x
Broken Twin: May

Broken Twin
May

Broken Twin: May

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 28.04.2014
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Der er ikke noget at sige til, at de fik øjnene – eller rettere ørerne – op for danske Majke Voss Romme på Anti, der til dagligt huser gode folk som blandt andre Nick Cave, Tom Waits og Kate Bush. For den unge sangerinde kan ikke bare skrive fængslende sange, der får de små hår til at rejse sig med deres dragende melankoli og inviterende underspillethed. Hun er også i besiddelse af en stor og udtryksfuld stemme, der flot fører lytteren igennem de intimt arrangerede udstyrsstykker.

Man skal lytte til May et par gange, før sangene begynder at hægte sig fast under huden, men så er de altså også kommet for at blive, og det kan være svært at ryste nogle af de direkte bjergtagende stunder i blandt andre Sun Has Gone og River Raining af sig. De mange små fine nuancer i både Voss Rommes stemme og i hjørnerne af lydbilledet gør, at sangene trods et ensartet udtryk ikke smelter sammen, og May fremstår helstøbt snarere end ensformigt. Et fornemt udspil fra et stort talent, vi forhåbentligt kommer til at høre meget mere til.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA