x
Nick Lowe: Amager Bio, København

Nick Lowe, Amager Bio, København

Nick Lowe: Amager Bio, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Der er borde i salen i Amager Bio og en helt afslappet stemning, da Nick Lowe solo indtager scenen med sin guitar, og han kaster sig straks ud i en længere sætliste som bl.a. tæller klassikeren "Cruel to Be Kind", som til trods for dens hit-værdi og klassikerstatus på en måde kommer til at stikke lidt ud fra sættet. Et sæt, som ellers er lige så roligt, som man forventer af en 65-årig englænder.

Lowe bestrider også helt og aldeles det høflighedsniveau, som man kunne forvente af samme, og han fortæller, at han oprigtigt håber, at folk finder deres yndlingssange på sætlisten. Det tager en temmelig beruset herre på første række som en opfordring til at gå op til Lowe og ønske et nummer, resten af salen gør det samme ved ekstranumrene – det var vist ikke helt meningen, men Lowe formår med elegant stil at glide af på det, uden at nogen virker stødt over det.

Nick Lowe har tillagt sig et par danske gloser, og en af dem burde helt sikkert være "hygge", for det virker, som om englænderen om nogen har forstået dette ellers svært oversættelige begreb. At hygge er det ord, man får lyst til at sætte på koncerten, siger måske også lidt om, at musikken ikke rigtig kradser nogen steder, men det gør sådan set ikke noget, for Lowe beviser gang på gang sit ubestridelige talent, når det kommer til at sætte en sang sammen.

Det er for størstedelen af aftenen tale om gammel-skole pop, og man føler sig ofte hensat til bal i en sydengelsk badeby, når Lowe lukker op for de mere rock and rollede sange, som har en umiskendelig 50'er-føling over sig. Som det ubestridelige ungdomsidol er der da også noget Elvis'k over Lowes sange flere steder, og selvom der bliver rocket igennem, så er Lowe stadig så ubestrideligt engelsk, at det hele foregår under aldeles ordentlige former.

Som modsætning til ungdomsballaderne står de mere modne og melankolske tilbageblik over et levet liv og ikke mindst den tabte kærlighed, som på f.eks. "House For Sale" eller "I Read a Lot", som begge bringer mindelser om Lowes samtidige engelske forfattere som Julian Barnes eller Michael Palin. Kunstnere som begge inden for de seneste år har begået værker, som skuer tilbage på liv, der nærmer sig efterår, henholdsvis med bøgerne "The Sense of An Ending" og "The Truth".

Som tidligere nævnt fremstår Lowes tydelige talent for at skrive en popsang fuldstændigt klart i Amager Bio. At han også selv ser sit virke som sangskriver, bekræftes til dels af hans glæde ved at få indspillet sine sange af andre musikere. Det mest kendte tilfælde er vel Elvis Costellos version af "(What's So Funny 'Bout) Peace, Love and Understanding", men vi får her historien om Diana Ross' indspilning af "I Live On a Battlefield". Nummeret blev ikke specielt vellykket ifølge Lowe, og efter lidt grublen over dette konstaterer han tørt "men det gav mig råd til at købe et nyt badeværelse" – mere en købmands bemærkning end en kunstners, fristes man til at tænke.

Da Elvis Costello har gjort meget for Lowes sange, så slutter Lowe af i en slags omvendt tak for lån og leverer en helt neddæmpet og virkelig fin version af Costello-klassikeren "Alison" – og på denne aften er det virkelig, som om linjerne "my aim is true" passer perfekt ind i Lowes på én gang uskyldige og nostalgiske sangunivers.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA