x
Walk Off The Earth: Store Vega, København

Walk Off The Earth, Store Vega, København

Walk Off The Earth: Store Vega, København

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

Den canadiske kvintet Walk Off The Earth blev kendte, da de lagde deres fem-m/k-og-en-guitar-version af Gotyes "Somebody That I Used To Know" på YouTube. Mere end 150 millioner visninger senere stod de så i Store Vega langfredag og kunne præsentere en blanding af covernumre af populære popsange og deres eget materiale, der primært kommer fra deres album "R.E.V.O." fra sidste år.

Det københavnske spillested var ikke ramt af den tomhed, gaderne ellers har en tendens til at blive ramt af i påsken. Først blev koncerten rykket fra Pumpehuset til Store Vega, der så kunne melde udsolgt. Klientellet var en blandet landhandel, med det til fælles, at de var helt tossede med bandet.

Cover-helvede

…så nu bliver jeg sikkert upopulær. Walk Off The Earth har tre genre-grene i sig, som jeg ser det. For det første har de deres cover-versioner. Og om den tilgang til musik kan man have delte meninger om. Jeg er af den overbevisning, at der skal være en helt speciel grund til stede, når man vælger at versionere en anden kunstners arbejde, samtidig med at det skal gøres på en unik måde. Ingen af de to præmisser er til stede, når WOTE synger og spiller covernumre.

Bruno Mars' "Natalie" er da meget sød, jovist, men ikke noget, der just rocker ens verden. Det er fluff og flødeskum. Og jo, det er da meget sjovt at spille Gotyes hit på én guitar, men sjovere er det altså heller ikke, og vokalerne lød præcis som Gotyes egen version.

Rihannas "Man Down", som er en virkelig lækker skæring fyldt med Barbados, sex og vold, når Rihanna synger den, blev slagtet fuldstændig – her stod jeg uforstående og kunne simpelthen ikke få det til at give mening, at WOTE havde truffet det kunstneriske valg, at lave en version af denne sang. Det lød, som om de har tænkt, at "det er en fed sang, og folk elsker den, så vil de også elske, at vi synger den", og så har der ikke været flere kunstneriske overvejelser inde over dér.

Tilbage til halvfemserne

Den anden genre-gren, WOTE har kastet sig ud i, er en pop-punket 90'er-ska-stil. Det er numre som "Magic" (også en cover-version, her af B.o.B.), der bliver udsat for nogle hvid-mand-halvt-rapper-og-halvt-synger-vers. Og her handler det om, om man kan lide den genre eller ej. Jeg er en af dem, der aldrig røg med på den bølge i 90'erne og heller ikke gjorde det fredag aften i Vega. Og det er en smagssag, for numrene blev eksekveret udmærket og med en masse energi.

Shakira, go home

Den tredje genre-gren er den, der i min optik fungerer bedst for WOTE. Her er der storladne trommer, "ooooh oh oh"-landsholdsstemning, tamburin og et twist af folket rock. Og det spiller sgu okay. Numre som "Speeches", "Red Hands" og den nye "Sing It All Away" (der kunne give Shakira baghjul som VM-sang) får salen med, med fællesklap, fællessang og lå-lå. Den slags sange kan jeg godt leve med, men der er stadig ingen nerve eller sjæl. WOTE ofrer ikke rigtig noget, og så bliver det altså poleret og kedeligt.

Manglende kunstnerisk vision

Der er sgu ikke meget indhold eller kunstnerisk vision hos det her band. Og her kunne jeg godt tænke mig, at publikum nogle gange var lidt mere krævende. Er det virkelig nok at have en flok hysterisk glade festaber til at stå og versionere de popnumre. vi kender fra radioen eller synge intetsigende ska/folk/popnumre med deres flotte X Factor-værdige vokaler?

Jo, de synger rent og pænt, men der er kraftedeme ikke stor kunst i det. Er det nok bare at hælde lidt fløde i øregangene? Nogle gange skal musik bare underholde, den er jeg helt med på. Men helt ærligt, skal vi ikke også udfordres lidt, få kuldegysninger af den ærlighed, kunstneren giver os, kunne drømme os væk i lyrikken og blive blæst omkuld?

Det kræver jeg altså, når jeg er til koncert. Og her er WOTE ikke andet end et sjov-og-spas-med-flotte-vokaler-orkester, der har lavet nogle okay pop-numre helt uden sjæl og nerve, og laver nogle kedelige versioner af andre kunstneres sange, og det er det.

Nej, jeg vil sgu have mere. Og det synes jeg også, resten af publikum burde forlange. Derfor får Walk Off The Earth tre stjerner, for de var dygtige nok musikere og de havde flotte vokaler, så de lander på en middelkarakter, lige i midten, uden de store armbevægelser. For de eneste armbevægelser, de selv kommer med, er, når de vil have publikum til at synge "lå lå lå". Og det er ikke nok.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA