x
Psyched Up Janis: Sønderborghus, Sønderborg

Psyched Up Janis, Sønderborghus, Sønderborg

Psyched Up Janis: Sønderborghus, Sønderborg

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Det er to årtier siden, "Swell" udkom. Psyched Up Janis' debutalbum, der var med til at markere et markant skifte i den danske rocklyd. Nu turnerer Sune Wagner og Jakob Jørgensen sammen med trommeslager Jesper "Yebo" Reginal i anledning af albummets 20-års jubilæum, og et påtrængende spørgsmål er, hvorvidt "Swell" i 2014 fortsat er et relevant album at fremføre, eller om der mest af alt er tale om et nostalgitrip.

Den første chance for at få svar på dette spørgsmål fandt sted i aften i Sune og Jakobs hjemby, og nærmere betegnet på Sønderborghus. Og svaret er opløftende. At høre "Swell" live i sin helhed er at bevidne en tidløs energieksplosion. Der er intet gimmickagtigt glimt i øjet hos nogen af de optrædende. I stedet hengiver de sig koncerten igennem til musikken og har, ganske tydeligt, en fest på scenen.

Albummet åbner med det imponerende trekløver bestående af "Vanity", "I Died In My Teens" og "Shudder" - de tre bedst kendte og mest elskede "Swell"-numre - hvilket sætter så godt skub i tingene, at ingen kan være i tvivl om den rige musikalske kvalitet, som bandet fortsat rummer.

Det, der dog i særlig grad er opløftende, er, at de mindre kendte "Swell"-numre faktisk fungerer mindst lige så fornemt som de mere klassiske kompositioner fra albummet. Eksempelvis "Chandelier", "Reddening Star" og ikke mindst "They" bliver store højdepunkter, og som en tolv numre lang helhed er "Swell" en luksus at lægge øre til - også live, og også tyve år efter udgivelsen. Godt nok har bandet ikke verdens mest forbilledlige øvemoral, men de ganske komplekse arrangementer, som mange af numrene har, sidder langt hen ad vejen særdeles imponerende i skabet.

Foruden "Swell" består koncerten også af en håndfuld numre fra bandets øvrige bagkatalog. Første nummer i denne anden halvdel af koncerten er "Special One", som bliver fulgt op af "Evil Beauty" og "I Think You Suck" - alle tre fra "Enter The Super Peppermint Lounge" (1998). Et trekløver så fornemt og suverænt leveret, at man kun kan glæde sig til, at det bliver dette albums tur til at få en turné dedikeret til sig,

Det første ekstranummer bliver "The Stars Are Out" fra "Beats Me" (1997), som i dén grad havde manglet, hvis det ikke var blevet spillet, nummerets klassikerstatus taget i betragtning. Det bliver leveret fuldt ud overbevisende og havde sat et fornemt punktum for koncerten.

Den slutter imidlertid ikke dér. Koncerten igennem - også midt i den sætlistemæssigt forudsigelige gennemspilning af "Swell" - har et mindre udsnit tilhørere højlydt skrålet første vers af "Kvinde Min", i et fordrukkent og belastende forsøg på at få bandet til at spille det nummer, som de ganske rigtigt bidrog med til Gasolin'-hyldestpladen "Fifi-Dong" i 1995.

Ad flere omgange forsøger publikum at få disse frusterende personager til at klappe i. Uden held. Så da koncertens sidste nummer viser sig at blive lige præcis "Kvinde Min", kommer det til at fremstå som en hengivelse til de blandt publikum, der hellere vil høre et (ganske vist fornemt) covernummer, fremfor eksempelvis "Where The Lights Won't Shine", nummeret "Psyched Up Janis" eller "Shoot The Breeze", som alle tre havde været fuldkommen forrygende punktummer for denne i øvrigt ganske formidable første jubilæumskoncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA