x
Christina Perri: Head Or Heart

Christina Perri
Head Or Heart

Christina Perri: Head Or Heart

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 31.03.2014
Anmeldt af
Nanna Jenner Jensen

Det starter egentlig ganske fint og lovende for den kære Perri på hendes nye album Head Or Heart. Med første nummer Trust åbnes ballet med en simpel singer-songwriter-komposition, der med sit lette folk-kor lokker til mere. Der skrues op for den mere søde og klassiske pop på de to næste sange, Burning Gold og duetten med Ed Sheeran, Be My Lover.

Men så stopper festen også, for det viser sig, at Perri herfra er et ualmindeligt kedeligt bekendtskab fyldt med den ene ballade efter den anden. Jovist, man kan da sagtens synge med på de kliché-fyldte tekster, men det hele bliver bare så forudsigeligt, at man nærmest kan regne næste akkord ud, inden den spilles. Det hele bliver selvfølgelig heller ikke bedre af, at Perris stemme efterhånden bliver tangerende til irriterende i længden.

Svenskerne har et passende udtryk for pladen: mellanmjölk. Det vil ikke rigtig noget, så det hele bliver bare til en tyndbenet omgang letmælk. Pladen sluttes selvsagt af med endnu en klaver-ballade på I Believe, hvor Christina reciterer sætningen "This is not the end of me. This is the beginning", hvor undertegnede ærlig talt ikke kunne være mere uenig. Jeg følte i hvert fald kortvarigt, det var enden for mig af kedsomhed at høre dette album fra start til slut.  

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA