x
Freja Kirk: Monophobia

Freja Kirk
Monophobia

Freja Kirk: Monophobia

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 24.03.2014
Anmeldt af
Sohail Hassan

27-årige Freja Kirk gjorde sig bemærket på dansk tv i The Voice-talentkonkurrencen i 2012. At hun er vokset op i et musikalsk hjem, hvor begge forældre er musikere, høres klart i hendes beherskelse af både vokal og melodier. Det fremgår med det samme, at kvaliteten på debutalbummet er høj og har internationalt potentiale. 

Freja Kirk kalder sig selv en føle-pige, og det giver mening, når man hører hendes album.  I samarbejde med den svenske producer og trommeslager Marcus Lilliequist og producer- og sangskriverduoen Granity (Medina, Ida Corr, Nneka) har hun skabt et spacey elektronisk lydunivers, hvor hendes afslappede og melankolske sange om kærlighedens mange mysterier kan få lov at flyde. 

Den første single, Forever, emmer af kvalitet. Både stemmen og produktionen fænger med det samme. Anden single Go er ligeledes iørefaldende og nok det mest up-tempo på pladen. Der er flere potentielle singler i numre som bl.a. Out Of Sight, Where Did We Go og Ice Cold.

På den anden side minder alle numrene meget om hinanden, så hvis man ikke er til stille følelsesladet stemningsmusik og Frejas meget karakteristiske sang, er der ikke meget at komme efter. Er man til gengæld på, er det meget nemt at falde for Freja Kirk og hendes musik.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA