Blaue Blume : Offspring Festival, Biergarten, Tivoli

Blaue Blume , Offspring Festival, Biergarten, Tivoli

Blaue Blume : Offspring Festival, Biergarten, Tivoli

Anmeldt af Kim Lykke Andersen | GAFFA

Efter at The Woken Trees forinden havde blæst scenen på Biergarden, var det lidt over en time senere tid til, at en af årets mest hypede bands, Blaue Blume, indtog Tivoli-scenen. Oven på en flot solskinsberiget dag med et lige så strålende Offspring-program var Blaue Blumes lunefulde, avantgardistiske rockpop perfekt til at synge solen ned og gøre klar til Offsprings sidste del af todagesfestivalen for de spirende musikalske newbees.
 
Det massive antal fremmødte omkring Biergartens smalle passagegang bevidnede om Blaue Blumes succesfulde år, hvor singlen "Lost Sons of Boys" tidligere på året blev stemt direkte ind på Det Elektroniske Barometers førsteplads og efterfølgende har fået heftigt airplay på både P3 og P6. Allerede i 2013 vakte de fire drenge fra Kolding stor interesse både indenlands og udenlands med deres førsteudspil "New Year's Eve", der blev lagt ud på bandets Soundcloud. Efter at have vækket nysgerrigheden og lysten til mere skulle der alligevel gå et godt stykke tid, før Blaue Blume igen gav musikalsk lyd fra sig. Her vakte singlen "Lost Sons of Boys" således igen stor begejstring i blogsosfæren og undergrunden, og Blaue Blaume er nu efterhånden også ved at være, eller i hvert fald godt på vej til at blive et af Danmarks veletablerede navne med roser fra både anmeldere og musikblogs.
 
Koncerten i aftes bød også på smukke falsetter fra forsanger Jonas Smith, hvor sammenligningerne uundgåeligt peger mod When Saints Go Machine-forsanger Nicolaj Vonsild. De finurlige toner blev harmoneret med drømmende shoegaze og rockeskapader, som fungerede allerbedst, når bandet slog sig løs og mere frigivet henkastede sig til musikken. Dette gjorde sig især gældende for føromtalte "Lost Sons of Boys", der blev leveret i en mere up-tempo liveversion. Et andet af koncertens højdepunkter var sidste uges seneste singleudspil "In Disco Lights", der med sin glade 90'er-popmelodi osser af sommer og sol og hermed er et ideal for aftenens omgivelser i Tivoli.  

Desværre var Biergartens lokation ikke optimal for Blaue Blumes delikate lydunivers, og det sene spilletidspunkt betød også, at flere af ølteltets gæster overdøvede lyden med snak og skål. I midten af koncerten tilkendegav Jonas Smith også, at det at spille her var "Underligt og fedt". Og det var præcis, hvad det var. Til tider virkede den trængte sceneplads mere som en jam i øvelokalet frem for en koncert for det gæstende publikum. Omvendt, når Blaue Blume for alvor havde fat, forenede de harmonisk trommer, guitar, bas og vokal til en unik lyd, hvor ølsnak og skålen heldigvis ikke formåede at trænge igennem lydmuren. Koncerten lå derfor hele tiden lidt på vippen, hvor drengene dog gjorde deres til at levere en sublim optræden, men hvor omgivelserne desværre til tider stod til forhindring.

Overordnet set bevidste Blaue Blume dog, at de er hypen værd, og der er bestemt noget at se frem til, når debut ep'en "Beau & Lorette" udkommer til juni. Inden da har drengene også mulighed for at komme deres musikalske talenter mere til rette, når de skal optræde til både Spot Festival, Odd Blue Last i London efterfulgt af Roskilde Festival og New Note Festival til august. 2014 skal derfor nok blive året, hvor Blaue Blume for alvor rigtigt får lov at blomstre.
 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA