x
Tamikrest: Global, København N

Tamikrest, Global, København N

Tamikrest: Global, København N

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Tamikrest er en hel egen størrelse. De er fra familien oppe i Kidal, hvor de andre familiemedlemmer tæller orkestre som Tinariwen og Terakaft. Men alligevel er de helt specielle.

Ikke at de ikke kan minde meget om de bedste ting ved Tinariwen. I sangerinden Wonou Walet Sidati har de et mangeårigt medlem af det berømte orkester, som har en egen karisma, som man må savne forfærdeligt meget i det gamle orkester. Dertil kommer lederen Ousmane Ag Mossa, der på turen her har taget sin unge kone Fatma med. Sammen med Wonou udgør hun et formidabelt par i midten, der har de der besættende vokaler, der peger tilbage til den tinde-tradition, som er musikkens grund. Og som kan levere de uundværlige og stemningsmættede ululationer, som sætter prikken over i'et, når en ørkensang tager fart.

Men det, der især skaber kant er orkestrets venner fra Frankrig, som blandt andre fra starten har bestået af Cedrick "Momo" Maurel, som tydeligvis er en musikalsk mastermind, og dertil leverer perkussion, diskrete keyboardting og en viril rocktromme, når musikken skal sparkes ud over stepperne. Og endelig er guitaristen Paul Salvagnac mere end habil til at skabe guitarøjeblikke, som fremkalder en David Gilmour fra Pink Floyd. Noget af den samme vekslen mellem det nærmest genert afdæmpede og den store guitarlyd med de helt rigtige chops.

Og vi må jo lige erindre os, at vel er Sahara-bluesen, som vi ynder at kalde musikken, noget der har nogle specielle løb over sig og en helt egen måde at synge på på sproget tamachek, men den er jo født som en hybrid, da tuareger 30 år tilbage i tiden befandt sig i flygtningelejre i Libyens ørken og havde fri adgang til amerikansk blues som John Lee Hooker og Muddy Waters, samt psykedelisk rock som Jimi Hendrix, Pink Floyd samt de tilsyneladende uundværlige Dire Straits. Og at drømmen om at blive rockstjerne her fødtes. Noget som Tamikrest udlever til fulde med deres psykedeliske ørkenrock, der via "Momo" har en bevidsthed, der nærmest tager med Grateful Dead til koncerten ved pyramiderne og fremmaner en helt egen shamanistisk pyskedelisk musik, der er aldeles besættende og sine steder helt ny og rent ud genial.

Som de spillede på denne aften, kunne man stadig ane, at sine steder var der stadig tale om et orkester i transit. Der ville være lidt løse og jamagtige sekvenser, men når de samlede udtrykket, ville de tage en med på en berusende rejse, hvor gentagende temaer satte den musikalske rus i gang og kørte den op og op til svimlende højder, hvor Paul Salvagnac så på toppen kunne sætte i med sine guitar-statements, uden dog at overdrive det.

Ligesom den karismatiske frontmand Ousmane Ag Mossa ville fatte sin guitar og dels spille besættende linjer med open tuning på guitaren og dels sætte gang i de kald/svar-udladninger med kvinderne, der for alvor skabte stemningen af et Sahara, hvor lejrbålet ikke er langt væk - også selv om vi er mere end klar over, at bandets medlemmer har måttet forlægge residensen til Tamanrasset i det sydlige Algeriet, fordi situationen hjemme i det nordlige Mali stadig totalt er ude af kontrol. Her ville bandet igen bringe os ned til verdenen i det måske tabte land, med en følsom sang til ørkenens børn, der ikke har mange muligheder i krigens skygge.

Her kunne man nærmest høre en knappenål falde - hvis det da ikke var for Globals ølbrovtende publikum ned bag ved ved baren, som synes i en helt egen verden. Det er et kompromis, som spillestedet snart bør se på, nu hvor man for længst er vokset fra et nichested til en scene, hvor rigtigt mange synes at møde op hver fredag og lørdag aften for stemningen. Her kunne det være fint, hvis de to ender af rummet blev mere afskærmet fra hinanden. Det er trods alt en gammel gymnastiksal til en Nørrebroskole, og lydene blandes altså lovlig meget, når både musikken og værthussnakken skruer op for hver sin volumen.

Alligevel var det selvfølgelig musikken, der trods alt vandt med mange længder. Et unikt møde med et orkester, som vel sine steder stadig er et "work in progress", men som har en meget høj standard, når de veksler mellem de oprindelige rørende eller sejt swingende forløb og så ikke er bange for at leve den elektriske drøm helt ud og rocke som få.

Mens de tager os alle sammen endnu et befriende nøk op i tempo på en rejse, der stadig har karavanerejsen i sig, men hvor orkestret i den grad vil festen, illustreret gennem Wonou Wallet Sidati, der nærmest klappende træder en lykkelig dans, hvor hun meget minder om en Annisette, og ørkenens sjælfulde blues bliver en fejring af livet snarere end en rapport fra fronten.

Livsbekræftende og psykedelisk rejse med lysende orkester.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA