x
Diverse kunstnere: Copenhagen Dancehall, Øksnehallen, København

Diverse kunstnere, Copenhagen Dancehall, Øksnehallen, København

Diverse kunstnere: Copenhagen Dancehall, Øksnehallen, København

Anmeldt af Henrik Bæk | GAFFA

Idéen med en årlig tilbagevendende festival er at skabe en platform, der kan fungere som springbræt for en række af de talentfulde artister, der findes i det danske dancehall-miljø for derigennem at skabe grundlag for, at festivalen kan præsentere et program af bedst muligt kvalitet i årene, der kommer.

Netop mødet mellem de etablerede navne og talentmassen er et af de bærende elementer i idéen bag festivalen, men i går handlede det især også om at hylde dancehallmusikken på kryds og tværs af de i forvejen etablerede navne.

Som et eksempel på dette gav Firehouse Crew plads på scenen til Ham Der Hasse og Skong Don, ligesom Pharfar, Kaka og Wafande lod Klumben og Raske Penge komme med op på scenen i et tungt remix af "Faxe Kondi"-sangen. Der var one love over hele linjen og ikke mindst hos de begejstrede og entusiastiske tilskuere, der sang med og gjorde deres til, at festivalen blev en fed oplevelse.

Varieret program

Dagen igennem blev der budt på dancehall i mange forskellige setups og med live festivaloptræden fra kl. 14:30 til kl. 2:00 var der noget for enhver smag, hvis man ellers vel og mærke er til dancehall.

Den tunge og minimalistiske digitale 1980'er-lyd blev blandt andet repræsenteret af Ham Der Hasse og Skong Don fra Aalborg, der gav et glimrende sæt med stor humoristisk kant og energi, hvilket lover godt for de to herreres kommende ep-udgivelser og af Firehouse Crew, der vel nok bedst må siges at repræsentere den gamle dancehall-stil med et antal selectors, der vælger rytmerne og en stor samling dj's til at give deres versioner på de forskellige rytmer.

I går havde selector Troels Egern valgt en række heavy dubplates med Jon Holt og Junior Reid med i tasken, og på skift gav Paske Penge, Klumben, TopGunn, Mighty Mala og aftenens eneste kvindelige dj Lady Smita deres versioner på rytmerne. Selvfølgelig blev publikum heller ikke snydt for numre som "Genial", "På Beløbet", "Original", "Bor Her", "Rundt", "Xfactor" og "Dancehall Geni". "Faxe Kondi"-sangen blev originalt pakket ind i King Jammys Casio-keyboardrytme "Sleng Teng". Efter to timer, som måske med fordel kunne være afkortet lidt, takkede Firehouse Crew af med deres særlige dubplate af Laid Backs "Sunshine Reggae", der i den nye indspilning er blevet til "Firehouse Reggae".

Hyldest til The Foundation

Herefter gik Danmarks ældste reggaediskotek på scenen, nemlig jamaicanske Sky Juice, der med en altid oplagt Shorty bag mixerpulten bød på et nostalgisk musikalsk tilbageblik over kunstnere, som Sky Juice har bragt til Danmark for at give koncert, eller som på en eller anden måde har haft en vigtig betydning for udbredelsen af reggae- og dancehallmusikken uden for Jamaica. Uden disse kunstnere og Sky Juices ihærdige kamp gennem årene for at få anerkendt reggaemusikken herhjemme, ville der måske slet ikke have været dancehall i Danmark i dag.

Sky Juice var for eksempel de første til at give Natasja en chance for at komme på scenen og spillede indtil hendes alt for tidlige død en vigtig rolle i hendes musikalske karriere. Mellem numrene skiftedes D.C. og Super Mikes til at informere om reggae- og dancehallmusikkens vigtige rødder tilbage fra Jamaica og fortalte om den nye Reggae Revival, der er på vej.

Inden Djämes Braun gik på scenen var der en lille overraskelse fra arrangørenes side i skikkelse af fem unge drenge i alderen 12-13 år, der er det nyeste skud på dancehallstammen. Sammen kalder de sig Rasta Records og leveret et friskt sæt på tre numre, der øjeblikkeligt fik publikum til at juble. Uden at være synderligt nervøse indtog de fem drenge scenen og bød på en hård omgang minimalistiske dancehallbeats og rimes.

Djämes Braun & Donkey Sound

Da Djämes Braun gik på scenen med deres liveband, kogte Øksnehallen og deres lettere poppede dancehall-stil havde fået især de yngste festivaldeltagere helt hen til scenekanten. Med stor ydmyghed overfor opgaven på en decideret dancehall-festival leverede de to herrer i front et helt igennem upåklageligt og medrivende sæt, der fint balancerede mellem den autentiske dancehall og deres mere mainstream approach. Deres liveband swingede tight, og især placeringen af saxofonisten på midten af scenen flankeret af Kenno og Pilfinger på numre som "Kom Og Giv Mig Alle Dine Penge", "Duften af Bacone" og "Kvinder & Kanoner", sidstnævnte dog uden Barbara Moleko blev leveret med høj energi og originalitet.

Herefter blev det Donkey Sounds tur til at gå scenen, og på dette tidspunkt var Øksnehallen fyldt til bristepunktet. Bigg Kaka var første mand på scenen, og efter hans højenergiske sceneoptræden, der blandt andet bød på hittene "Bang Bang (Reggaejam)" og "En Sidste Sang", blev Kaka kort efter suppleret af Wafande, der lagde ud med hjerteknuseren "En Anden" fra Wafandes hidtil eneste album "Du Ved Det" fra 2011. Wafandes sætliste bød også på det mere politiske "Lang Vej Hjem" på Donkey Sounds "Ali"-rytme fra 2011 samt det glade "Uartig".

Sammen med Kaka rundede Wafanda sit sæt af med det kendte "Gi' Mig Et Smil", der fik et stort smil frem på alles læber. Der skulle snart være nye udgivelser på vej med de to kunstnere, men allerede på mandag udsender Pharfar ep'en "Alt Er Godt", og ud over dette nummer bød Pharfar op til dancehall-fest med blandt andet numre som "Lad Mig Rulle Dig". Pharfar blev her suppleret af både Wafande og Kaka samt det fede liveband, der til fulde gav de tre kunstnere i front musikalsk modspil.

På bassens overdrev

Festivalens live koncertafdeling blev rundet af med duoen EaggerStunn, der vel nok bød på festivalens tungeste basgange i en hårdt, kontant og dubbet koncert med numre som "Kugledans", "Morder Dem" og det tungt rootsede "Du Kan Løbe". Desværre havde duoen ikke et liveband med, men formåede alligevel at holde reggae- og dancehallgryden i kog, selvom tidspunktet for længst havde passeret midnat. Det eneste minus ved koncerten var at den var for kort og sluttede efter mindre end 45 minutters spilletid. Lad os håbe, vi får duoen tilbage næste år, når der forhåbentligt atter bydes på Copenhagen Dancehall Festival – denne gang gerne med et liveband.

Festen fortsatte efter koncerten med Eaggerstunn indtil klokken fem om morgenen med reggaediskoteket People's Choice, men på dette tidspunkt var der nok kun de færreste tilbage efter mere end 12 timers live dancehall.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA