig dels om nuværende projekter, men nok først og fremmest, ikke så overraskende, om tiden i halvfjerdserne, om det kreative og til dels også politisk bevidste miljø, der eksisterede dengang i Tyskland. Alle musikere var enige om, at man var drevet af et ønske om eksperimenter, men samtidig, slog Michael Rother fra Neu! og Harmonia fast, var en del af musikken, i hvert fald oprindeligt, rodfæstet i en forholdsvis beskeden teknisk kunnen, hvilket bl.a. resulterede i en form for nedbarberet minimalisme, ikke mindst i Neu!s tilfælde.

Edgar Froese fra Tangerine Dream fortalte, at flere af de tyske musikere rent faktisk til at begynde med - lidt modsat den gængse myte - egentlig forsøgte at efterligne deres angloamerikanske guitarhelte; Hendrix, Clapton, etc., men at de ganske enkelt ikke var gode nok, hvorfor der endte med at opstå andre udtryk. Udtryk, som Dieter Moebius i øvrigt kunne røbe ikke nødvendigvis altid havde det store publikum på de kanter - en tidlig Cluster-koncert trak angiveligt tre tilskuere.

Således gik snakken, og der blev også, til sidst, en smule tid til spørgsmål fra salen, hvorefter folk flokkedes om de aldrende musikere for at få signeret favoritvinylerne.

Dieter Moebius
Omkring lidt i 20:00, gik Dieter Moebius på scenen, halvvejs gemt bag et bord med elektronik og laptop, et set-up, der på mange måder mindede om standard til vore dages electronica-festivaler. Også musikken lagde sig umiddelbart mere hen efter forskellige former for mere nutidig electronica-lyd end halvfjerser-æstetik, her og der dog med svage spor af noget Cluster-agtigt, enkelte steder også med en smule smag af tidlig industrial. I det store hele bevægede koncerten sig velsagtens inden for det, man i dag ville kalde for dark ambient, hvis man absolut skal sætte i kasse og bås.

Lyden var generelt god, og jeg syntes godt, man kunne fornemme, at man havde med en erfaren herre at gøre, som vidste et og andet om sine virkemidler og sit udtryk. Samtidig sagde musikken sig ikke helt fri fra at lyde en god del som så mange andre ting i samme genre. Bestemt i den gode ende af genren, ingen tvivl om det, og her og der skinnede Moebius' baggrund da også igennem, og der opstod interessante koblinger mellem dengang og nu.

Jeg har tidligere oplevet Cluster live, hvilket jeg nok syntes var lidt mere spændende, både musikalsk og som koncertoplevelse - i sammenligning med netop Cluster virkede det måske lidt, som om Moebius havde knap så mange strenge (og maskiner) at spille på, men han fik sat aftenen godt i gang, og publikum tog da også pænt imod den introverte herre.

Neu!/Harmonia
Aftenens næste navn udgjorde unægtelig lidt af en kontrast til Dieter Moebius, og understregede i øvrigt derved en af de pointer, der også var oppe at vende under Artist Talk tidligere på aftenen, nemlig at Krautrock-scenen egentlig mere var en række spredte musikalske udtryk snarere end en samlet scene. Således var Neu!/Harmonia forankret i såvel rock (ja-da, med guitarer og trommer) som tidlig electronica, musikalsk med elementer af både proto-punk og new age.

Det kan måske virke lidt mærkværdigt i dag, men noget af det, der netop var spændende ved hele Kraut-perioden var det faktum, at ingen endnu vidste, hvad det helt gik ud på dengang. Der var endnu ikke udviklet klare grænser mellem forskellige genreudtryk, endsige mere eller mindre latterlige uskrevne regler om hvilke genrer, der godt må have sex med hinanden og hvilke, der bestemt ikke må. Hos Neu!/Harmonia var der, undskyld udtrykket, tale om regulær bunkepul. Og tak for det.

Der var både Neu!- og Harmonia-materiale på programmet, og begge dele blev leveret skarpt og kyndigt - og med meget tydelig spilleglæde. Især Hans Lampes metronompræcise trommespil og Michael Rothers på én gang skingre og melodiske guitarspil må fremhæves. Og mon ikke der sad en enkelt eller to blandt publikum og tænkte, "aha, det var der, de fik det fra, de der Joy Division"? Et stykke inde i koncerten blev en gæstesangerinde bragt på scenen, og sang, det gjorde hun - man kunne bare ikke høre det.

Nuvel, musikken spillede fint, og der bliver vel skruet op for hende undervejs eller på næste nummer? Men nej, desværre forblev hun næsten umulig at høre, og man sad og fik helt ondt af den stakkels kvinde. Og samtidig ville man jo gerne have hørt hende. En skam med denne svipser, især fordi sangerinden rent faktisk var med på flere numre og man derfor sad med fornemmelsen af, at man reelt gik glip af noget.

Borstet fra problemet med sangerindens manglende lyd fungerede koncerten godt. Lyden var god, og især de gamle Neu!-numre var, ikke overraskende, et velfortjent hit blandt publikum, som for en stor dels vedkommende bestemt lod til at kende gruppens materiale. Det betød også at der, koncerten igennem, herskede en god stemning. Ja, Rother beklagede sig sågar over, at det her var en siddekoncert, for folk burde jo stå op og danse. Det kunne man godt være enig med manden i.

Koncerten var generelt meget tro mod de oprindelige numres lydbillede, og så skulle man måske tro, at det virkede som en nostalgisk og bagstræberisk omgang, men snarere tværtimod, var min oplevelse. Ved at forblive relativt tro mod de originale numre fremstod musikken som et ærligt produkt af sin tid - men et produkt, der stadig virkede frisk og vedkommende i år 2014.

Tangerine Dream
Så er der gear! Tangerine Dream stillede op to mand og tre kvinder - og en Guds velsignelse af synthesizere, nye såvel som gamle, bl.a. en aldret mellotron, lånt af Sort Sol til lejligheden. Inden koncerten gik en veloplagt William Friedkin på scenen og fortalte lidt om sit oprindelige møde med Tangerine Dream og om, hvordan gruppen endte med at lave soundtracket til hans film, "Sorcerer", det soundtrack som altså nu skulle opføres i sin helhed og mere til, nemlig inklusive det materiale, der blev valgt fra i sin tid.

Det begyndte godt. Flot og stemningsmættet lys, Froese på mellotron, dybe synthesizer-arpeggios - helt og aldeles lyden af "Sorcerer". Så var stilen lagt, og der blev da også klappet ganske ivrigt efter første nummer, særdeles velfortjent. Men sådan blev det ikke ved, for der gik ikke længe, før der dukkede materiale op, som ret beset ikke havde meget med "Sorcerer" at gøre. Det er da muligt, at noget af det var de omtalte musikalske fraklip, men i så fald filtreret gennem Tangerine Dream anno 2014, langt fra det oprindelige ophav.

Efterhånden skulle det ikke alene vise sig, at disse passager, der ikke er at finde på "Sorcerer"-albummet, var ret hyppige undervejs, nej, også flere af de rent faktiske "Sorcerer"-numre var blevet udsat for samme filter, hvilket i det store hele vil sige sæbesax, rumklangsviolin og nervøse trommer samt, ej at forglemme, en solid portion keyboardsovs.

Er der så noget galt i det, og er det ikke helt okay, at Tangerine Dream ikke bare gentager slavisk, hvad var engang? Jo, bestemt, men omvendt - kan man ret beset kalde det her for en opførelse af "Sorcerer", som lovet, når velsagtens halvdelen eller mere af musikken undervejs egentlig ikke reelt forefindes på benævnte "Sorcerer"-album? Det må vist være op til den enkelte at bedømme.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mit forhold til Tangerine Dream er klart bedst fra omkring midtfirserne og bagud. Det er såmænd ikke sådan, at jeg synes, gruppen har lavet rendyrket møg lige siden, men den har nok bare ikke rigtig formået at overbevise mig om, hvorfor jeg skulle købe endnu et nyt album eller endnu en genindspilning fra den kant i stedet for blot at finde "Phaedra", "Stratosfear", "Exit", "White Eagle" frem nok engang.

Det ændrede aftenens koncert ikke på. Jeg ville ønske, det ikke var således, men min ærlige oplevelse var, at flere passager undervejs var lige så kønne som uinteressante, og at der var - i mine ører - endog særdeles mærkbar kvalitetsforskel på "Sorcerer"-numrene og så alt det andet. "Sorcerer"-materialet fungerede fornemt og viste, hvad Tangerine Dream er i stand til.

ArtFreq, det var godt og prisværdigt at forsøge at fiske denne gamle og agtværdige gruppe op af den efterhånden lige lovligt lunke melsovs, hvor den, efter min opfattelse, har svømmet rundt i en del år efterhånden. I glimt fornemmede man formatet, og det var fremragende - og tak for det. Men smagen af melsovs var desværre lidt for stærk. Eller for svag, eller hvad man nu kalder smagen af melsovs. Tangerine Dream gjorde det særdeles dygtigt. I store dele af koncerten var det nok deres bedste kort.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA